OFF

Jeg er til festival, filmfestival. Det er lige her i Odense og det er vildt godt. I dag så jeg en film fra Guyana om en dreng, der skulle spille cricket, men som hadede spillet og så var han i øvrigt også homoseksuel. Det var en god film og endnu bedre var det at høre instruktøren fortælle om filmen bagefter. Filmen hedder ANTIMAN, den er kort, bliver muligvis til en længere film en dag.

På billedet står filmens instruktør og snakker med et par elever fra Odense Katadralskole. Det var så fint. 

Prop og Berta

Jeg har en prop i mit højre øre, så det er begrænset hvad jeg kan høre for tiden. Stakkels dem der altid har nedsat hørelse. Man kan jo blive skør af det.

Aske har et myggestik ved øjet og ville ikke i skole. Det hjalp da han fik solbriller på. Så det har han haft på i skole i går og i dag. Løsningsforslaget var fruens og det virkede.

Nu vil jeg sove. Jeg har Remowax i ørene og et smil på læben.

Tør man?

Hvad nu hvis man tilbød at hjælpe folk med at lave video eller tage billeder og var ret billig. Hvad nu hvis man lavede en hjemmeside, hvor man tilbød at lave video for 300 kroner i timen plus transport, ville det så virke? Jeg tænker ikke på at lave reklamefilm, men bare hjælpe til, hvor andre havde problemer med små film som de gerne ville have lavet. Små interviews til hjemmesider og sådan noget. Kunne man måske få sig en lille forretning ud af det? Jeg overvejer det sgu. Så skulle det være lidt i samme stil som mandogbil, hvor man får en handymand ud for en billigere penge end, hvis man hyrede en rigtig håndværker.

Det kræver dog lidt mod og en hjemmeside. Det sidste kan jeg nok godt lave. Det første er måske sværere end som så.

Dire Straits og bare søndag

Jeg sidder og hører Dire Straits med Brothers in Arms. I nat drømte jeg, at jeg skulle til koncert med Bruce Springsteen og sådan er der så meget. Solen skinner og jeg har sovet i mange mange timer. Sådan er det, når man er som mig. Nogle gange sover man ikke og så sover man en hel weekend væk – helt færdig og på de sidste reserver. Det er skørt med det der søvn.

Og så har der endda også været skybrud og det har kostet en telefon, hvis den da ikke tørrer og kommer til at virke igen. Vejret er lummert og skybrudsagtigt, så jeg får næppe cyklet i denne weekend, men sådan går det jo. Ja det gør det jo.

Dire Straits er nu ikke så skidt. 

Læser da lige en bog

Jeg læser en bog for tiden, der handler om Liverpool i 90’erne. Det var i det årti, at britpoppen kom frem, at jeg var sådan ung, at Sky overtog fodboldens verden og at Liverpool gik fra at være mega til at spille bold til at være nano. Bogen hedder Men in white suits og er skrevet af Simon Hughes. Den er god og det er sgu interessant at læse, hvad nogle af spillerne fra dengang tænker om det hele. Tydeligt at de engelske spillere ikke var pjattet med tilgangen af en udenlandsk manager. Jason McAteer mener vel nærmest at Gerard Houllier ikke kunne andet end at have en teoretisk adgang til fodbold, og at han ødelagde meget i klubben. Jørgen Nielsen som vi snakkede med mener til gengæld at uden Houllier var det gået helt galt for Liverpool. Ifølge Jørgen spillede de stort set kun på to mål til træning. Det havde virket før, så det burde også virke nu, men med tilgangen af kontinentale spillere gik det bare ikke at nøjes med at spille bold til træning. En logisk udvikling, men på den anden side, så forsvinder der også noget charme ved fodbolden i England. Fra at være en sport, hvor tilskuerne og spillerne mindede om hinanden og mødtes i bylivet, til at være en sport med superprofessionelle maskiner, der ikke sagde og gjorde noget forkert. Fodbold er gået hen og blevet en pæn sport. Og måske også en kedelig sport. En forretning med fokus på turisme og trøjesalg og vi hopper alle i med begge ben.

I gamle dage var det hele lidt mere råt. Her er det Vinni Jones og Steve McMahon i FA-cupfinalen i 1988. I dag var McMahon blevet liggende, Jones havde fået rødt og Liverpool havde vundet kampen.

Nu skal der ske noget

Sidder i Leos Legeland i et industrikvarter i det østlige Odense. Normalt ville det være trist, men Aske leger med Albert og Bertram og jeg snakker med deres far. Vi laver hjemmeside og vi vil til at sælge økologisk tøj til det danske folk. Det er ret godt og selv hamburgeren kunne spises – ja der er endog refill på kaffen. Jeg har ingen anelse om, hvordan vejret er udenfor, men det betyder ej heller så meget.