Måned: oktober 2015

Kære Kim din gamle sure mand tillykke med de 70 år. I hele mit liv har du været der i radioen, på pladespilleren, på CD, på Itunes og på Telmore Play og hvad fanden det nu eller hedder. Min første plade med dig var noget overraskende slet ikke en plade, men et kassettebånd. Du var lige stoppet med Gasolin og jeg var en lille dreng, som havde en storebror, der havde en pladeforretning. Min kære bror gav mig i alle disse anledninger dit lille sideprojekt Starfuckers første og eneste plade/bånd “Vogt dem for efterligninger”. Den elskede jeg. Den elsker jeg stadig. Jeg elsker også eskapaderne med de gamle fra Gasolin og dine soloplader indtil et vist tidspunkt, hvor det blev lidt for meget for mig. Men så kom du med “Sange fra Glemmebogen”, og så spiller jeg den for mine unger og vi synger sammen. Det er fanderme alle tiders.

Du er en sur gammel mand og jeg ser dig tit i Odense, men jeg hilser ikke. Du ønsker tydeligvis at være privat, og hvad fanden det gør jeg jo også. Men kære Kim tak for musikken og tillykke med dagen. Nu vil jeg høre Starfuckers og nyde solen på min terrasse. Giv den gas du gamle og bliv endelig ved med at råbe op mod det etablerede samfund. Det er OK, at du er sur, og jeg lover en dag at komme til koncert med dig, for det har jeg sgu helt glemt. Du har ligesom altid været der, så jeg har aldrig følt det nødvendigt, men det er det og det var det faktisk.

Kære Kim. Mange kram fra mig til dig.

Jeg ligger på sofaen med høretelefoner i ørene. Jeg hører Oasis for første gang i lang tid. Det er rart og det er som om de bare giver verden en stor finger og bare gør, hvad fanden de lyster. Det kan jeg lide. Sådan har jeg også lyst til at være. Verden er sgu latterlig og vores regering er pinlig og latterligt økonomisk elitær. Hvorfor er det ingen der siger fra og hvorfor skriver pressen ikke mere kritisk. Vi er i den grad blevet selvfede i dette land. Det er altid de fattige eller de arbejdsløse, der er skyld i alt skidt. Nu er det så åbenbart også mødre på deltid. Fuck det hele. Jeg bliver på sofaen og hører Oasis.

Hvis jeg lever så længe, så skal der sgu nok komme kul på. Det bliver en fest.

På min fødselsdag i 1977 udkom David Bowies Heroesalbum. Et af de tre Berlinalbums sammen med Lodger og Low. Low er helt klart min favorit fra den tid, men nummeret Heroes er blandt mine all time favoritter. Det nummer har efter min latterligt ydmyge mening alt, hvad man har brug for i et godt popnummer. We could be heroes just for one day.

Hvem der bare levede på landet i ro og fred fra alverdens larm og ræs. I går blev jeg 42 år og i går var det præcis 40 år siden Rabalderstræde udkom på LP’en Gas5, der uden den mindste tvivl er en af mine favoritplader. Det er sjovt, at da jeg blev fejret i at blive 2 år kom Kim og drengene på gaden med en plade, der i dag står som et kulturhistorisk monument. Jeg fik den ikke i gave den dag, men købte den i slutningen af 80’erne eller starten af 90’erne på LP. Sidenhen fik jeg den også på CD, men det var faktisk først i går, det gik op for mig, at den var udkommet på min fødselsdag. 

Postede lige det her på det der Facebook, og så kan jeg jo også lige så godt gøre det her .

Jeg er havnet i Paris med ni studerende og to undervisere fra læreruddannelsen på Fyn. Det er godt. Vi skal se på kunst og lave film i de næste fem dage. De to undervisere hedder Henrik og Knud Erik. Jeg er vilde med dem. Udover at være dygtige undervisere er de rare mænd med hjertet på rette sted. Det er godt og det bliver godt. Om otte minutter sender vi de studerende af sted på den første videoopgave, som er en tur med metro og møde med i hvert fald en franskmand. Det får dem forhåbentligt ud af komfortzonen og giver dem mod på mere video. Imens vil jeg drikke god kaffe og kigge på mennesker.

Vi bor på Hostel. Her er mange unge mennesker, og så kan man jo vælge at føle sig gammel eller føle sig ung med de unge. Jeg tror, jeg vælger det sidste. Det er hyggeligst.

Nå af sted til fællesområde og briefing om videoopgave.