Jeg kan huske, da jeg var en bette knægt og så Silas på TV. Det var i en efterårsferie og der kom et nyt afsnit hver dag. Fredag var det så afsluttet, og jeg fik helt ondt i maven over, at det var slut. Nu kom der aldrig mere Silas, og det gjorde mig ked af det. Siden dengang har jeg savnet Silas, hvis titelmelodi i øvrigt var den eneste jeg nogensinde lærte at spille på blokfløjte af musiklærer Vagn Pedersen. Nej det passer ikke, at jeg har savnet Silas, for jeg er jo blevet voksen og har set mange serier siden. Ja jeg skrev endda speciale om TV-serier. Jeg hævdede vist at Twin Peaks var noget nyt og noget, der ændrede måden at se TV på. Det er der vist så lige kommet en bog om, så det er meget skægt.
I dag blev jeg så færdig med sæson fire af The Walking Dead. Selvom det jo er en ret sort serie, så var sæson fire lige en anelse mere sort end de andre, og det var godt. Zombier og blod og knive og slagsmål er bare herligt. Men nu er Rick og de andre fanget i en togvogn, og jeg aner ikke, hvordan de skal klare den. Jeg må skaffe mig sæson fem, så jeg kan få min lyst styret. Åhh de cliffhangers. Åhh og Åhh og hvor er det fantastisk, at vi stadig hopper på limpinden eller hvad filan det nu hedder.
