Måned: januar 2016

Efter et par dage i Bruxelles kombineret med let surfen rundt på internettet har overbevist mig om at fodboldverden stinker og lugter som et skolelokum på en dårlig dag. Sepp Blatter og Michel Platini er begge suspenderet og kan forhåbentligt snart blive smidt i et rum, der kun har håndtag på ydersiden. Halvdelen af FIFA’s fineste ledere er på vej i spjældet for korruption af højeste rang. Og det er, hvad det er. Sådan er det jo ofte, når folk får magt og penge. Så vil de have flere penge for deres magt og så kører det derudad. Så toppen af poppen fodrer sig selv med kaviar og fois gras, mens arbejderne dør som fluer. Og nu vil nogen nok mene, at jeg går for langt, men det gør jeg sgu ikke. Man forventer helt fucking seriøst, at 7000 arbejdere vil miste livet i forbindelse med klargørelsen af VM i 2022 i Qatar. Hver dag ender 2800 arbejdere på hospitalet i Qatar. Lyder det vanvittigt? Der er fucking vanvittigt og så kan du lige gange det med 1000 gange mere vanvid. Arbejderne i Qatar er ret beset slaver. Som jeg husker det, så stoppede amerikanerne med slaveriet i 1865. I Qatar kører det derudad for fulde hammer. Min fine ven Christian Baunvig sendte denne artikel til mig om slaverne. Læs det og nyd så den kolde Carlsberg, næste gang du nyder en fodboldkamp.

Slavearbejderne

Så er jeg endt i Bruxelles med Lasse. Vi har været i Europaparlamentet til møde om FIFA. Det er sgu fucked up, da de er korrupte hele bundtet, men det var spændende møde, og nu skal der skrives et par artikler og lægges på nettet. Lasse skriver det meste, og så supplerer jeg med billeder. Vi er trætte nu efter en dag på farten. Vi startede fra Hjortshøj klokken 0400 i morges og nu er klokken midnat i Europa. Godnat og sov godt.

Der er et billede, jeg ofte tænker på. Det hænger på min gamle skole, Forældreskolen i Aarhus og er et blandt mange billeder af afgangsklasser. Dette er fra 1954. På billedet sidder min mor som en af flere piger. Hun er 16 år, og hun er pæn. Det er de andre også. De er pæne og velklædte. Det er ni år efter krigen og de ser alle så fine og gode ud. Min mor er flot. På en af de andre gange hænger afgangsklassen 9x fra 1989 og yderst til venstre står jeg. Jeg har lidt for langt hår, en t-shirt, der hænger ud over et par slidte cowboybukser og et lettere fjoget blik. Der er 35 år mellem de to billeder, men i virkeligheden er der meget længere. Det er i sandhed to forskellige verdener. Min mor boede med sine forældre og sin ældre søster tæt på skolen i en stor villa. Min morfar var bankmand og min mormor var hjemmegående, som man nu var dengang. De havde det godt økonomisk. Min mor ønskede at blive ingeniør, men fik ikke lov, og måtte i stedet tage til takke med en tur på bankskolen. Hun fik job og et liv som enlig i en del år. Jeg kender ikke disse år, men da hun er omkring de 32 møder hun min far. De bliver gift, da hun er 34 og som 36-årig får hun mig. Efter et par år i en villa i Randers flytter hun fra min far og til en lejlighed i et boligkompleks i Viby ved Århus. Efter yderligere et par år, rykker vi til rækkehuset i Tranbjerg, hvor hun bor til sin død for et par år siden. Det gik ned ad bakke for min mor. Hun var så pæn og flot, da hun sad der som 16-årig. 30 år senere boede hun alene med en umulig dreng i et rækkehus i Tranbjerg i 80’ernes glade forfald. Hun gjorde, hvad hun kunne for at give mig et godt liv, men noget gik galt mellem os. Jeg var umulig og hun gav måske op og drak måske lidt for meget vin. Inden hun døde fik jeg givet hende en krammer. Hun var mere interesseret i, hvordan jeg havde det, end hvordan hun selv havde det, da hun lå der med slanger i næsen og drop i armen. Hun var en god dame, men jeg nåede bare ikke at opleve det, da der gik hverdag og skilsmisse og dårligt arbejde i den. Verden var måske ikke bedre i gamle dage, men den var mere enkel. Det kan jeg godt savne. 

Det er søndag morgen, og det er så stille, at selv lyden af mine fingre på tastaturet får verden til at skælve. Ved siden af mig ligger en træt og doven hund, og kaffen er min og kun min. Ungerne sover måske, måske spiller de Ipad, men oppe er de i alt fald ikke. Udenfor er det gråt og tåget og sneen bliver langsomt til vand, der løber i kloakken og derefter langt væk inden det på et tidpunkt igen bliver til sne og lægger sig stille over land. Dagens cykeltur er blevet aflyst og det samme er ungernes skolebiotur. Så det er ro med ro på. Det kan være, at man skal gøre lidt rent og ordne lidt inden det igen bliver hverdag og skoledag for ungerne.

Jeg vrøvler og vil stoppe og hoppe tilbage til stilheden og kaffen og det uudtømmelige univers.

Det er mandag. Det er det altid, når ugen starter, og det er på sin vis godt nok. Jeg er træt som en junkie efter at have taget en pille til at falde i søvn på i går. Sådan kan det jo gå, når man putter kemikalier i sin unge krop. Det er nu fint nok, for så sover man så godt bagefter. Udenfor er det hvidt. Indenfor er det varmt og fruen er hjemme med sygdom i kroppen, mens ungerne plejer den danske helhedsskole. Jeg har lige haft hundene med på tur, så nu ligger de også og slapper af. Der er generelt en stemning af træthed i huset. Sådan er det ofte en mandag efter den der weekend, der har det med at afslutte ugerne. Jeg har en artikel i det seneste nummer af Cykelmagasinet. Det er ikke så ringe endda.

I går pjækkede min søn fra skole. Jeg havde nu informeret hans lærer om det. Grunden til pjækkeriet var, at han sammen med sin far skulle besøge den blå Planet på Amager. Det kunne man jo også lige have valgt at gøre en lørdag ville nogen måske sige, og jo og tak, men nu gjorde vi det en hverdag. Vi sked højt og flot på normalen og tog på udflugt, og da resten af verden jo var i skole eller på job, havde vi så dejlig god plads på den der planet. Trods kø både ud og hjem på motorvejen, så var det en fantastisk tur. Vi så havdyr i stor stil. Vi så fysikshow, hvor der blev lavet skyer af flydende nitrogen. Vi så en blæksprutte blive skåret op, og satte vores fingeraftryk med blæk fra blæksprutten, vi så hajerne få mad og vi så de to havoddere Agnes og Mojoe få mad og blive trænet. På vej derover fik vi køreslik og sodavand. På vej hjem var vi på McDonald’s, hvor vi udover en menu fik ekstra burger og sundae ice. Inden vi kom hjem gik vi i biffen, hvor vi så Den Gode Dinosaur. Jeg var nærmest lykkelig i går. “Det er næsten lige som nytårsaften den her dag”, sagde Aske i bilen på vej hjem. Det var det, bare meget bedre. Folk burde pjække noget mere og tage på tur ud i det blå.

Titlen er en David Bowie-sang. Det er der meget, der er for tiden. Det nye album er ret så fint, om jeg tør sige min mening. Det gør jeg. Det er vildt, så meget Bowie har fyldt de seneste dage. Jeg opfattede ham altid som en af de allerstørste, men han var jo ikke den, der solgte allerflest plader. Anne Dorte Michelsen var ude på Twitter med lidt kritik af mediernes dækning af Bowies død. Hun sagde, at han jo ikke havde solgt lige så mange plader som Michael Jackson og Whitney Houston, hvilket hun har ret i. Hun har også ret i, at han er en hvid mand, men om det er derfor vi er så pjattede med at skrive om ham for tiden, tvivler jeg nu på. Jeg kan faktisk godt lide både Michael og Whitney for deres popmusik – uden dem havde 80’erne været en anderledes årti, men så er de nok heller ikke mere. Vi er tilbage i diskussionen mellem høj og lavkultur og hvor Bowie lagde sig op ad den høje litteratur, så var Michael og Whitney jo mere til den lave. Bowie var Noma og Michael og Whitney McDonald’s. Derfor er Bowie så interessant. Han var markant anderledes og super duper intelligent og flot og sang fantastisk. Han var et ikon. Dem er der få tilbage af, og inden for de næste 10 år er flere af dem væk. Bob Dylan er 74 år, Bruce Springsteen er 66, Mick Jagger er 71 og Paul Mccartney er 73. Det er nogle gamle drenge. Jeg er hvid og jeg er en mand. Mine ikoner er åbenbart også hvide mænd. Det lever jeg med.

Jeg ved godt, at der er mange mennesker, der dør hver dag. Mennesker jeg ikke kender og mennesker, der både er søde og rare, men hvis død ikke påvirker mig synderligt. I morges kom nyheden om at David Bowie var død. David Bowie er død. Bowie. Bowie kan sgu da ikke bare sådan dø. Han har altid været der. Det har gjort dagen grå og trist på en underlig måde.

Lige nu spiller de “Wild is the wind” i radioen. Den er fra Station to Station og Bowie har ikke selv skrevet den, men han fremfører den så helt vidunderligt smukt. Jeg elsker det nummer og nu skriver jeg altså lige lidt om Bowie. Jeg kom lidt sent med på Bowie-vognen, da jeg trods alt er noget yngre end ham. Jeg fik Changesonebowie i 16-års fødselsdagsgave af min storebror. Jeg husker tydeligt, at jeg var ret skuffet over gaven. Jeg hørte jo hip hop og rock og alt muligt andet end David Bowie, men bevares det skulle da høres. Min bror havde sendt CD’en fra Japan og den var derfor ikke lige til at få byttet. Og så var jeg solgt. Jeg var solgt med det samme og siden dengang har Bowie for mig været en af de allerstørste.

Jeg nåede at se ham en gang. Det var i 1996 på Midtfyns, hvor han kom i afslappet tøj og gav en super koncert uden ekstranumre, da han havde lidt travlt med at komme hjem til England eller hvor det nu var han skulle hjem. Jeg husker han startede med Quicksand. I perioden deromkring kommer de udspacede plader Outside og Earthling og jeg husker, at vi er i Berlin med vores Nordiskhold og Søren og jeg snakker meget Bowie. Vi ser Christiane F og går de steder hun også var. Vi er i Berlin og vi er sønner af Bowie eller noget i den stil. Siden forsvandt Bowie lidt fra stjernehimlen med nogle alt for jævne plader og en lang tavshed. Og så sidste år kom der en ny plade, og jeg elskede den og råhørte den så sent som sidste uge. Og så kom der en ny plade og den fik gode anmeldelser og jeg har ikke nået at få den hørt inden manden dør. Bowie er død. En ener og en verdensfornyer er gået bort. Bowie var fucking vild. Bowie var et ikon. Ikonerne dør i disse år og erstattes ikke.

Bowie er død.

Edit: Det var i 97 Bowie var på Midfyns, og The Next day er fra 2013.

Nok er det mørkt og koldt udenfor, men det er også det, det er. Det er nemlig ikke vådt eller gråt. Det er sort og iskoldt. Det kan jeg lide, og når Guns ‘n’ Roses flyder i de røde hovedtelefoner og hunden går sådan nogenlunde pænt og ikke skider alt for meget i de pæne forhaver, så går det sgu nok det hele. Jeg elsker kulden. Jeg lever med mørket og det sorte, mens jeg hader det grå grå grå våde pisvejr, som det altid er i fucking november.