Titlen er en David Bowie-sang. Det er der meget, der er for tiden. Det nye album er ret så fint, om jeg tør sige min mening. Det gør jeg. Det er vildt, så meget Bowie har fyldt de seneste dage. Jeg opfattede ham altid som en af de allerstørste, men han var jo ikke den, der solgte allerflest plader. Anne Dorte Michelsen var ude på Twitter med lidt kritik af mediernes dækning af Bowies død. Hun sagde, at han jo ikke havde solgt lige så mange plader som Michael Jackson og Whitney Houston, hvilket hun har ret i. Hun har også ret i, at han er en hvid mand, men om det er derfor vi er så pjattede med at skrive om ham for tiden, tvivler jeg nu på. Jeg kan faktisk godt lide både Michael og Whitney for deres popmusik – uden dem havde 80’erne været en anderledes årti, men så er de nok heller ikke mere. Vi er tilbage i diskussionen mellem høj og lavkultur og hvor Bowie lagde sig op ad den høje litteratur, så var Michael og Whitney jo mere til den lave. Bowie var Noma og Michael og Whitney McDonald’s. Derfor er Bowie så interessant. Han var markant anderledes og super duper intelligent og flot og sang fantastisk. Han var et ikon. Dem er der få tilbage af, og inden for de næste 10 år er flere af dem væk. Bob Dylan er 74 år, Bruce Springsteen er 66, Mick Jagger er 71 og Paul Mccartney er 73. Det er nogle gamle drenge. Jeg er hvid og jeg er en mand. Mine ikoner er åbenbart også hvide mænd. Det lever jeg med.
