Det er søndag morgen, og det er så stille, at selv lyden af mine fingre på tastaturet får verden til at skælve. Ved siden af mig ligger en træt og doven hund, og kaffen er min og kun min. Ungerne sover måske, måske spiller de Ipad, men oppe er de i alt fald ikke. Udenfor er det gråt og tåget og sneen bliver langsomt til vand, der løber i kloakken og derefter langt væk inden det på et tidpunkt igen bliver til sne og lægger sig stille over land. Dagens cykeltur er blevet aflyst og det samme er ungernes skolebiotur. Så det er ro med ro på. Det kan være, at man skal gøre lidt rent og ordne lidt inden det igen bliver hverdag og skoledag for ungerne.
Jeg vrøvler og vil stoppe og hoppe tilbage til stilheden og kaffen og det uudtømmelige univers.
