I går sad jeg stille og roligt og skrev i sofaen, da der tikkede en besked ind på telefonen. “Du har en ny meddelelse fra din A-kasse”, stod der og jeg gik straks ind på A-kassens hjemmeside for at se, hvad de nu havde fundet på. Der lå et brev om, at min dagpengeansøgning var blevet afvist. “Godt så”, tænkte jeg. Det var alligevel ikke helt optimalt, hvis jeg nu både var boligløs, arbejdsløs, koneløs og samtidig ikke berettiget til penge fra staten, men da jeg har nogenlunde styr på tingene, vidste jeg, at det sikkert var en fejl. Jeg ringede til A-kassen og fik at vide, at jeg måtte ringe igen senere, hvis jeg skulle snakke med en, der vidste, hvad det drejede sig om. Jeg ringede så da klokken var 13.00 på mit ur og kom i kø. Da jeg kom igennem gjorde damen mig bekendt, at jeg først kunne snakke med sagsbehandlere mellem 13 og 15, og hendes ur var 12.59, men hun forbarmede sig og sendte mig videre til endnu en sød dame. Og nu bliver det underligt. Jeg forklarede hurtigt min situation, og at jeg nok mente, at jeg var fin nok til at få dagpenge. Hun svarede, at jeg ikke havde arbejdet nok i de seneste tre år, hvis jeg var blevet afvist. Som den velforberedte mand jeg altid er, havde jeg udskrevet alle min lønsedler inden jobsamtalen, og sagde, at det havde jeg nu nok. “Nej, for du har kun arbejdet 11 måneder”, sagde hun så. Og her blev jeg nervøs. Jeg havde nemlig aldrig fortalt hende andet end mit navn og skulle til at fremlægge min sag, men hun kunne allerede fortælle mig, at jeg havde arbejdet for lidt. Jeg blev lidt bange, og spurgte, hvor hun vidste det fra. Jeg havde ikke opgivet hverken cpr eller medlemsnummer. Men det var ikke noget problem, når jeg ringede op, så kunne de se, hvilket telefonnummer jeg ringede fra og med det samme gå ind på min sag. Godt så. Nå men så sad vi så der. Det magiske tal var 12 måneders arbejde. Jeg sagde 17 og hun sagde 11. Så skulle vi tælle sammen. “Vi starter i marts 2013”, sagde jeg. “Men det er fra den 23. marts, så det er meget lidt i den måned”, sagde hun. “Fint, så starter vi fra april” og det gik hun med til. Og så talte vi ellers sammen. Flere gange talte vi. Indtil hun fortalte mig, at jeg jo ikke havde haft job fra februar 2014 og frem. “Jo det har jeg altså”, sagde jeg. “Neeeeej det har du altså ikke”, sagde hun. “Mine lønsedler ligger lige her”, sagde jeg. “Jo jo, men det kan jeg jo se i systemet, at du ikke har”, svarede hun. “Jeg har mine lønsedler her. Jeg var sygemeldt i den periode, men det tæller stadig som arbejde, ikke sandt?”, var min kække respons. “Jo, men hov vent lige lidt. Du har da ret”, siger hun så. “Godt du var vedholdende. Du har jo rlgeligt med timer til at få dagpenge.” Og så sendte hun en ny opgørelse.
Livet er så fint så fint.
