Måned: september 2016

Det var ikke helt nat. Det var dog mørkt. Og så tog jeg et par fine billeder.

Da jeg var 18 flyttede jeg ind på et værelse i Århus for mig selv. Mit forhold til mine forældre var elendigt. Værelset var elendigt og beskidt. Jeg havde konstant angst og var enormt ensom. Nu er jeg 42 år og intet har ændret sig. Det bliver nemlig aldrig bedre. Det forbliver måske det samme, men sjældent bliver noget bedre. En dag får vi fred, så ændrer tingene sig i det mindste. 

I dag var jeg på tur med Nanas klasse. Vi var i Jernalderlandsbyen her i Odense. Det lyder meget langhåret og ikke så trendy, men det var super fedt. Vejret var smukt og ungerne lavede jernaldermad, jernalderknive, bål, garn og alt muligt, og de nød det. Det var simpelthen en fornøjelse at se en masse dejlige knægte og tøser i flow. Selv gik jeg bare rundt og så lidt på og ellers nød bållugt og solskin. Ikke så ringe på en torsdag i september.

Det er aldrig fedt, at alt er et fedt. Men sådan er det jo ofte. Vi har brug for noget at gå op i, derfor skal man ofte også brænde for et job, før man søger det. Det er lidt skørt. Personligt brænder jeg ikke for så meget, men er da meget rar og tankefuld og til tider arbejdssom.

Lige nu drikker jeg kaffe, hører Beastie Boys og overvejer situationen.

Jeg er ikke i job. Sådan er det jo for mig i ny og næ. Jeg er derfor inde i systemet og skal søge jobs og stå til rådighed og alt det jazz. Det er fint nok. Jeg skal nok gøre, hvad der bliver sagt. Eller skal jeg?

I går kom jeg gennem samtale med to kloge unge mænd til den konklusion, at ikke bare virker systemet ikke, der favoriserer også dem, der gerne vil snyde.

Da Claus Hjort Frederiksen var beskæftigelsesminister i nullerne, gennemtvang han, at mennesker på dagpenge skulle søge minimum fire jobs om ugen, da en undersøgelse havde fortalt ham, at ikke alle jobsøgende var decideret til rådighed for arbejdsmarkedet. Problemet var bare, at der ikke var nok jobs, så arbejdsgiverne druknede i ansøgninger og til sidst måtte Frederiksen og regeringen dr0ppe de fire ansøgninger. I dag skal jeg søge to jobs om ugen. Det ene skal være opslået, og en gang om måneden skal jeg uploade en ansøgning til systemet. Og det er fint nok. Men kommer vi snyderne til livs? Næppe.

I denne sommer har jeg grundet mit turbulente liv ikke fået søgt nok jobs. Jeg har så fået skærpede krav ved A-kassen i forhold til min jobsøgning og hvis ikke jeg opfylder disse krav, falder min dagpenge bort. Fint. Men hvad skulle jeg have gjort? Jeg skulle i stedet have meldt mig syg i de dage, hvor livet var skidt og rask i de andre. I de halvanden måned skulle jeg have hoppet frem og tilbage fra den ene kasse til den anden, og så havde systemet været tilfreds. Men det var også blevet belastet. Der havde været øget bureaukrati og det havde ganske givet også kostet en del penge. Eller jeg kunne have sendt to proformaansøgninger hver uge, eller fået en kammerat til det. På den måde ville systemet aldrig have opdaget mig.

Min pointe er, at hvis man er ærlig og erkender at livet går op og ned og at en skilsmisse og sådan gør, at man ikke lige får søgt nok jobs, så ender man i fedtefadet. Hvis man bare gør, hvad de siger og sender af sted, så får man fred. På den måde ender vi med at straffe de svage og ærlige borgere, mens dem, der bevist snyder systemet kan fortsætte uden noget er hændt. Faktisk er det blevet sådan, at systemet har sat klare rammer op for dem, så de nu er sikker på, at det de gør får dem udenom systemets klamme hånd. Reglerne har altså ikke medført mere snyd, men gjort at systemet kan stresse de svagere borgere på en måde, der ikke er gavnligt for nogen. Imens drikker snyderne kaffe og ser Netflix i sofaen og hæver dagpenge som de altid har gjort.

Jeg ligger i min seng og hører Amy MacDonald. Jeg græder en del, men sådan er det med mig for tiden. Hun er en fin sangerinde med dejlig skotsk accent. Og så synger hun også sange af Bruce, og det gør hun da helt urimeligt godt. Piv piv.