Bob Dylan synger på min computer. Jeg hører ikke rigtigt efter, hvad han synger, men nyder hans hæse gamle stemme og de bluesagtige ting, der følger med nedenunder. Pladen er Tempest, og den er ikke så gammel endda.
Jeg tænker over livet. Det gør jeg ofte. Det gør jeg alt for tit. Jeg burde helt seriøst arbejde mere og tænke mindre, men jeg har ikke lige noget job og ikke lige noget på hånden. Jeg søger dog, og har i dag fået min dagpengeret tilbage. Den var suspenderet i en måned, da jeg ikke havde søgt nok arbejde. Det har jeg nu. Jeg har også ondt i skulderen, men har i den forbindelse købt en varmepude. Det hjælper forhåbentligt. Jeg laver også øvelser, men mine skuldre og nakke er fucked. Jeg håber ikke, det betyder et farvel til cykling, men jeg frygter det lidt. Det er hårdt for min nakke med de cykelture. Måske jeg skulle sætte mit styr lidt op igen.
Jeg tog lidt billeder af nogle maratonløbere i søndags. Det var fint. Aske var også med og vi syntes de løb hurtigt. De brune var noget hurtigere end de blege. Sådan er det.
