Her til aften har jeg set to film. Den første var Søren Kragh-Jakobsens Øen i Fuglegaden, som jeg af en eller anden grund aldrig har fået set. Den var såmænd god nok, uden dog på nogen måde at være en milepæl i dansk filmhistorie. Fin fortælling om den efterladte dreng Axel, der gemmer sig i en forladt jødisk ghetto under anden verdenskrig. Jeg blev aldrig rigtig rørt af den, men jeg er jo også en gammel kyniker.
Den anden var den franske Smagen af rust og ben, og den blev jeg sgu rørt af. En kvinde, Stephanié, kommer til skade og mister sine ben og går i hundene, men gennem mødet med taberen Ali kommer hun tilbage til livet. Det samme gør Ali. Det er en ret brutal film, og selvom historien måske er lidt banal, så gjorde den ondt. Den kan anbefales som et afbræk til alt det amerikanske lort, der er derude. Ja så er det sagt.
