Måned: marts 2017

Så sidder man her og hører Mike Oldfields sang om en morder fra 80’erne. Det tror jeg i hvert fald den handler om den der moonlight shadow. Jeg kan lide den, som jeg kan lide sange fra den periode, sikkert fordi jeg var ung og alting bare gik lige i hjernen og følelsesregistret.

For en uge siden var det også søndag. Jeg var i Zoo med ungerne og glemte helt, at min far ville være blevet 90 år gammel, havde han levet. Jeg købte tit musik med min far. Han kunne lide Kim Larsen og Niels Hausgaard. Jeg kunne lide Bruce Springsteen og rapmusik. Vi gik i Stereo Studio i Randers, og kom hjem med et kassettebånd eller en LP. Det var i 80’erne. Det er lang tid siden.

 

Det er som så ofte før søndag i provinsen. Jeg sidder ved computeren og hører Gnarls Barkley og surfter dumt rundt på internettet. I dag fik jeg lokket ungerne med på gåtur på Fyns Hoved. Pigen tudede undervejs fordi vi skulle gå og det var en anelse koldt. Da vi kom hjem skændtes unger og faderen blev møgsur og dum. Nå men så fik vi kager og så gik det vist det hele alligevel. Om lidt skal Liverpool spille en fodboldkamp mod de der Manchester City. Vi hepper på Liverpool, men frygter det værste.

I en anden del af verden er der sikkert både krig og hungersnød.

Aske har været til fest og haft en fest. Jeg har været sløj og holdt mig i sengen hele dagen. Nana har holdt mig med selskab. Vi har set X-factor og spist slik. Karaokekonkurrencen X-factor minder mig om timer på Sam’s bar i Århus i 90’erne. Folk der synger dårlige sange, og så havde man det altid skidt dagen efter man havde været der. 

Jeg drikker te og hører radio. Det er ved at blive forår og humøret er ganske godt. Jeg forstår som altid ikke vores verden. Enten er jeg bare for dum, eller også er jeg bare for klog. Jeg håber det sidste, men frygter det første. Om en uges tid kan jeg hente vores bog om Liverpool. Den udkommer godt nok først den 4. april, men den kommer til forlaget den 22. marts og det skal da blive godt, sådan at sidde med et produkt, man selv har været med til at lave.

Ellers kan vi slå fast, at jeg stadig er fanget i et system, der holder en fast i sygdom og ikke hjælper en til at komme videre. Hvis man kan holde ud i lang tid, så kan det være, det ender med et fleksjob. Hvis ikke man kan holde ud, så ender det med dagpenge og et eller andet deltidsjob, som der falder inden for rammerne af, hvad tyksakken kan klare.