Måned: april 2017

Til stanken af musik
drejer verden atter rundt
i den by vi holder så lidt af.

Så går man ellers af sted på livets evindelige boulevard. Vandringen har bragt mig til en bro uden rækværk og under den er der sort vand. Jeg behøver ikke gå den vej. Jeg kan sagtens gå udenom i en rund og elegant bue uden farer og tynde bobler. Det er et valg. Broen drager og det sorte vand skræmmer mig. Jeg kunne også bare gå til bageren og købe kager og damer på fad. Det hele er jo så nemt. Det er bare mig og mig og så videre mod nye højder og ingen snakke med håbløse udgange og kamp for livet og smørrebrød købt hos tykke købmænd i jævnt tøj. Jeg holder mig for øjnene og går ud på broen vel vidende, at fald gør ondt. Men kærlighed gør også ondt alligevel. Den gør også hel. Hel hel hel hel. Hel kærlighed i en rablende strøm af dumme ord. 

Torsdag og tømmermænd og træthed. I går Katinka og gode mennesker. Kæmper for kærligheden og insisterer på kærligheden. To børn og tv og skærme og et mørke, der langsomt træder frem. I nat skal jeg sove og drømme om den forbandede kærlighed og så skal det nok gå det hele. Verden kan i hvert fald bare komme an. Jeg nægter at være bange. 

Verden er af lave og alt er en stor aprilsnar. Alligevel er jeg en anelse fortrøstningsfuld og i godt humør. Solen skinner jo og vi er dyr af solen og af naturen, ikke af skærme og kunstig befrugtning. Så må Trump være Trump, dagpengesystem være dagpengesystem og krisen være sort som kul. Nu tager vi på tur og ser på noget grønt og rammes af en sol.