Måned: januar 2018

Det er snart starten på en lang weekend. Jeg har nemlig fri på mandag, hvor jeg i stedet kan tage mig en ekstra lur eller to. I mellemtiden tager jeg det nok bare med ro.

Vi overlever i en verden, hvor man ikke må sige “neger” eller “store patter”. Man må dog godt lyve sig bedre, end man er. Det forventes faktisk. Og så behøver vi heller ikke ansætte folk fra andre lande, når vi danske nu engang er så gode til at skrive et CV og brande os selv som flotte og stilsikre ikoner i en verden fuld af middelmådighed. Så længe vi ikke siger “neger” eller “store patter”, må vi godt synes, at udgangsforbud er helt fornuftigt, og at menneskerettighederne er noget pjat. Vi siger jo ikke de forkerte ord. Og så længe vi bare er robuste, skal det hele nok gå. Og dem, der ikke er robuste er nok bare dovne. De stærke derimod, de overlever. Så længe de stærke ikke slår på tæven, men er mellemledere med mange møder og dertilhørende mails. For vold er noget værre noget. Vi må ikke slå på hinanden. Det er fy. Altså så længe det er mennesker. Lande må godt. Vi må godt banke andre lande, der ikke er søde, men hvis Emil og Jonathan slås i skolegården er det altså bare ikke naturligt, og deres forældre skal til en snak, og så kan vi skrive om det på skoleintra. Det er også synd for kvinderne. De lever i en middelverden og kommer bare ikke nok i bestyrelser eller noget. Det er nogens skyld. Middelklassens kvinder er ofre, som burde sidde i bestyrelser med betalt barsel. Mænd er til gengæld noget, fanden har skabt. Ikke bare bestemmer de og undertrykker kvinder, de sidder også på værtshus og drikker øl for deres kontanthjælp. Og så er de i fængsler og alt muligt. Det er i øvrigt deres egen skyld. De burde holde op med alt deres kriminalitet og mandighed. Det er også synd for dyrene. Altså ikke dem, det ikke er synd for. Vi skal spise dem, der har det godt og ikke spise dem, der har det skidt. Og hvis vi ikke gør det, er vi altså dårlige mennesker med ar på sjælen og ingen finger på pulsen. Så gør det knap så meget, at det forurener meget mere at flyve end at lave hakkebøffer eller noget som helst andet, for vi skal jo på ferie. Det skal vi jo. Hvad skulle vi ellers gøre? Og de fattige skal ikke have flere børn. Mennesker er kun gode, hvis de er rige eller i hvert fald i en eller anden form for middelklasse. Og hvis man er fattig, er det fordi, man ikke gider have sig en mellemlederstilling og hellere vil ryge heroin end arbejde i Netto eller Fakta. Og så skal vi i øvrigt overvåge hinanden noget mere. Det er jo kun dem, der har noget at skjule, der har noget at frygte. Og så kan vi ellers bare bruge de informationer vi får til det, vi ellers vil bruge dem til. Og så skal de syge arbejdsløse i øvrigt møde op for at blive tjekket om de vitterligt er syge, eller det bare er noget de siger. De lyver nemlig meget de arbejdsløse. De lyver på den forkerte måde. De burde lyve noget mere i deres CV, så de også kunne blive mellemledere. Så også de kan brænde for branding og emails og organisationsudvikling og være robuste og engagerede og fleksible indtil de igen bliver syge og skal i gang med at lyve på den rigtige måde igen.

Jeg går på arbejde hver dag og arbejder 15 timer om ugen, men får ikke løn for det. Til gengæld får jeg stadig sygedagpenge. Det er ikke vildt mange penge, men heller ikke mindre end ingenting. Jeg vil gerne flytte i et lille rækkehus, men så kan jeg ikke helt klare mig for sygedagpenge og skal så i fleksjob. Det var fedt engang at komme i fleksjob, men der er skruet alvorligt ned på det. Det jeg håber på, er at få et job, hvor jeg kan få en akademikerløn i 15-20 timer om ugen og derefter spædes op med flekshalløj. Så kan jeg med held komme over 20.000 danske kroner om måneden, og så kan jeg få mig et lille rækkehus. Det er små krav, men man har jo lov at håbe.