Jeg har meget snart læst tre bøger i dette herrens år. Jeg startede med fjerde bind af Jesper Steins krimiserie om politimanden Alex Steen. Det er nogle fine bøger. Hvordan de er sammenlignet med andre danske krimier ved jeg ikke så meget om, da jeg ikke læser så mange af den slags og der udkommer en milliard om året, men jeg kan lide Steins bøger. Endnu bedre kan jeg lide den svenske Fredrik Backman, der er mest kendt for bogen “En mand, der hedder Ove”. Jeg har læst “Min mormor hilser og siger undskyld” og forsættelsen af denne “Britt-Marie var her”. Det er svensk hverdag kombineret med humor og meget fine betragtninger om livet i en forholdsvis moderne verden. Min Mormor… handler om pige Elsa, hvis mormor dør. Mormoderen har efterladt Elsa en slags skattejagt i form af en håndfuld breve hun skal aflevere til beboerne i den opgang, hvori de bor. På den måde møder vi en masse skæbner igennem den 7-årige piges fantasiverden, som hun har opfundet med den afdøde mormor. Britt-Marie er også med i denne bog og er en ret så irriterende personage i starten. I fortsættelsen følger vi Britt-Maries kamp for et nyt liv i en lille svensk skodby ved navn Borg. Det er ret godt. Britt-Marie bliver involveret i et fodboldhold til trods for, at hun ikke har noget som helst lyst til det eller forstand på denne sport. Jeg elsker den måde Backman skriver på og hans humor. Heldigvis har han skrevet flere bøger. Det er godt.