I en by i provinsen er det blevet nytår igen. I en by i provinsen ædes og drikkes og skydes der igen. og igen. og igen. I en by i provinsen tænker ingen længere på at Fuzzy er død. I en by i provinsen fandt man ellers et af de bedste temaer nogensinde til en tv-serie. En by i provinsen af Fuzzy. Og nu er Fuzzy død. Jeg kendte ikke Fuzzy, men kunne lide hans musik. Eller i hvert fald temaet til En by i provinsen. Jeg kunne lide ham på TV. Det var før TIKTOK og alt det halløj. Det var dengang, hvor folk, der spillede jazz kom på tv for at spille jazz og underholde og fortælle. Men jeg kendte ikke Fuzzy. Jeg kendte ej heller Mogens Palle eller Uffe Elleman eller Poul Dissing eller Flemming Qvist Møller eller Elin Reimer eller Hugo Helmig eller Sidney Lee eller Pelé for dan sags skyld. Men de var kendte. De kendte er kendte uden, at man kender dem. Vi følger dem og deres værker og griner og græder igennem medierne. Det er så underligt. Hvorfor gør vi det? Hvorfor er vi ikke bare ligeglade med dem, som vi er ligeglade med naboen og manden på gaden? Dronning Elizabeth er død efter et liv i overklassens boble, og alle sørger selvom hun blev 1000 år gammel. Samtidig dør din nabo, uden du overhovedet lægger mærke til det.
