Jeg har et par gange på det seneste diskuteret slagtning af dyr med kone, familie og venner. Jeg synes nemlig, at mine børn skal se dyr blive slagtet, eller i hvert fald slået ihjel. Ikke fordi jeg er morbid, men fordi jeg synes de skal lære, hvor kødet vi spiser, kommer fra. Christian foreslog, at vi startede med at fiske – god idé. Men måske ungerne også skulle med en tur på jagt. Selv går jeg jo ikke på jagt, da jeg ikke har et naturligt forhold til det mad vi spiser. Jeg er jo en supermarkedsdreng. Hverken mere eller mindre. Men hvor gamle skal børn være, før de ser en ged blive slagtet? Jeg ved det ikke. Men hvis man nu starter i det små. Fisk – fugle – geder – køer – elefanter – dinosaurusser. Jeg er simpelthen overbevist om, at man for at spise god mad, også skal vide, hvor det kommer fra. Det har jeg ikke selv lært, selvom jeg da var en del på bondegård som barn. Jeg er selv en tøsedreng, hvad alt dette angår, så jeg skal også overvinde mig selv.