Easy Rider

I min quest efter at blive ekspert på amerikanske 70’er-film har jeg her til formiddag kæmpet mig igennem Dennis Hoppers Easy Rider fra 1969. Nu vil den opmærksomme læser, nok konkludere, at jeg ikke helt har styr på årstal, da 1969 som bekendt ikke lå i 70’erne, men i 60’erne. Og det er da også rigtigt, men i kunst kender årtier ikke til grænser………eller noget.

Easy Rider er sjov, fordi den er anderledes. Den er rå og vulgær og fyldt med pot, lsd og kokain, og slutningen er helt bananas. Jack Nicholson er fremragende som den skøre og fordrukne advokat George Hansen, Peter Fonda er OK som Captain America, mens Hopper er skøn som Billy (the kid). Filmen i sig selv er ikke god. Den er faktisk ret dårlig, men det gør ikke så meget, for den gjorde op med så meget i USA. Her var lige pludselig en film, hvor de unge vilde kunne identificere sig med de fucked up hovedpersoner, der ikke lignede de studiestjerner fra Hollywood, de ellers var bekendt med. Easy Rider er på den måde en vigtig film, men det er også tydeligt, at det er en helt vildt tynd film, hvor manuskriptet nok ikke fyldte meget mere end et par a4-sider. Halvdelen af filmen (mindst) er bare billeder af Hopper og Fonda, der kører på motorcykel, og da de når frem til Mardi Gras i New Orleans, er det tydeligt, at optagelserne med Hopper og Fonda er lavet efter Mardi Gras, selvom de har gjort sit for at klippe filmen, så det ser ud til at de går rundt og koger i Mardi Gras. Hopper instruerede og klippede også filmen (til at starte med), og han var så skæv og fuld og høj hele tiden, at alt gik galt. Han truede ofte de andre medvirkende med, at han ville slå dem ihjel. Hopper var vild dengang. Han var bindegal og på alle mulige stoffer, en kombination, der gjorde Easy Rider til en ny slags film, men også en kombination, der på ingen måde var holdbar. Hopper fik frie tøjler til sin næste film efter Easy Rider, og det var en fejl. Han tog til Peru og optog The last movie. Hjemme igen efter et orgie af stoffer og alkohol tog Hopper alle filmrullerne med hjem og ville klippe lortet selv. Efter et år havde han klippet filmen i stykker og den stod ikke til at redde. Den udkom dog alligevel og blev en kæmpe fiasko og Hopper instruerede ikke film i 15 år bagefter, og først da Lynch tog ham med i Blue Velvet i 1986 kom han tilbage som seriøs skuespiller igen. Don’t do drugs 😉