I lørdags havde jeg den udsøgte fornøjelse at tilbringe aftenen sammen med Tony, som er en af de rareste, klogeste og jyske mænd jeg kender. Vi gik fra værtshus til værtshus, alt imens Laura blæste og blæste og regnen flød i stride strømme.
Søndag var fyldt med tømmermænd og trætte øjne. Vi (læs: Lene) tog mig dog sammen og bestemte os for en tur i Zoo med ungerne i det fine vejr. Zoo er altid dejligt, men denne dag tog det en lille drejning, som vi godt kunne have undværet. På et tidspunkt kigger jeg op mod en af de udsigtsposter, hvor man kan se tigerne fra. På vej ned af trappen er en pige og en dreng. Pigen råbet til sin far, der står forneden at drengen har slået sig. Drengen græder uden lyd, og med et begynder blodet at fosse ud af hans hovede. Lene finder hurtigt en klud frem og jeg løber hen til familien og giver dem kluden, mens en anden dame også hjælper til. Pigen er meget rystet og drengen er helt fra den, men heldigvis var deres far helt cool og fik tørret blodet væk. Det var kun et hul i hovedet, som sikkert er blevet syet sammen i går eftermiddag, men synet af den lille dreng på trappen med blodet silende ned ad kinden og gråden uden ord, var altså grum og grim. Så lille og så skrøbelig. Jeg var gråden nær bagefter, men af en eller anden sindssyg machogrund holdt jeg den tilbage. I dag tænker jeg på drengen og håber han er blevet syet fint og forkælet rigtig meget, og måske pjækker han med sin far i dag. Hvordan det var sket, fandt jeg aldrig ud af.
