Et af problemerne i dag er, at der ikke er nogen problemer vi kan løse. Vi lever vores liv uden det koster noget som helst og uden at kæmpe for noget som helst. I stedet skal vi bare underholdes indtil den dag, hvor vi skal herfra. Det er sådan det er og dem, der påstår andet lever på en livsløgn, for jeres job er ikke vigtige og I er ikke uundværlige. Alt er i bund og grund ligegyldigt. Problemet er bare, at en sådan erkendelse ikke fører til andet end dårligt humør og sofadyr i vildeste potens. Derfor har vi alle brug for, at vores liv og det vi laver er vigtigt. Men hvad filan gør man så, når det man i øjeblikket laver egentligt bare er et forsøg på at leve et liv uden kedsomhed? Jeg aner det ikke, og jeg er selv den allerværste. Måske er det derfor, jeg higer efter postapokalypsen, hvor ting igen bliver vigtige. Hvor man kun får mad, hvis man selv fanger det og hvor man kun bliver varm, hvis man laver et bål. Men jeg ville bare ikke klare det specielt godt, for jeg kan jo intet. Jeg er ingen BS Christiansen – ja hvis man stillede en linje op, hvor BS stod for den ene yderlighed og Sidney Lee for den anden, så ville jeg garantrisse være tættere på Sidney end på BS, for i bund og grund, så har jeg ingen færdigheder; overhovedet. Og sådan er de fleste mennesker nok. Derfor ville den første tid efter apokalypsen blive skør og mange ville bare dø af sult eller kulde. Også mig. Det er sgu underligt, at vi som mennesker har fjernet os så langt fra vores basale behov, som vi har. Vi ligger bare og giver den gas i den øverste del af Maslows behovspyramide.
