Det er mandag i kunstnerens verden. Kunstneren uden kunst. Vækkeuret ringede 06:30, da jeg skulle til psykiater klokken 09.10. Slog det fra og vågnede 08:56, og så var det ellers ud af røret og af sted til en aftale uden værdi. “Går det godt?”, “Tjahh som det plejer”, “Ikke værre?”, “Næhh” og så var den samtale slut.
I lidt over fem måneder har jeg nu boet for mig selv. Det er det længste jeg har boet alene i mit liv, som jeg husker det. Jeg har ofte været alene, men aldrig levet alene. Jeg er dårlig til det. Man burde sidde og koncentrere sig om ting, men i stedet er man bare ensom og skrøbelig. Tidligere vidste man, at børnene skulle hentes eller kom hjem, men nu er der ingenting. Jeg forstår, hvorfor ældre mennesker bliver ensomme uden job og uden familie. Det er sørgeligt, men i går så jeg lidt af et program om Frank Sinatra, der var fucked up i flere perioder i sit liv. Han vidste, at det ville vende og tingene blive bedre. Det håber jeg også på.
