Det går mig på

Jeg burde være ligeglad og stor og glad og varm og godt gammeldags kold i røven. Men det er jeg bare ikke. Jeg er pisse hamrende berørt af Suarezsagen. Ikke så meget at han bliver dømt. Ikke så meget at manden er upopulær af helvede til. Det er journalisternes moralisering jeg ikke kan klare. Det ærgelige er at jeg tænkte dette før Suarez bed en italiener. Nu kan jeg ikke skrive noget, for alle vil tænke, at jeg var farvet og at jeg kun kan tænke på Liverpool og ikke på den stakkels italiener der blev bidt og nu må lide resten af sine dage. Og det er jo også sandt.

Men så for at sige det som det er. Pepe og Ekouto nikker ikke skaller i deres kampe. Jeg har prøvet at få en skalle. Det gør nas og kan brække næsen. Pepe og Ekoutos aktioner er ikke i nærheden af at være farlige. De får da heller ikke specielt hårde straffe. Men pressen kalder det for skaller og for skandaler. Det er fodbold og der er følelser på spil. Sådan er livet. Hvis I vil have skandaler så gå til FIFA. Men det er der ikke penge i. Det sælger de ikke aviser på. Og så står journalisterne og moraliserer. Ja selv Tøfting moraliserer. Peter Møller som jeg holder meget af spillede jo konsekvent med høje albuer og masser af svinestreger. Fodbold er hårdt og ikke så skandaløst som pressen gør det til. Det er det til gengæld at gadebørn bliver skudt i Brasilien. At Qatar har fået VM og at mange hundrede fremmedarbejdere vil dø i arbejdet på at få stadioner bygget. Der er mange skandaler i denne verden. Pepe og Ekouto (og Suarez) er bare ikke nogen af dem.

Jeg har ikke længere respekt for den danske sportspresse. Det er billige point og meget lidt research hele vejen igennem. Jeg er gammel og sur og diskuterer ikke engang fodbold længere. Det er blevet lidt for meget for mig. I gamle dage var det hele lidt bedre.