Jeg er i Exil. Ikke på hovedgaden som Stones var det, men i mit sind. Det er rart. I dag var vi på Mackie’s Pizza i Horsens. Der var vejskiltet “Exile on Main St.” Hjemme igen og DR2 viser doku om den plade. Jeg fik den af Søren for år tilbage. Den er super, og den eneste jeg har med de der Rolling Stones.
De drak helt uhæmmet dengang. Det undrer mig til stadighed at nogen kan holde til det. En ting er kroppen, men man må blive totalt fucked up i sit hovede, hvis man drikker, ryger og tager drugs hver eneste forbandede dag. Det er måske spændende og inspirerende i starten, men på et tidspunkt må festen sgu da lukke ned. Hvad er det sjove i altid at være fuld? Det er på en eller anden måde lidt småborgerligt. Man vil bare sig selv og gider kun folk, der er som en selv. Og at tingene skal være vildere og vildere gør det kun mere kedeligt. Man går fra at være ung og vild til at blive alkoholiker og junkie. Jeg kan bedre lide dem, der ændrer sig. På samme måde er Jackass-filmene også nærmest sørgelige. Det var sjovt i starten, men at se 40-årige mænd lave løjer og drikke sig fulde og få tæsk er tåkrummende. Sådan har jeg det også med voksne mænd, der kører alene i vandrutschebaner. Det er et ynkeligt syn. Har de et barn med, så er det ok.
Jeg er også ynkelig i andres øjne. Sådan er det heldigvis, for hvad ved jeg overhovedet om noget som helst.
Men jeg nyder exilet fra hverdagen og de daglige rutschebaneture. Jeg nyder vist bare livet som det er lige nu.
