Da jeg var barn havde jeg en ven, der hed Gustave. Han var fra Afrika og sort. En gang til fodboldtræning kaldte jeg ham for neger. Det var i 1984 og for mig betød ordet intet. Det gjorde det for ham og han bankede mig. På den rare måde. Gustave var populær i Tranbjerg. Mig var der ingen der kendte. Vi var et umage par som venner, men var venner dengang. Jeg besøgte ham aldrig hjemme. Vi mødtes på fodboldbanen. Specielt sommeren 1986 så vi meget til hinanden. En dag spillede vi fodboldkamp sammen. Jeg stod på mål og en af forældrene var træner for en dag. Han stod nede ved mit mål, så jeg kunne høre alt, hvad han råbte. På et tidspunkt råbte han: “Kom så Gustave – din sorte hund”. Det var voldsomt og den indre svinehund, der kom frem. Træneren var dum som en dør og Gustave klog og sød.
Man skal snakke pænt til hinanden. Jeg bliver kun mødt med nedladende bemærkninger, når jeg er i København. Så bliver man kaldt for en dum bonderøv. Udelukkende fordi jeg ikke kommer fra København. Det er underligt. Det sker ikke så tit, men man møder det. Når man så er på Roskilde Festival bliver man kaldt campinggæst fordi man ikke er en tilbagevendende gæst.
Ligegyldigt hvad så er det hele et vi og et dem. Alle er sådan. Nogle er racister. Jeg kan ikke lide racister. Jeg taler dårligt om racister. Også selvom jeg ikke kender dem. Jeg er ikke meget bedre end dem. Jeg snakker også dårligt om folk fra Langeskov. Og når jeg så er i Nordborg på Als, tænker jeg at disse mennesker lever i den rådne banan og har et usselt liv. Derfor ryger de Viking cigaretter og drikker billig øl.
Jeg kan dog lide de fleste mennesker. Og i aften skal jeg i bio med Sønne og se “Springsteen and I”. Det glæder jeg mig til. Vi skal spise burger først.
