Jeg aner ikke, hvad jeg skal stemme næste gang. Jeg aner ikke mine gode råd. Men når jeg ser ud på verden er det til stadighed ikke politikerne, jeg er enige med. Det er kunstnerne. Det er Hausgaard. Det er Springsteen. Det er Knausgård. Og jeg kunne vel blive ved. Da jeg var en ung mand var jeg med i en lille gruppe, der spiste mad og diskuterede politik. Der var en anden ung mand med. Han hed Ole Birk Olesen og var en fin fyr, men hold nu op, hvor var vi langt fra hinanden politisk. Han var meget bedre til at diskutere politik end mig. Han havde facts, hvor jeg kun havde værdier. Her 20 år senere er Liberal Alliance i folketinget og jeg har kun stadig mine værdier. Fra højre til venstre snakkes der økonomi. Vi taler ikke om, hvilken folkeskole vi ønsker vores børn skal gå i. Vi diskuterer penge og arbejdstid. Hvilke børn vil vi have ud i den anden ende? Og sådan kunne vi blive ved. Alt handler sgu om effektivisering og bla. bla. bla.
Jeg er så pisse ueffektiv og uplanlagt i mit lille hjem. Køkkenet sejler og jeg er træt, men ungerne spiller Afrikas Stjerne og har det godt. Det er vel ikke så ringe endda.
