Det er den tid på året. Det er hvidt. Det er mørkt. Det er koldt, men fødderne stinker af gammel sved og under armene hænger dages tør arbejdsluft og venter på at komme ud. Kulturministre kommer og går. Solbærsaften strider i stride stribede strømme som skibe i natten. Jul er det sikkert også. Ensomheden forsvinder som dug for den kolde sol, der gik ud i forfjor, når rocken flyder som solbærsaften og ligegyldige episoder på P3 og 4 og 5 og 6. Jeg er en junkie inden mit næste fix. Alene i det kolde rum. Oslo 31. august. White Stripes. I just don’t know what to do with myself. Me myself and fucking eye.
