Dette ur har stået ved Lenes seng alt den tid, jeg har kendt hende. Hun fik det af Helle, men det er grimt og alarmtonen er intet mindre ene ulidelig. I de sidste 7-8 år har uret ikke haft batteri, alligevel står det der bare. Hvorfor er det altid mig, der bliver beskyldt for at rode og ikke smide ud?
Det er da et herligt ur – jeg er vild med det. Når Lene en dag vil af med det, kan hun stille på hendes museum (= mit hjem) sammen med alle hendes andre gamle sager, som jeg jo er vild med. Jeg ser stadig frem til, at den ret så vilde pladesamling kommer:)
Hun vil helt sikkert ikke af med det. Det kan være, at min julegave til hende bliver to batterier, så det kan gå igen 🙂