I onsdags var jeg lige forbi pædagoguddannelsen i Odense, der holdt en præsentationsdag af deres forskellige projekter. I den forbindelse havde jeg lavet en lille film, som I kan (men som I ikke vil) se her i bunden. Der var også et par foredragsholdere, hvoraf jeg kun hørte den ene, da jeg bare skulle vise filmen og så videre. Men de to oplægsholdere fik mig til at tænke på, hvor meget, der egentlig bliver snakket og skrevet i denne her verden. Det er ikke dem specifikt, jeg tænker på, da arrangementet i Odense var ganske og aldeles fint. Det var bare sådan generelt. Der bliver lavet så mange powerpointsshows, holdt så mange møder og skrevet så mange oplæg og referater, at det er helt skørt. Når man kører i tog sidder der jo minimum 2 i hver vogn og taster løs på deres bærbare computere. Og når man går rundt på virksomheder, sidder folk jo enten til møde eller bag en skærm. Tænk, hvis alle disse mennesker (mig selv inklusiv) en dag om ugen droppede alt deres teksteri, møderi og powerpointeri og så gik ud og byggede et eller andet. Eller ordnede lidt have eller hjalp de ældre, eller noget helt andet end det luftarbejde mange af os går og laver. Så kunne vi da få ordnet en hel del. Vi kunne også bare mødes og spille musik sammen. Eller lave noget andet sammen. I stedet sidder vi og gemmer os bag vores skærm, som om ingenting er hændt. Det er skørt.
Pædagogfilm:
Jeg vil gerne mødes med dig og spille musik. Jeg købte en bas i mandags i stedet for den der optagedims, du gav mig. Den må du låne. Så laver vi et band.
Ja se det ville være en god ide. Skulle jeg nogensinde spille et instrument, må det være bassen. Nicky Wire kunne heller ikke spille en skid, da Manics udgav deres første plade, så jeg kan vel lære det.
Alternativt kunne man få folk til at bruge en dag om ugen på at bygge sandslotte ved stranden. Tænk på hvor vilde vores strande ville se ud, hvis de var fyldt med millioner af sandslotte bygget af IT-konsulenter og specialister i sociale medier. Det ville være flot. Og turismen ville stige helt skørt meget, og krisen ville være overstået. Lidt ala den der ide med at bygge et bjerg ved København.