Jeg kommer sjældent i teatret, men i aften var det anderledes. Jeg var nemlig en tur i Teater Momentum her i Odense og se stykket “Fordom for let øvede”. Det var Marlene, der havde spurgt om jeg ikke kom ned og så det. Marlene er min unge smukke veninde, og hun spiller en af rollerne i stykket. Det er unge mennesker, der står bag. Unge mennesker, der kun i sommer blev studenter. Og så kender man det jo så godt – amatørteater here we come. Og jeg kan love for, at jeg tidligere har krummet et par tæer i forbindelse med gymnasiemusicals og lignende, så man kunne jo godt have bange anelser. Og i foyeren var det da også tydeligt, at det var venner og familie, der skulle ind og se stykket. Jeg var meget alene i at repræsentere min aldersgruppe, men ved godt mod og velvidende, at det var gode unge mennesker, der skulle spille, tog jeg ellers min plads på bagerste række midt for. Efter kort tid blev jeg klar over, at dette ikke var nogen tilfældig gymnasieforestilling. At de unge mennsker, der stod på scenen foran mig havde talent. At stykkets forfatter og instruktør havde talent. I 70 minutter blev jeg forført ind i dette stykke, og så skuespil, som jeg ærlig talt ikke troede man kunne finde en torsdag aften i Odense for sølle 30 kroner.
Stykket handler om en forfatter, der ikke kan skrive. Det kan hans kæreste, og hun kan udover at skrive også lide at styre hans liv. Igennem drømme kommer inspiration til ham, og han får gennem sin usynlige hjælper muligheden for mere inspiration, når han trykker på en knap centralt placeret på scenen. Rammehistorien er Lucas og kæresten Sille, og inden i rammen er en masse mindre scenarier om fordomme, der også bliver emnet for Lucas’ nye bog. Det er en fin fortælling, og skuespillet var sgu i særklasse. Mange hævder, at der ikke sker noget i Odense, men så er det jo også en katastrofe, at det er familie og venner, der finder vej til sådanne små perler i det odenseanske kulturliv. Disse unge mennesker er på vej frem, og fortsætter de sådan, vil jeg om nogle år stolt kunne hævde, at jeg så dem på vej frem. Længe leve ungdommen. Giv dem en større scene og lad dem folde sig ud i fuldt flor. Da jeg kørte hjem på min grå cykel i mit grå tøj, var jeg sgu helt rørt over alt dette talent.
