Jeg kom til at acceptere en eller anden latterlig applikation på facebook. Det gør jeg ellers aldrig, men nu kom jeg til det, og vups, så havde 100 af mine venner fået en besked om en eller anden latterlig hjemmeside, som sikkert er fyldt med virus fra ende til anden. Og det bare fordi man lige var i en anden verden. Jeg var lidt i New York sammen med Daniel Quinn aka Paul Auster aka Henry Dark aka Peter Stillman aka Don Quijote. Jeg genlæste nemlig lige City of Glass af Auster. Det er første del af New York-trilogien og jeg er helt pjattet med den. I aften går jeg i gang med anden del, som hedder Ghosts. Trilogien er en klassiker. Og jeg har læst den et par gange før. Man forsvinder helt i bogen. I universet. I postmodernismen. Det er fint. Rigtig fint, og så går det nok med en lille facebookvirus.
Man kan da heller ikke lige være en tur i New York og andre historier
Her til aften var vi på italiensk restaurant. Da vi skulle gå, kaldte en kvinde på os på dansk. Jeg troede, vi havde glemt eller tabt noget, men næh nej. Hun ville bare sige, at hun syntes vi havde nogle helt vildt søde børn, der var utroligt velopdragne. OK, måske betyder det ikke så meget i den postmoderne verden, men den store ironiker kom sgu til at knibe en tåre eller to på vejen hjem. Store tudefjols.