Forfatter: henriksrc

Memo skal memoreres, at I dag var en god dag. Både med unger og uden unger. Både med aftensmad og spil og ro på hele vejen igennem. Der blev både set julekalender og sendt kærlighed ud til verden. I dag var en god dag.

Det er jul, der er cool. Jeg har ingen børn i min lejlighed, så jeg ser ikke julekalender. Det er første gang i mange år. Til gengæld hører jeg julekalender. Jeg hører Anders Lund Madsens julekalender på p1, der handler om Poul og Nulles julekalender fra 1980, der kørte på DR1. Det er meget meta, men også meget sjovt.

I forbindelse med ovenstående fandt jeg også frem til Poul og Nulles I sandhedens tjeneste, som ligger på Danmarks Radios Bonanzaside. Det er også både meta og skørt, men også fint. Jeg fik genset lidt af første afsnit i går, og måske jeg ser videre inden jul.

Til slut er der Rytteriets julekalender på DR2. Det er sjovt og en anelse sort. Det er ikke så ringe endda, specielt ikke efter at Tage er vendt tilbage.

Blot for i dag ku’ vi være lyk-lyk-lykkelige. Sådan sang Lars Hug for godt og vel 30 år siden. Gad vide om Lars er lykkelig. Gad vide om nogen er lykkelige. Jeg er for tiden u-lykkelig. Det har jeg været længe. Jeg gad godt snart skrive om noget andet. Noget mere lykkeligt. Jeg gad godt skrive fine historier om ture i smukke skove og besøg på dejlige slotte og alt muligt lækkert. Og måske om køb af ny bil og sommerhus, og om at jeg har fået hund igen, og at børnene nu leger med den. Og at jeg skal cykle langt i et motionsløb og ikke længere har ondt i skuldrene, men bare er sådan helt fjollet glad.

Jeg har stadig penge på kontoen. Jeg drikker ikke særlig meget alkohol. Jeg har stadig en del venner. Det er vel det eneste, der gør, at jeg officielt ikke er gået i hundene. Det er mit eget problem. Det har intet med ligestilling at gøre. Det er bare ærgeligt, at mænd brækker nakken i dette samfund. Det er bare at håbe, at en eller anden kvinde på et tidspunkt får ondt af mig og passer lige en anelse på mig. Underligt, at mænd er så ringe til at være alene. Måske er det fordi, vi ikke længere har nogen værdi i samfundet.

http://livsstil.tv2.dk/samliv/2016-11-26-maend-uden-partner-betaler-en-hoej-pris

Hvordan får man mon et job? Det er som om alle ved det, men alligevel holder det en anelse hemmeligt. Det er interessant for den arbejdsløse. Han eller hun skal finde noget arbejde, men der er ikke noget at finde, og så får de ballade fordi de ikke finder noget. Når de så har fundet noget, så får de det ikke, og så får de at vide, at de ikke søgte godt nok. Det er underligt, men hvad ved jeg?

Jeg har ikke lavet det store i dag. Faktisk ikke andet end en tur på gåben og i Fakta. Det regnede hele vejen, der endte med at blive næsten ti kilometer, men det gjorde ikke så meget. Man kan jo bare tage tørt tøj på igen, når man kommer hjem. Ellers har jeg bare set TV. Jeg ser for meget TV, men det er forhåbentligt kun en fase. Om et år bygger jeg sikkert alle mulige ting og tænder bål og dyrker basilikum og sådan noget. Det satser jeg i hvert fald på.

I perioder er jeg mest indstillet på, at folks psykiske problemer er grundet kemi i hjernen. I andre perioder tænker jeg ikke på kemi, men bare på tanker og på følelser. Jeg tager stort set ikke længere stoffer mod depression, og det har ikke gjort mig hverken gladere eller mere ked. Jeg er ked af det for tiden. Det er man, når man bliver skilt og sådan. Livet kan være svært. I tirsdags var jeg ved psykolog og uden medicin i kroppen græd jeg meget. Det gjorde en forskel. Personer, der græder virker mere oprigtigt kede af det, end folk, der ikke græder fordi, de er er på en eller anden medicin. Det var rart at græde ved psykolog.

Hvis jeg skulle drømme noget, ville det være at være sådan en, der var meget udenfor. Sådan en som legede lidt med gode venner som i “Nak og Æd”. Det er faktisk det eneste, jeg drømmer om. Det og så en hund. Og at få et sted at bo, hvor mine børn kan have det rart.

I går tog jeg billeder af nogle fugle.

Her til aften har jeg set to film. Den første var Søren Kragh-Jakobsens Øen i Fuglegaden, som jeg af en eller anden grund aldrig har fået set. Den var såmænd god nok, uden dog på nogen måde at være en milepæl i dansk filmhistorie. Fin fortælling om den efterladte dreng Axel, der gemmer sig i en forladt jødisk ghetto under anden verdenskrig. Jeg blev aldrig rigtig rørt af den, men jeg er jo også en gammel kyniker.

Den anden var den franske Smagen af rust og ben, og den blev jeg sgu rørt af. En kvinde, Stephanié, kommer til skade og mister sine ben og går i hundene, men gennem mødet med taberen Ali kommer hun tilbage til livet. Det samme gør Ali. Det er en ret brutal film, og selvom historien måske er lidt banal, så gjorde den ondt. Den kan anbefales som et afbræk til alt det amerikanske lort, der er derude. Ja så er det sagt.

Det er hos fiktive personer som Jonathan Pie og Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, at man skal høre sandheden nu om dage. Derfor vinder Trump valget i USA. Derfor gider jeg ikke stemme til det danske folketingsvalg.