Forfatter: henriksrc

I mit fjernsyn er det et program om kontanthjælpsloft. Det er fint nok, og vi har det nok meget godt i det her land. Men man glemmer bare, at det har en helvedes masse andre fordele at have et arbejde end den umiddelbare løn. Der er både det sociale, der er pension og så er der den generelle sikkerhed i forhold til økonomien. Jeg sidder her i min seng og ser TV og keder mig bravt. Jeg aner ikke lige, hvad jeg skal få dagen til at gå med. Det er faktisk ikke specielt fedt. Jeg ville da hellere gå og lave noget et sted, også selvom jeg tjente mindre end, hvad jeg får i dagpenge. Sådan tror jeg mange har det. 

Jeg er levende. Men ikke mere end det. Jeg er til stede som en organisme i universet, men så heller ikke mere. Jeg kan ikke fungere i denne verden. Jeg hader at bo, hvor jeg bor, men ser ingen alternativer. Jeg hader at være arbejdsløs, men kan ikke se, hvad fanden jeg kan bruges til i denne verden. Jeg savner mine børn, men når vi er sammen er jeg sur og uden overskud. Jeg ser verden gennem deprimerede øjne, og ser kun lykkelige mennesker med penge og huse og biler. Jeg orker ikke mere. Fremtiden er sort. For 15 år siden troede jeg nok på, at det måske skulle gå. Jeg endte som en svulst i et ægteskab, der gik i opløsning. Nu betaler mine børn prisen. Min pris er for længst betalt. En gang var jeg et offer, nu er jeg en bøddel. Hvis bare man kunne lave sig selv om. Hvis bare man kunne fjerne angst og smerte. Det kan man ikke. 

Jeg har lige tændt for mit TV. Der er VM i cykling fra Qatar. Da jeg var barn så jeg altid VM i cykling og hele løbet. Det gør jeg ikke så meget mere, men nu er Aske ude og cykle, Nana hos en veninde og kaffen nylavet, så man kunne jo lige tænde. Det er et underligt løb. Det foregår i en ørken og der er ingen tilskuere. Det er 1000 grader varmt og Qatar er et lorteland, så det giver ingen mening at have et VM her. Alligevel sidder man jo og håber på en dansk verdensmester. Det har vi fået de seneste par dage i henholdsvis juniorernes og damernes linjeløb. Vi er ret gode til cykling i Danmark. Måske jeg også skulle cykle mig en tur i dag. Måske jeg bare skulle drikke kaffe og hygge mig med det.

Jeg har fødselsdag og jeg sidder og ser resten af Bleu, mens jeg også er på diverse sociale medier. Jeg elsker Kieslowskis film, og det siger jeg uden at være snobbet. De er bare gode, dejlige og deres helt egne.

 

Blå, hvid og rød og Kieslowski. Jeg er stor stor fan. 

De danske dagpengeregler fylder nu 29.231 sider, hvis man skriver dem ud og laver dem som en bog. Det er dagpengereglerne og ikke alle mulige andre regler. Det er så tåbeligt og så kafkask, at det halve kunne være mere end rigeligt. Hvad sker der for danskerne, at vi accepterer dette. Det skaber selvfølgelig arbejdspladser, når så mange siders regler skal administreres, men for den arbejdsløse er det jo helt og aldeles uoverskueligt. Det kunne gøres så simpelt, men er gjort så svært.

http://www.dr.dk/nyheder/indland/video-bureaukrati-i-bogform-saa-meget-fylder-dagpenge-regler#!/

Da jeg gik på højskole sang vi ofte “Rigtige Venner” til festerne. Det var sjovt. Vi var unge og det var sjovt, for vi havde jo mange venner. Det var aldrig et problem.

Efter en skilsmisse, hvor man ikke har sine børn så ofte, og ikke har noget job kommer ensomheden snigende som en tyv om natten. Venner er nu vigtigere end nogensinde før, og ironien bag vores fremførelse af dansktopmelodien er forsvundet. Heldigvis har jeg stadig mange gode venner. I fredags havde jeg besøg af Niels, i lørdags var det Tony og i dag kom Søren forbi. Det er rart. Det er mere end rart. Niels og jeg snakkede og drak øl, Tony hjalp med at køre ting på genbrugsstationen og Søren og jeg har lavet musikvideo. Det fjerner ensomheden for en stund.

 

Jeg hører Agnes Obel i min stue. Det er en anelse koldt, og kaffen er ikke specielt varm. Jeg har kun en plade med hende Agnes, men jeg kan lide den. Det er så fint, så stille og så melankolsk. Jeg tænker, at det måske nok skal gå. Om lidt skal jeg mødes med Niels i Odense. Så skal vi spise, snakke og måske drikke en øl. Jeg drikker ikke så meget, men jeg forstår godt, hvorfor Jeppe gør. 

Jeg ser en film, så godt som jeg nu kan. Jeg er ikke så pjattet med den, men den slår tiden ihjel. 

Hvorfor har jeg aldrig set “Angst æder sjæle op”?

Titlen passer på både mig og min søn. Den vil jeg se. Det er tysk, det er Fassbinder og sikkert ikke noget for mig, men titlen er jeg vild med.

For ikke så lang tid siden fortalte Chrisitan Braad Thomsen mig og en del andre til OFF, at Martha var verdens bedste film. Det er også Fassbinder. Måske man skulle prøve det.

&nbsp