Forfatter: henriksrc

Om det er påtaget, eller skyldes mine egne små særheder ved jeg ikke, men jeg tiltrækkes konstant af historier om desperate mennesker. Folk som Jim Morrisson, Richey Edwards, J.D. Salinger og nu også Ian Curtis. Der er nemlig lige kommet en ny film i de danske biografer ved navn Control og den handler om Curtis, som jeg faktisk ikke ved så meget om. Han var deprimeret, havde epilepsi, var forelsket i flere på en gang og endte med at tage sit eget liv. En tragisk, men også smuk historie, som jeg glæder mig til at se. Herunder er en trailer for filmen – se den og se filmen.

Jeg er syg for tiden og ligger meget i min seng, men det er ikke hverken influenza eller skarlandsfeber, jeg lider af ,men den satans ting, der hedder depression. Det har jeg gjort alt den tid jeg kan huske, og jeg er ved at være godt og grundigt træt af det. Nu skriver jeg det her på min blog, så hele verden (eller de 3-4 læsere) kan få det at vide. For det er stadigvæk en tabubelagt sygdom, som man ikke rigtig snakker om. Det er stadig lidt tys tys, når folk modtager medicin og går til psykolog eller psykiater, men hvorfor egentlig? Hvis jeg havde brækket et ben, havde der været fyldt med billeder på hjemmesiden af benet i gips, og det havde været en ren fest. Nu har jeg så heldigvis ikke brækket benet, men lider af melankoli, som Søren Kierkegaard kaldte depressioner.

Det er en sindstilstand, men det er også en sygdom, der både er arv og miljøbestemt. Den har holdt mig i sengen i nu en uge, men nu vil jeg snart ud til verden igen. Jeg vil have det bedre, både for min egen, men for satan også for min stakkels familie, der ikke kan kan leve med sådan et fjummergøj som mig, som jeg er nu.

Skulle du have lyst til at læse mere om, hvorfor man ikke bare tager sig sammen og kommer op på hesten, kan du læse mere her og her. Det er desværre tilbagevendende, men jeg kæmper, som Jamie Carragher i Champions League finalen mod Milan i 2005, for at komme over det lort. Jeg er inderst inde en glad dreng, en god far og et sødt menneske – det er bare så satans svært at se lige nu. På mandag vil jeg prøve at gå på arbejde igen, for som Jacob Haugaard engang sagde: “Hvis arbejde er sundt, så giv det til de syge”.

I USA har man den tro, at bare man snakker pænt, skal det hele nok gå. Hvis man holder proletariatet på gaderne og ikke lukker det ind i de fine stuer, ser alting jo også bare honky dory ud. Nu er det så desværre sådan, at man åbenbart kan få en bøde på op til 1,6 mio. danske kroner for at sige fuck på amerikansk TV. Det er jo fucking sindssygt. Jeg hader denne bonerthed. Jeg hader denne fucking puritanisme. Jeg hader denne misforståede political correctnes. Heldigvis sagde søde Diane Keaton: “Fucking”, på amerikansk morgen-tv, og det skal hun applauderes for. Hun skulle dog aldrig have sagt undskyld. Link til historien er her.

Så til alle jer ny-puritanere ude i det danske land og den ganske verden: FUCK JER!!!!!!!

Tingene kører ikke just på skinner her i Odense for tiden. Alt og alle er syge og humøret er på nulpunktet, så det var en dejlig overraskelse at få besøg af tre søde kolleger fra Jobcenter Odense, Iben, Anette og Árni (udtales Åtne), der kom forbi med gave fra de andre kolleger fra Jobcentret til lille Nana og så en ekstra gave i form af en kurv med lækkerier til forældrene. Dejligt og tak for det søde mennesker

Også tak til Rikke, fordi du er så sød, og forstår, at man bare skal op på hesten igen. Kys til dig dit dejlige menneske.

Lige nu er klokken 01.03. Jeg skriver på alt muligt mærkeligt, og hører Pink Floyds The Wall, som meget godt beskriver alting lige nu.

Rodet og fragmentarisk indlæg lige som mit hoved og mine tanker. Kys til verden fra mig. Jeg kommer tilbage, skal bare lige fyldes op med kærlighed og gode tanker og idéer først.

Jeg havde helt glemt, hvor smart Skype egentligt er. Her til aften snakkede jeg i over halvanden time med min gode kammerat Tue, der befinder sig i Budapest og til trods for, at jeg ringede til hans fastnettelefon, tror jeg ikke, det kostede meget mere end 9 kroner. Det er noget andet end, hvis man havde taget mobilos, så havde det vist kostet et godt stykke over de hundrede kroner. Nu er det jo ikke fordi vi skal tale om penge her, for det klarer de sikkert fint i DR’s rabatten.

Derudover har jeg da set et par film Sig, at du elsker mig, som er en OK svensk ungdomsfilm, som man nok skal være lidt yngre end mig for virkelig at være vild med. Den er barsk og handler om voldtægt og gruppepres og andre herlige livsbekræftende ting. Og så i dag, hvor jeg har været sygemeldt fra job, så jeg Peter Pedal på Canal Plus – det var hyggeligt og herligt meningsforladt.

Og så lige en sidste ting. På denne hjemmeside kan du finde over 50.000 frameshots fra Alfred Hitchocks film. Hitchcock var fantastisk og jeg fik helt vildt lyst til at gense mange af hans film igen, så mon ikke jeg gør det. Tjek siden ud, shotsene er ret fantastiske og så er der masser af andre oplysninger.

Så lige denne lille Buscemi-film i dag og jeg elskede den helt vildt. Mange ville uden tvivl mene noget andet, men fuck det, jeg elskede den.

På tirsdag er det så arbejdstid igen og slut med den hjemlige hygge med litteratur og gode film dagen lang. Det bliver måske ikke så hårdt, som det var at være minearbejder i Nordengland i 30’erne, men lysten til arbejde ligger sgu ikke lige og lurer i baghovedet. Nå som min gamle mor altid sagde: “Det skal nok gå min dreng”, og det skal det da også – Jeg vil bare hellere drikke kaffe og se gode film. Siden sidst har jeg set Down By Law og A History of Violence, som begge var rigtigt gode. Grapefrugten ville nok mene at de to film er for gamle at skrive om, så det stopper jeg med her.

I aften skal jeg til bal med mine gamle kolleger fra Brandbjerg Højskole, og allerede nu kan jeg sige, at det bliver sjovt, jeg bliver fuld og det bliver sjovt. Et indlæg fra min side i morgen vil derfor være tømmermændsbefængt og sikkert handle om hjemmelavede burgere og gamle film.

God bless.

I aften skulle jeg have set endnu en barselsfilm, nemlig David Cronenbergs A history of Violence. Desværre er jeg ikke den eneste hjemme og min kone nedlagde veto, så i stedet gik jeg tur med min hund, mens hun ladede op til en eller anden krimi på DR2. Heldigvis har jeg DVD-optager, og Cronenbergs film ligger nu på harddisken og nu kan jeg se den lige når jeg har lyst (læs: alene hjemme). I stedet for at se film har jeg turdet lidt rundt på internettet og set at hele Danmarks Dorthe Kollo er blevet kvæstet. Det er dybt tragisk og på den måde overgik virkelighedens violence fiktionens. Kom igen Dorthe. Jeg overvejer lidt om en folkegave kunne være en god idé. Hvem er med?

Derudover chokerer sindssyge Amy Whinehouse igen. Denne gang har den fuldstændigt og helt og aldeles rablende sangerinde gjort det ekstreme at få sit hår affarvet. Hvad bliver det næste? At hun plukker sine øjenbryn eller klipper tånegle. Det er for vildt og jeg kan slet ikke følge med. Det skal jeg heldigvis heller ikke.

Hvem der bare var journalist på BT.

Debatten går højt og flot i det danske land om knivenes indtog i nattelivet blandt unge såkaldte ballademagere. En stor del af Danmarks befolkning er blevet grebet af en fællesangst, hvilket er forståeligt efter den massive pressedækning af problemet. Dansk Folkeparti ønsker strammere regler om knive og på Facebook er der oprettet en gruppe med navnet “Folk, der går med knive, er idioter”, men er det nu også rigtigt. Dyr angriber kun i to situationer, når de bliver bange, eller når de skal skaffe føde. Sådan tror jeg også det er med mennesker. I USA dræber folk hinanden for et godt ord, men som Michael Moore fremfører i sin fremragende (og meget farvede) film Bowling for Columbine, er der ikke flere våben pr. indbygger i USA end i Canada, men der bliver overhovedet ikke begået nær så mange mord i det canadiske. Jeg tror danskerne er begyndt at blive bange og vi vil i fremtiden både få forbud mod knive i nattelivet, men sikkert også få tilladelse til at have peberspray og håndvåben i hjemmet som forsvar for onde tyve, og så er vi inde i en ond cirkel, hvor tyvene så må gribe til hårdere midler. Det er blevet et lidt rodet indlæg, men se Bowling for Columbine og forstå lidt af det, jeg mener. Vi skal have fat i symptomerne og ikke bare overvåge, straffe og være efter banditter, for så ender vi med et samfund som i V for Vendetta, som jeg så i går og som var super fed – så fik jeg da også lige flettet et par film ind i endnu et indlæg.

De to herrer med efternavnene Mortensen og Cassel spiller begge med i David Cronenbergs nyeste film Eastern Promises, som handler om en ung jordemoder, som kommer i problemer med den russiske mafia i London, og som jeg har set her til formiddag (længe leve barsel). Det er en barsk film, hvor der til tider flyder en hel del blod, men det gør den ingenlunde til en dårlig film, tværtimod kan den anbefales, dog ikke til folk med sarte hjerter og hang til chick-flicks. I filmen er der en voldsom slagsmålsscene, hvor Viggo Mortensen bliver overfaldet i en badeanstalt, og han kæmper bravt helt uden en trævl på kroppen. Det tror jeg aldrig, jeg har set før, men det var fint. Ja ikke at se Viggo nøgen, selvom han da er en pæn mand, men at man tør lave sådanne scener og ikke er bange for at det ikke bliver puritansk nok til det amerikanske publikum. Det har Cronenberg vist heller aldrig været og tak for det.