Fodbold

Det er januar måned og det meste af den finere del af den danske befolkning tænker på skiferie, skøjteløb og gåture i snebeklædte skove, men jeg tænker på at spille fodbold. Jeg har ikke spillet fodbold i fire måneder og nu savner jeg det allerede, som jeg har gjort i de sidste mange år. Jeg savner allerede grustræningen, som andre hadede – den elskede jeg. Desværre er der ikke tid til det længere, så jeg må nøjes med oldboys-græsbold til foråret. Andre nyder at spille indendørs fodbold, men hey! Fodbold er og bliver et udendørsspil!!!!! Jeg overvejer at købe mig et par løbesko for at holde formen ved lige, desværre er et par løbesko ikke nok. Det kræver også at man bruger dem på andet end at have stående. Ja det kræver sgu at man løber sig en tur, og det er jeg bare ikke så vild med.

Fodbold er og bliver det sejeste spil i hele hele hele og atter hele verden.

Her er helt stille

Er lige kommet hjem efter at have været i biografen med Kasper Jensen, hvor vi har set 4 måneder, 3 uger og 2 dage, som er den rumænske vinder af guldpalmen i Cannes i 2007. En barsk og trøstesløs, men alligevel god film, som undertegnede vil give 4 ud af 5 franske tip-tophuer. Det var koldt at køre hjem, men kulde gør godt og indenfor er det dejligt varmt. Lene, Nana og Aske ligger ovenpå og sover. Aske sover nok rigtig fint, helt uvidende om, at det nu i dag den 5. januar er præcis to år siden han kom til verden. Tillykke med det min dreng. Det vil vi fejre med at tage i Zoo alle fire. Nu vil jeg snart gå i seng og nyde de timer det kan blive til.

Der sker ikke vildt meget

“Der sker ikke vildt meget” siger Fischer til La Cour inde i mit 20 tommers Sony-tv, og det har han sådan set ret i. I dag har jeg været en tur i Bilka, sovet middagssøvn i flere timer og set en film, der hed Me and you and everyone we know. Nu er det så Rejseholdet, der kører i flimmeren, og det har jeg været igennem en gang for år tilbage. Men er livet ikke også en lang gentagelse? Var det ikke noget Søren Kierkegaard skrev om engang. I øjeblikket læser jeg Therapy af David Lodge, den handler om en mand, der læser Søren Kierkegaard. Søren Kierkegaard var klog og alt for klog til mig, jeg gad godt, jeg havde tålmodighed til at læse noget af ham, men det har jeg nu engang ikke. Længe leve popkulturen.

Hyldest til Jørgen Leth

Så blev det 2008, og det vil jeg fejre med at hylde Jørgen Leth. Specielt fordi han har skrevet en vidunderlig bog for et par år siden, som hed Det uperfekte menneske. Det var den sidste bog jeg læste i 2007, og jeg nød hver en side i den. Jeg er ikke så vild med Leths digte, men som person er han sgu cool. Han har også lavet nogle dejlige film, senest De fem benspænd sammen med min anden gode ven Lars von Trier. Det, der gør ham cool, er at han er ærlig. Desværre valgte vi i Danmark at få super meget ondt i numsen over at han har dyrket sex med piger på 17 år, men hvorfor egentlig? Hvis jeg, når jeg bliver 70 er single og en lækker 17-årig pige tilbyder sig, ville jeg så sige nej tak? Nej og hvilken mand i dette land ville da også det, når de nu skal være helt og aldeles ærlige.

Der er kommet en efterfølger til Det uperfekte menneske, den må jeg hellere på fingrene i og få læst.

Kære Jørgen – du er cool og har mange stjerner hos mig.

Godt Nytår

Så blev det årets sidste dag, og dermed tid til at sige tak og undskyld. Det er tid til nytårstaler fra Margrethe og Anders og for at love, hvad man vil og ikke vil gøre i det nye år. Jeg har ingen nytårsforsæt, for jeg kan alligevel ikke overholde dem og i princippet er jeg imod principper og regler. Jeg glæder mig dog til et år, hvor jeg skal være far for mine børn, mand til min kone og kollega til mine kolleger. Jeg regner også med at skulle spille fodbold på Old Boys plan og skulle en tur til Prag med dejlige drenge som Lasse, Mikkel, Tune, Simon, Buller og andre. Det vil være vores femte tur ud i verden og det er aldrig kedeligt.

Jeg vil ønske alle et godt nytår og sige jer alle en stor tak for det, der har været. Skulle nogen føle sig forurettet over noget, jeg har gjort, vil jeg sige, at det er jeg ked af og undskyld, det var ikke pænt gjort af mig.

Mange kys og kram med et billede af mig og min seje søn.

Sommeren er forbi

Det er julen såmænd også og selvom jeg endnu ikke har fået en eneste julegave, har jeg dog købt lidt godt til mig selv, som jeg godt vil have lov til at anbefale. Jeg har nemlig købt hele 4 Cd’er og en enkelt film på CD-Wow.

Den første CD er The Nationals Boxer, som er blevet mig anbefalet og den er også helt og aldeles fremragende. Det er stille og roligt og en anelse dystert, og jeg er vild med det.

Den anden CD er North af Elvis Costello. En rigtig flot kærligheds CD med stort K. Costellos fantastiske stemme gør at pladen aldrig bliver for sød og for kedelig.

Nummer tre er Bruce Springsteens Magic, som jeg ikke rigtig har hørt endnu, men Søren og jeg glæder os stadig til koncerten til sommer.

Nummer fire er den nyeste med Stereophonics, men den er ikke kommet endnu. Jeg skal til koncert med waliserne den 6. marts – det bliver en fest.

Sidst men ikke mindst, røg Blade Runner ned i postkassen . En klassikker af Ridley Scott, som jeg allerede har set en del gange i forskellige versioner.

Glædelig jul Henrik.

Besøg

I dag har vi haft besøg af de dejlige Rikke og Christina, som lige kom forbi, da de alligevel var på vej fra Vejle til Århus. De er godt nok et par dejlige tøser, som vi ser alt alt for sjældent, både søde og lækre – kan det blive bedre? Desværre blev der ikke taget nogle billeder, da de var her, så det må læserne undvære. Vi havde også besøg af Dorte fra København, så det var store besøgsdag i dag.

Her til aften har jeg set Charlie og Chokoladefabrikken af Tim Burton, og det var en sjov lille film til vel 4 ud af 5 Henrikkasketter. Nu ser Lene en anden Charlie-film, nemlig Charlie’s Angels, den må hun få for sig selv, så smutter jeg i seng. Godnat Danmark og sov godt. Husk i morgen klokken 22.50 på DR2 kommer Betty Blue – Director’s cut, som jeg skrev om forleden.

Posted by Picasa

I Zoo og i biffen

Aske og jeg var i Zoo i dag. Vi tog ingen billeder, da vi havde alt for travlt med at snakke med de søde dyr. Jeg var ret vild med pingvinerne, der er og bliver verdens sejeste dyr, mens Aske nok mest var til pellikanerne, der sagde ret sjove lyde. Vi hyggede i hvert fald monster meget.

Her til aften var det så Dykkerklokken og sommerfuglen og det er altså en fantastisk film, der handler om en levemand, der bliver lam fra top til tå og kun kan kommunikere med omverden ved at blinke med sit venstre øje. Ja ja jeg ved godt det lyder meget føle føle og fransk, og det er det vel også, men det er også et lille vidunder af en film, der får 5 ud af 5 af Henriks stjerner. Se den se den se den.

Så blev det endelig jul

Vi holdte såmænd en stille og rolig juleaften her på Emilievej i Odense. Lene lavede mad, og ikke for noget, men det gik ikke så godt, som hun havde håbet på. Hun er dog stadig både sød og lækker og mor til vores søde børn, der ikke gad sove i nat. Aske gad kun sove oven på sin far og det gjorde, at faderen nok ikke fik sovet helt så meget, som han havde håbet denne julenat. Til gengæld var vi fem i sengen (Lene, Nana, Aske, Henrik og Helmuth), så sandsynligheden for, at der kommer flere børn fra vores side er nok meget tæt på at være et rundt nul 0, men vi har også rigeligt.

I morgen skal jeg se Derby – Liverpool på mit TV, se film i biffen med Jensen og nok også spise spaghetti med kødsovs.

Tillykke til min mor

I dag fylder min mor 70 år, og det fejrer hun med at tage en tur til Viborg og bo på et eller andet hotel, hvor hende og Jørn vil give den gas helt indtil 2. juledag. Jeg nåede selvfølgelig ikke at ringe til hende og ønske tillykke med dagen, så nu kommer det på internettet i stedet i dag. Det minder mig om, at jeg altid kom hjem med tømmermænd til hendes fødselsdagstamtam i gamle dage, da jeg altid skulle drikke mig fuld med vennerne lillejuleaften. Jeg er sgu en skidt søn 😉 Tillykke Mor og tillykke med dit nyeste barnebarn, som der her er et billede af, hvor du også er med.