Giv mig mening og faste holdepunkter Giv mig popmusik og lange somre Giv mig et los i røven og en på kassen Giv mig resultatløn og strikse chefer Giv mig tid og ting at bruge tiden til Giv mig kultur og poser til at brække mig i Giv mig frihed fra konstant at tænke på et mig og et jeg og i stedet bare holde kæft og nyde forholdsvise mængder rå og brutal alkohol indtil jeg opløses og bliver til fjernvarme eller mad for sultne orme som ingen regner for noget og som ikke tænker på hverken dit eller mit
Forfatter: henriksrc
ABBA
Det var en vinteraften en af de gode mørke men hyggelige og en varm stue med masser af gulvtæpper og levende lys Det var en kollega der hjalp med at sætte musikanlægget op faderen var det ikke ham havde hun forladt kollegaen forærede hende en LP så hun kunne spille noget på anlægget Det var B & O og stuen virkede hyggelig Drengen var begejstret et stereoanlæg Det var gode tider mellem skilsmisse og en usikker fremtid Pladen var med ABBA Skønsang kombineret med melankoli om nytår og skilsmisse og så den med Andante Når han bliver voksen er det Me and I han stadig hører Det ved han ikke den dag inden fremtiden Hvor det bare er ABBA og en hyggelig stue og levende lys inden de år, han ikke længere ønsker at huske.
På banen igen
Jeg tror nok at jeg har lavet kaffen af lidt for varmt vand Det er bare en af de ting der går galt i den moderne hverdag hvor problemerne er på størrelse med vinterdæk feriepenge og om hvad fanden man skal investere alle sine penge i Jeg drikker kaffen alligevel Det gør mig godt og det er en ufarlig last kaffen er hverken sund eller usund og det er det samme om vandet er for varmt eller for koldt Men er hurtigkaffe overhovedet kaffe eller er det som Knorr der ikke er bearnaise og alligevel den bearnaise vi elsker mere end hinanden trods sneen og det fine lys ude i verden udenfor udenfor helt og aldeles udenfor
Søndagsfængsel
Søndag plejer at være den gode dag Lørdag plejer at være den dårlige dag Plejer er død Søndag er rådden og fyldt med dårligt Hvorfor Fik man børn Blev man gift Fik man en uddannelse Kunne man ikke bare have hygget sig i et hus på landet med bøger og cykler og græs der ikke skulle slås mest fordi man ikke gad det var jo ikke vigtigt og rodet udenfor var reservedele der muligvis kunne bruges igen og derfor ikke blev smidt væk som en søndag i januar alt alt for tæt på.
Hvid sne
Det kan da godt være at solen skinner og sneen er hvid Derfor kan man jo godt hade de mennesker, der handler to og to og bilerne på vejene og andre folks børn for slet ikke at tale om boligpriserne den negative rente magtfulde mænd kropssmarte kællinger alt for billigt kød til alt for mange mennesker bragt ud af alt for mange cykelbude med taske på ryggen og en anelse naiv forestilling om en fremtid med fester kærlighed og store huse de aldrig får råd til at købe men allermest nok sig selv
Pengene og folket
Konstruktivisme Feminisme Fanden og hans pumpestuk og en halv med humanisme Havregrød til folket og palads til Putin Starbucks og McDonald’s og ingen mulighed for andre end dem med milliarder på kontoen Det er der ikke noget at gøre ved revolutionen forsvandt til fordel for fadøl og smøger og en halvlunken lagkage fredag i den bedste sendetid I stedet for svinene fanger vi grisene og sender dem på orlov som når vi fanger den lille pusher mens bagmændene drøner rundt i kæmpe biler og drikker dyr vin med de andre i kæmpe biler Oprøret kommer fordi vi ikke må se fodbold og drikke fadøl ikke fordi de rige svin er rige svin og pisseligeglade med hvad vi er bare vi køber og de kan slippe uden skat og med masser af kokain i næsen.
Digt en søndag i januar
Det var ikke med vilje
at jeg brændte en dukke
Det var ikke med vilje
at jeg smuttede en tur til Dubai
Det var ikke med vilje
at jeg løj lidt for de fleste
Det var ikke med vilje
at jeg hoppede over, hvor gærdet var lavest
Det var ikke med vanilje
Det gik over gevind
Rundstyk
Beklager
Og kan vi ikke nu se lidt mere fremad
Fortiden er sgu så kedelig
og grå
Fremtiden er uden fejl
i hvert fald fra min side
Det skal jeg på forhånd
beklage
Det må være svært for alle andre
når jeg sådan rider rundt og er uden fejl
og ridser og skrammer
og skulle jeg lave en fejl
ville den omgående være fortid
og så vil jeg kigge fremad
og naturligvis beklage
at mit fortidsjeg havde fejlet
og så vil jeg kigge fremad
med solbriller på
og vinden i ryggen
og alt alt alt for meget selvtillid i ørerne.
Solskin i januar
Solen skinner udenfor. Det er januar og det er koldt. Jeg ligger i min sofa og kigger ud og tænker lige nu på verden og på Edith Södergran. Hun lå også meget ned og kiggede ud på verden. Hun skrev digte og var syg. Hun havde ikke computer eller internet, men skrev bare digte og var klog. Jeg er bare doven. Jeg har alt, hvad jeg skal bruge, men gider bare ikke gå ud i verden og møde solen. Det er underligt. Jeg tror nu alligevel, at jeg senere vil tage mig bare lidt sammen og så komme derud. Måske gå en tur med en ven. Måske cykle en tur rundt i byen og tænke på alt det, jeg kunne gøre, men som jeg sjældent gør.
Juletid
Det er stadig juletid. Det er anden juledag. Det er en dag med julefrokoster og grin og måske en sild og måske en snaps. Det er også en dag med en voldsom trafik. Vi skal frem og tilbage og ind over og ud over og op og ned og syd og vest og øst og nord. Til sidst ender vi trætte hjemme i sofaen. Fødderne oppe og et lille glas med vand til at tage den værste fornemmelse i munden. I England spiller de fodbold og kalder det hele for Boxing Day.
Covid-19
Det er juletid. Jeg er alene i mit rækkehus. Her i de sidste dage af 2020 ser det ud til, at jeg muligvis har raget Covid-19 til mig. Jeg har symptomer, og jeg har været tæt på en smittet person. Jeg har tidligere på året haft symptomer, men der var jeg sikker på, at det ikke var Corona, men blot forkølelse. Det var også tilfældet. Denne gang er jeg dog i tvivl. Jeg hælder helt klart mest til, at jeg er smittet. Testen, jeg tog i går, viste sig at være inkonklusiv, så det var hverken en dreng eller en pige. I morgen skal jeg testes igen. Tænk, hvis jeg slutter 2020 med at få The Wuhan Flu. Så tæt på vaccinen og så tæt på juleaften. Det er skørt, men meget passende for 2020.
For mig har 2020 været et udmærket år. Jeg havde en kæreste i henved et halvt år. Hun var sød, men vi var ikke skabt til hinanden, så det gik ikke. Danmark har været lukket ned og været fyldt med afstand. Det har været ganske fint for en introvert type som mig, der ikke bryder sig om at stå i kø eller være alt for tæt på alt for mange mennesker. Liverpool vandt det engelske mesterskab efter 30 år uden et eneste af slagsen, og jeg er stadig ret så glad for mit job. Jeg tror ikke Covid-19 ender med at tage mig af dage, men mon ikke, det gør, at Lenes forældre ikke kan holde jul med Lene og ungerne, da de har været tæt på mig. Det er jo sådan det er.