Sommerland

Det er ikke meget anderledes end tidligere. Jeg bryder mig meget om det danske sommerland. Om ikke at lave andet end cykle, læse bøger, se fjernsyn og bare slappe af. Det passer mig bedst. Er jeg mon doven? Ikke decideret, når jeg cykler lange ture næsten hver dag. Men jeg er bare mere glad for land og luft end for by og kontor og arbejde og op klokken alt for tidligt for et b-menneske som mig.

Og nok om mig. Og nu til Knausgård. Og det er fordi, det er så godt. Jeg er ved at være i bund med Min Kamp bind 6. Det er så godt og så sigende og så rart at vide, at man ikke er alene i verden med sin dumme måde at være på. Jeg elsker ikke Knausgård fordi jeg kender jo ikke manden. Selvom man føler det efter 3-4000 sider i hans selskab. Jeg elsker Knausgård for det han har gjort. De bøger har ikke ændret mit liv, men påvirket mig meget. Godt. Fint. Alletiders.

Nå jeg havde jo også selv en bog, jeg skulle skrive. Det går ikke så hurtigt som jeg ønskede det, men det går da lidt.

Bilka

Jeg bryder mig ikke om at være i Bilka i Odense. Det er for voldsomt for mig. Så mange lyde og så mange ting og mit hovede kan slet ikke holde det ud. Jeg byder mig ikke om Bilka. Jeg bryder mig generelt ikke om butikker. Varer er noget vi skal have, ikke noget vi skal have smidt i hovedet. Internettet er min redning. Det går hurtigere og bliver leveret til døren. Det kan jeg godt lide.

Telt

I nat sover ungerne og jeg i telt. Det vil sige, at de sover og jeg ligger vågen. De er søde og selvom klokken er 01.30 og jeg ikke sover, er jeg glad. Glad fordi ungerne har været glade i dag. Glad fordi i dag var en god dag, en overskudsdag. Og måske også glad fordi jeg er kommer i gang med at skrive for alvor. Og jeg har lyst til det. Jeg har også lyst til at færdiglæse Knausgård, og er godt på vej. Så godt, at jeg må tage en ekstra bog med i sommerhus. 

Det er godt. Det er det ikke altid i min bog, som jeg skriver for mig selv og som kun ganske få får lov til at læse. Sådan er det bare. 

Badehotel

Om ikke så længe tager fruen og jeg på badehotel. Jeg lader min telefon blive hjemme. Min computer bliver også hjemme. Det er underligt at det skal være noget specielt. Men det er det nu engang i 2013.

Jeg tager dog mit kamera med. Billeder kan man ikke få nok af. .

Produkt

Jeg ligger her i et anneks i Hjortshøj ved Århus. Ved siden af mig ligger en lille hysterisk blondine og sover. Hun hedder Nana og er nu ret sød. Vi er på besøg hos svigerinderne. Lene og Aske er også med, men de sover inde i huset.

Det er sommerferie og tid til refleksion. Jeg har otte uger til at overveje en hulens masse ting. Otte uger som jeg har besluttet mig for skal ende i et produkt. Måske en bog. Måske får jeg den ide, mens jeg skriver dette, at jeg vil skrive en bog i sommerferien. Det bliver ikke nødvendigvis en god bog. Men hvad med om jeg nu sagde at den skulle overholde følgende rammer. 
1. Der skal skrives 5 sider om ugen
2. Der skal tages 5 billeder om ugen
3. Bogen skal indeholde elementer om barndom, ungdom og voksenliv
4. Bogen skal medføre en ting som jeg vil ændre i mit liv
Er det overhovedet realistisk, at jeg skriver så meget? Jeg tror det. Det gør jo, at det bliver meget uredigeret og rodet og det er ok. 
Vi prøver og ser, hvad der sker. 

Og så lidt brok

Jeg har et job. Jeg har et liv uden for mit job. Jeg har en arbejdsmobil og en privatmobil. Nu har jeg ferie og arbejdsmobilen er gemt lidt væk. Og så begynder folk fra jobbet at ringe på mit private nummer. Det er sgu da underligt. Mon det betyder, at jeg rent faktisk, som en af de få, er helt og aldeles uundværlig på min arbejdsplads? Det gør det nok.

Eller noget.

Op og nedture livet igennem

På den positive side, så har jeg fået en del god respons for min artikel i Cykelmagasinet. Det har dog kun været fra venner og venlig sjæle, så det kan være misforstået godhed, men jeg tillader mig nu at tro på at artiklen er fin.

Og så er ferien startet. Som sædvanlig med en kæmpe nedtur, der forvandler mig fra den rare mand i en sød tegnefilm til fucking Jack Torrance i The Shining. Det kommer til at koste en dag. Det er noget pis. Jeg skylder så meget, men glæder mig nu til ferie og gode miner.

Det var alt der blev skrevet nu. Udover at jeg i dag nød en dejlig frokost med Tony på Kong Volmer. Vi fik både smørrebrød, øl og snaps. Derudover snakkede vi om en masse og nød vist begge at være ude i den store verden.

Hvad gør vi nu lille du

I morgen er det fredag den 28. juni 2013. Det betyder følgende: Jeg har sidste arbejdsdag i min afdeling, Lene har sidste skoledag med efterfølgende spisning, Aske har sidste dag i 0. klasse og der er forældrekaffe i SFO og Nana har sidste dag i børnehaven, hvor der så også er sommerfest. Tjah og nu ligger jeg så her og tænker at jeg næppe når at lave det fineste gourmetmad til festen i børnehaven. Jeg når næppe heller at købe afskedsbrød til mit job. Jeg når nok også kun en halv kop kaffe i SFO’en. Men det går nok. Og når fredagen er slut er det otte ugers fri til lille mig. Det glæder jeg mig til.

Nu vil jeg opdatere min kalender og derefter sove sødt.

Endnu en herretur

Fredag gik turen til Helgenæs. Jeg skulle i sommerhus med Mads, Peter, Kasper og Niels Jørgen. Det blev en god tur. Jeg fik både cyklet, løbet, drukket og spist til den store guldmedalje. Det er nogle gode mænd og nogle meget intelligente mænd, som jeg er ret så taknemmelig for at kende.

På min cykeltur kom jeg forbi Ebeltoft og fregatten Jylland. Jeg kom også forbi vores gamle sommerhus. Der tudede jeg lidt da jeg cyklede. Sådan kan det jo gå.