Forfatter: henriksrc

Vin og sommerfri

Jeg elsker James May og Oz Clarke og deres ture rundt i verden på jagt efter den gode vin. Nu har jeg selv fået lyst til at lære lidt om vin. Betyder det mon, at jeg er ved at blive gammel og grå? Man har vel lov til at håbe.

Om en uge og et par dage har jeg fri fra job i otte uger. Fem ugers forældreorlov og tre ugers ferie. Jeg vil cykle meget. Jeg vil til Århus, København, Juelsminde og Dyvig Badehotel. Jeg vil også tage en masse billeder. Jeg skal nemlig også blive bedre til at fotografere.

Og så vil jeg ellers bare nyde min familie og se om jeg kan få Aske og Nana lokket med på et par cykelture også. Hvis man er heldig vil Lene også med.

Måske jeg også vil skrive en novelle. Jeg har i hvert fald skrevet en lille artikel til Cykelmagasinets Tourmagasin. Det er også et billede af mig i artiklen, så husk at købe det.

En masse

Dårlig dag på job. Var træt og uoplagt, og så sidder man bare der bag en computerskærm og føler sig ikke særlig flittig eller produktiv. At man bare nasser på en stakkels arbejdsgiver. Men så går det nok alligevel.

Så tog jeg ud og cykle med min bank. 19 mand cyklede vi 90 km i dejligt vejr. Så var jeg ikke træt længere. Da jeg kom i mål var der sandwich og sodavand. De var seje dem jeg cyklede med. Det sagde jeg til min bankrådgiver der cyklede en kortere rute. Han påpegede så at eftersom jeg cyklede med dem var jeg også sej. Tjah måske. Måske man ikke er hverken uduelig eller vildt sej. Måske man bare er et menneske der var uoplagt på job men som elsker at cykle.

Måske man bare er et gennemsnitligt menneske. Det har Morten Albæk skrevet en bog om. Den er jeg ved at læse. Det er godt nok.

I morgen kører jeg til Juelsminde og optager lidt video. Det bliver på ingen måder genialt eller mesterligt. Det bliver nok bare udmærket og brugbart til det det skal bruges til. Hverken mere eller mindre.

Fredag på vej

I aften har jeg hygget med godt selskab og cykler. Vi har kigget på at sætte nyt udstyr på en mountainbike. Det kan jeg godt lide. I morgen skal jeg på job. Jeg vil nu hellere lege med cykler. Men da jeg ikke er iværksætter så bliver det næppe til noget med min cykelcafé. Det kunne ellers være hyggeligt. Men jeg ville næppe kunne tjene penge på det.

Så må man i stedet mødes med folk og lave deres cykler. Det man kan i hvert fald. Og så bare stå op og falde ned på at man på inden måde er forberedt på det møde man skal til i morgen.

En bog

Jeg gik i stå i Min Kamp nummer 6. Helt i stå. I aften ville jeg finde en anden bog. Men så mig selv stå og høre The ghost of Tom Joad-pladen, mens jeg drak rødvin og bare stirrede ind i bogreolen uden at finde noget. Ville gerne læse noget David Lodge, men har læst det hele. Det skal være engelsk fiktion om almindelige mennesker. Det skal være sjovt og ikke eksperimenterende klamt moderne fis. Fandt ikke noget. Men pladen var god. Rødvinen ligeså.

Jeg er fyldt med melankoli. Har sagt op i kommunikation i UCL, og fortsætter i stedet udelukkende med at hjælpe og undervise undervisere i læringsteknologi som det så fint hedder. Jeg er ikke nogen ørn til kommunikation. Men kollegerne kommer jeg til at savne. Det gør lidt ondt. Melancholia er sgu ok. Engang imellem.

Hilse hilse hej hej og smil smil

Når jeg afleverer Aske i skolen om morgenen er skolen et virvar af børn og voksne med fart på og stress i krydderen. Det går for det meste godt. Ungerne kommer til tiden og de gamle når sikkert også deres forholdsvis ligegyldige jobs. Der er dog en ting, der ikke bare undrer mig, men irriterer grænseløst. De folk, der ikke hilser. Forældre til børn i Askes klasse, der bare går forbi som var man luft. Hvad fanden sker der for dem? Vores unger skal gå i skole sammen de næste fucking 10 år og så går I bare forbi som var jeg en mellemting mellem Hitler, Idi Amin og Per Pallesen. Man tænker om man har gjort dem fortræd, når deres blik rammer muren til venstre i stedet for mig til højre. Det er mest mændene, men det er underligt. Og nu synes jeg at flere af forældrende i klassen er idioter. Dejlig start. Håber ikke de læser dette, for så hilser de sikkert aldrig. Jeg oplevede det igen i fredags. Jeg blev sur.

Senere på dagen var jeg i Asylgade for at stille noget videoudstyr op. På vej derhen kommer en dame gående mod mig. Hendes favn er fyldt med bagerposer og da hun passerer mig, smiler hun og siger hej. Det gjorde jeg også. Sådan da for fanden. Hvor svært kan det være? Hilse hilse hej hej og så et lille smil.

På burgerbar

På vej mod Århus igen. Urnenedsættelse om 50 minutter. Lige et lille stop på McDonald’s i Skanderborg. Børnene leger mens jeg prøver at nyde en tvivlsom kop kaffe. Om lidt videre og så hjem. Forbi job og hente kamera, der skal stilles op i morgen tidlig og så videre og videre.

Hjem til Århus

Jeg kom hjem fra Århus i går. Nu er jeg så på vej derop igen. Jeg skal i skifteretten. For 3 uger siden anede jeg ikke, hvad en sådan ret var. Da min daddy døde, klarede storebroderen det hele. Men nu er jeg den. Nu er jeg sidste mand på træet og skal klare sagerne. Et bo skal deles, der skal betales arveafgift, og alle skal være glade i sorgens stund. Jeg tror mange familier får problemer med arvespørgsmålet. Det nægter jeg at få. Det skal bare ordnes på en pæn og sober måde. Min mors mand skal have det så godt som muligt. Og det får vi styr på. For jeg er den. Tik sagde det. Så blev jeg den. En dag siger jeg tik til Aske og Nana. Og så er de den. Livet er nu forunderligt.

Walk like a man

Det er jo torsdag aften. I Herning sidder Sønne og hører Bruce. Jeg gad godt have siddet ved siden af. Knap så fuld som i tirsdags, men bare nydende musikken denne fine aften. Men jeg sidder i min sofa og hører Bruce. Fyldt med melankoli. Og med tanker om dette lille liv. Banale tanker javel, men dog tanker, der viser, at jeg stadig er i live. Det har været nogle voldsomme uger. Måske også derfor, at jeg drak mig lidt for fuld i tirsdags. Men vi gav den sgu gas i København. Mangt en københavner havde sikkert kaldt os for bonderøve. Og det var vi også. Jyske bonderøve på tur i den danske hovedstad.

Og hvad er der i vejen med at være en bonderøv. Jeg følte mig i hvert fald godt tilpas i mit selskab. Afslappet og glad sammen med de tre dejlige sønderjyder. Sønne min fineste ven, som jeg på sådan en aften får sagt mange gange til, at jeg elsker. Og så krammer vi. Vi er et smukt par. Vi har ikke så meget hår som vi havde engang. Men når vi giver den gas, så er vi sgu 25 igen. Så er vi to fulde jyske bonderøve. Og når Søren så har to fantastiske søstre, der mildest talt er gang i, ja så går det ikke stille af sig.

Så undskyld for at vi stod op i parken og dansede. Undskyld, at vi spildte lidt øl. Undskyld, hvis vi var højrøstede. Vi var bare fire jyske bonderøve, der holdt en fest.

Jeg håber Bruce giver Herning en fest i aften. Så nøjes jeg med min private fest bestående af Bruce i højttalerne og koldskål med kammerjunker i skålen.

Bruce

Bruce er den bedste. At jeg så ikke kunne tåle mosten sammen med Søstrene Mach og Sønne er jo en anden sag. Jeg blev lige en tand for beruset. Det var så hyggeligt og så glemmer man at holde igen. Nok en anelse provinsielt, men hvad fanden.