Forfatter: henriksrc

Er ret så taknemmelig for at være kommet i praktik på Brandts, men de sidste par dage, har det været ret kedeligt. Jeg har fået alene rundt i et depot og fundet fotos til en udstilling. Jeg bryder mig ikke om at gå rundt alene. Jeg er bedst til at arbejde med andre. Når jeg er alene på et depot, bliver jeg vist bare træt og doven og en anelse frustreret. Det var bare det.

Det er snart amerikansk fastelavn, som er meget mere uhyggelig end den danske. Eller det vil sige, måske er den mere uhyggelig, men måske den overhovedet ikke er amerikansk, men mere keltisk i sin stil. I den forbindelse er jeg begyndt at faste igen to gange om ugen. Det lyder skørt, men det er overraskende godt for både hovede og krop. Jeg gjorde det før jeg blev skilt, og nu er jeg åbenbart kommet så langt, at jeg kan gøre det igen. Jeg gider ikke gøre det helt så stramt, så det er bare noget med at jeg ikke spiser noget mellem aftensmad den ene aften og aftensmad dagen efter. Og jeg overholder det nok heller ikke, når det er ferie og sådan. Men as we speak er det vist 21 timer siden jeg sidst spiste. Det var en shawarma, som jeg havde med hjem efter tur på pubben og se Liverpool få smæk og AGF få smæk. Så har man jo fortjent en shawarma.

Det er torsdag og jeg har ikke været på arbejde i dag. Jeg er syg. Ikke noget alvorligt, bare sådan forkølet med træthed og ondt i halsen. Oppustet er jeg også. Jeg var svag i morges, da jeg valgte ikke at tage på job, men set i bakspejlet var det en god beslutning. Søvn og hvile har hjulpet en del på det. I morgen er det fredag, det er der ikke så meget at gøre ved.

Klokken er 16.34 og der er gået et minut siden jeg skrev overskriften på dette indlæg. Jeg hører den korte radioavis og morer mig. Udenfor regner det og på komfuret steger frikadellerne så småt færdigt. Det er en slags hverdag med en slags job og børn, der er henholdsvis til fodbold og hos veninde. Om et par dage fylder jeg 44 år. Det har været 44 år med op- og nedture. Lige nu går det op, som i frem og det er godt.

Så gik der lige 5 måneder uden et skriv på denne blog. Jeg var færdig. Havde ikke mere at bidrage til verdens skriverier. Alt var sagt og fortalt. Og Livet kørte bare videre med op- og nedture og ny kæreste og så ikke kæreste og så kæreste og så videre. Og så med praktik på museum og kollegaer igen, og børn, der var søde og dumme. Og mig, der var sød og sur og alt muligt mellem himmel og jord. Og det var ikke sommer på trods af at det burde være det, og så cyklede jeg lidt og spiste lidt kage og så videre.

Men nu er det oktober igen. Om kort tid bliver jeg 44 år gammel eller ung om man vil. I mit hovede er jeg stadig en lille dreng, der har en lang diskussion med en gammel bitter mand. Og sådan er det bare.

Jeg vil skrive lidt igen. Det gør mig godt. Og nåh ja, jeg har lært at lave en rubriks kube – så kan man da noget.

Til stanken af musik
drejer verden atter rundt
i den by vi holder så lidt af.

Så går man ellers af sted på livets evindelige boulevard. Vandringen har bragt mig til en bro uden rækværk og under den er der sort vand. Jeg behøver ikke gå den vej. Jeg kan sagtens gå udenom i en rund og elegant bue uden farer og tynde bobler. Det er et valg. Broen drager og det sorte vand skræmmer mig. Jeg kunne også bare gå til bageren og købe kager og damer på fad. Det hele er jo så nemt. Det er bare mig og mig og så videre mod nye højder og ingen snakke med håbløse udgange og kamp for livet og smørrebrød købt hos tykke købmænd i jævnt tøj. Jeg holder mig for øjnene og går ud på broen vel vidende, at fald gør ondt. Men kærlighed gør også ondt alligevel. Den gør også hel. Hel hel hel hel. Hel kærlighed i en rablende strøm af dumme ord. 

Torsdag og tømmermænd og træthed. I går Katinka og gode mennesker. Kæmper for kærligheden og insisterer på kærligheden. To børn og tv og skærme og et mørke, der langsomt træder frem. I nat skal jeg sove og drømme om den forbandede kærlighed og så skal det nok gå det hele. Verden kan i hvert fald bare komme an. Jeg nægter at være bange. 

Verden er af lave og alt er en stor aprilsnar. Alligevel er jeg en anelse fortrøstningsfuld og i godt humør. Solen skinner jo og vi er dyr af solen og af naturen, ikke af skærme og kunstig befrugtning. Så må Trump være Trump, dagpengesystem være dagpengesystem og krisen være sort som kul. Nu tager vi på tur og ser på noget grønt og rammes af en sol.

Så sidder man her og hører Mike Oldfields sang om en morder fra 80’erne. Det tror jeg i hvert fald den handler om den der moonlight shadow. Jeg kan lide den, som jeg kan lide sange fra den periode, sikkert fordi jeg var ung og alting bare gik lige i hjernen og følelsesregistret.

For en uge siden var det også søndag. Jeg var i Zoo med ungerne og glemte helt, at min far ville være blevet 90 år gammel, havde han levet. Jeg købte tit musik med min far. Han kunne lide Kim Larsen og Niels Hausgaard. Jeg kunne lide Bruce Springsteen og rapmusik. Vi gik i Stereo Studio i Randers, og kom hjem med et kassettebånd eller en LP. Det var i 80’erne. Det er lang tid siden.