Forfatter: henriksrc

Det er som så ofte før søndag i provinsen. Jeg sidder ved computeren og hører Gnarls Barkley og surfter dumt rundt på internettet. I dag fik jeg lokket ungerne med på gåtur på Fyns Hoved. Pigen tudede undervejs fordi vi skulle gå og det var en anelse koldt. Da vi kom hjem skændtes unger og faderen blev møgsur og dum. Nå men så fik vi kager og så gik det vist det hele alligevel. Om lidt skal Liverpool spille en fodboldkamp mod de der Manchester City. Vi hepper på Liverpool, men frygter det værste.

I en anden del af verden er der sikkert både krig og hungersnød.

Aske har været til fest og haft en fest. Jeg har været sløj og holdt mig i sengen hele dagen. Nana har holdt mig med selskab. Vi har set X-factor og spist slik. Karaokekonkurrencen X-factor minder mig om timer på Sam’s bar i Århus i 90’erne. Folk der synger dårlige sange, og så havde man det altid skidt dagen efter man havde været der. 

Jeg drikker te og hører radio. Det er ved at blive forår og humøret er ganske godt. Jeg forstår som altid ikke vores verden. Enten er jeg bare for dum, eller også er jeg bare for klog. Jeg håber det sidste, men frygter det første. Om en uges tid kan jeg hente vores bog om Liverpool. Den udkommer godt nok først den 4. april, men den kommer til forlaget den 22. marts og det skal da blive godt, sådan at sidde med et produkt, man selv har været med til at lave.

Ellers kan vi slå fast, at jeg stadig er fanget i et system, der holder en fast i sygdom og ikke hjælper en til at komme videre. Hvis man kan holde ud i lang tid, så kan det være, det ender med et fleksjob. Hvis ikke man kan holde ud, så ender det med dagpenge og et eller andet deltidsjob, som der falder inden for rammerne af, hvad tyksakken kan klare.

Jeg ligger alene ved poolen. Ved en pool. Jeg er på Tenerife med børn og ekskone. Vi har også Johanne og Frederik med. Johanne er også lige blevet skilt. Det hele er noget rod, men så alligevel så har vi det ret så godt hernede. Vi hygger og griner og ironiserer over livet og verden. Sidste år var vi to par af sted, i år er vi tre singler. Det er skørt og meget moderne. Vejret er godt. Damerne er ude og shoppe og drengene spiller på deres telefon på værelset. Mig. Jeg ligger bare her. Jeg kan ikke så meget andet, og det er ikke så skidt endda. 

Jeg tager for få billeder. Jeg læser for få bøger. Jeg ser for meget fjernsyn. Jeg løber for lidt. Jeg cykler en anelse. Jeg køber for lidt. Jeg danser ikke. Jeg drikker kaffe i ny og næ. Jeg lever og overlever. Jeg er lige her. Det går nok.

Trump har i den grad gjort det mere interessant at leve i denne moderne herlighed. Evigt underholdende og crazy. Det skal nok gå helt galt for ham og hans kumpaner.

I mikrokosmos snakker jeg med kommunen om at komme tilbage i job. Problemet er ikke, at jeg ikke kan, men at jeg flere gange har knækket nakken. Det kan være svært at forstå, når man møder sådan en charmetrold som mig. Nå men det går nok. Gad dælme godt snart i gang med at lave bare et eller andet. Så meget fjernsyn er der jo heller ikke at se.

Pillerne virker. Venlafaxin har fjernet depression og social angst. Det er også værd at tage med.

I går var jeg i biografen med to venner. Vi så den tyske film “Min far Toni Erdmann”. Det er en lang film, der ikke har den store handling, men den er vidunderlig. Vi var alle ret så berørte af filmen, da den var slut. Så fin så fin på mange måder.

 

Det blev til kaffe og spejlæg i den lille lejlighed her til formiddag. Sidder og tænker på, hvor fjollet verden er. Det har den nok altid været, men det undrer mig dog. Tager små skridt hele tiden for at komme ud i verden igen, men må også indrømme at depressionen har ramt hårdt denne gang. Glæder mig til forår og lys.