Bare et billede

Nana er en sød pige. I weekenden var hun ude og lege i regnen, og så tog jeg dette billede af hende. Det er et fint billede, og det er bare taget med en mobiltelefon.

Jeg har endnu ikke fået min fyldepen. Hvad sker der med det?

Tom Joad

Tom Joad er en fiktiv person fra en Steinbeck-roman. Jeg har ikke læst bogen, og såmænd ej heller set filmen (Vredens druer). Bruce og Tom fra R.A.T.M. har dog spillet en sang engang sammen. Det er Bruces sang om The Ghost of Tom Joad. De gør det rigtig godt. Sangen er i forvejen pisse god, men ham Tom der, kan altså et eller andet med sin guitar. I går havde jeg gæster og det var den første sang, der blev ønsket. Så ved man, at det er folk med hjertet på det rette sted, man har på besøg.

VM

Jeg får ikke se så meget VM, som jeg burde. Men lidt bliver det til. USA – Slovenien og Danmark – Cameroun har indtil videre været mine højdepunkter. Ja og så Argentina, fordi de har det vildeste angreb – Tevez, Higuain, Messi, Aguero og Milito. Skuffelserne har klart været Frankrig og England. Frankrigs præstation mod Mexico og englændernes mod Algeriet var jo pinlige til det yderste. Jeg håber Danmark vinder VM, men det gør de ikke. Jeg håber så på Argentina, men det bliver sikkert Brasilien, som det plejer.

I morgen kommer der en opdatering til Iphones styresystem. Det skulle nu kunne lade sig gøre at redigere film direkte på mobiltelefonen. Det er banebrydende i forhold til det arbejde, jeg har, så det glæder jeg mig ret meget til. Og så kommer min fyldepen nok også med posten. Og VM kører stadigvæk.
Lige nu står det 1-1 mellem Italien og New Zealand. Jeg holder med New Zealand.

At skrive

Jeg kan godt lide at skrive. Ikke langt, men kort. Jeg kan godt lide at skrive i hånden. Små noter og små digte. Jeg gider ikke skrive med en dårlig blyant eller en halvtom kuglepen, så nu har jeg bestilt mig en ny fyldepen. Så vil jeg skrive små digte i mine små bøger. Små dumme tanker og lister og holdopstillinger. Og måske vil jeg tegne et kys.

Film

Jeg har aldrig set så meget blod, som jeg så i dag. OK jeg har faktisk lovet at være tavs om mine oplevelser, ja har faktisk skrevet under på det, men alligevel. Og så optog jeg meget af det på video. Vildt. At det var på bloddonorafdelingen på OUH, hvor nogle bioanalytikere var til eksamen er så knap så spændende.

Men i dag har jeg også lært at Quicktime X kan optage ens computerskærm, når man arbejder. Det har jeg ikke vidst, men har ofte haft brug for. Det er dejligt.

Mere er der vist ikke at sige for nu.

Det offentlige

I dag på vej til Esbjerg, hørte jeg i radioen, at Anders Foghs regering har brugt dobbelt så mange penge på det offentlige som Poul Nyrup ellers havde budgeteret med i 2001. Det er jo lidt skørt. Og når det offentlige så samtidigt sejler og folk går ned med stress, så må der være gjort et eller andet helt galt. Bare lige en betragtning.

Jeg har ændret designet lidt

Jeg har ændret lidt på designet, fordi jeg syntes, det var sjovt. Ellers er der ikke mere at sige. Det skulle da lige være, at næste bog der skal (gen)læses er Tom Kristensens “Hærværk”, og at jeg i morgen kører til Esbjerg, hvis jeg bliver mindre syg end jeg er nu.

Lidt mere Old Boys

Stadig fra sidste uge. I går spillede vi 0-0. Jeg har overbelastet mine akillessener, så jeg kunne ikke spille en hel kamp. Det gør ondt og er træls. Men her er en lille video fra sidste uge. Vi har det så hyggeligt på det hold.

Down memory lane

I går var jeg en tur forbi mindernes holdeplads. Jeg var i Århus, hvor jeg mødtes med min gamle filmgruppe. Gruppen bag den legendariske film “Kinakål”, som du kan se længere ned på siden. Jeg vandrede gennem Skolegade og Mejlgade i går. Jeg gik igennem Nordre Kirkegård, som jeg har gjort det så mange gange før. Og på den anden side af Tordenskjoldsgade fik jeg øje på Christian, som kom gående på vej til vores mødested Peder Wessel, hvor vi sammen gik ind. Vi bestilte øl og efter kort tid kom Nicolai og Hans gående ind. Smil og krammere og med det samme kørte snakken lystigt om den tid på Medievidenskab for over otte år siden. Efter et par øl gik vi på Casa Mia for at få lidt i maven. En dejlig pizza, lidt rødvin, en espresso og en tiramisu senere var vi ude på gaden igen. Tilbage til Peder Wessel og drikke et par øl. Så ud at vandre igen. Næste stop var Cirkuskroen. Derfra gik turen til Harmonien, så café Loco, så et af mine favoritsteder Casino Bar, så Naxos og derefter et par steder nede ved åen, inden turen gik til Vejlby, hvor jeg overnattede med Christian. Det var en super sjov aften, hvor snakken gik konstant om alt fra damer til politik til fodbold til cykling til alt muligt andet. Det var en fortræffelig aften, der nu gør mig træt. På Harmonien blev det til et spil bordfodbold, hør det spændende interview længere nede på siden.