Kategori: Ikke kategoriseret

I morges ringede min telefon. Det var fra Base Camp i Faaborg, der ville høre, hvorfor jeg så gerne ville arbejde for dem. Åhh nej tænkte jeg, for jeg anede da ikke, at jeg havde søgt job hos dem, eller hvad de overhovedet var for nogen. Nogle gange ryger ansøgningerne lidt let af sted, specielt efter, at jeg har fundet ud af at gøre det automatisk via jobnet. Men jeg var ærlig og sagde til ham, at det kunne jeg ikke svare på, for jeg havde bare søgt den, fordi Claus Hjort villle have det. Nu griner jeg sgu lidt af det hele, for det er lidt sjovt, at de ringer på de jobs, hvor man bare knalder en ansøgning af sted. De var ikke super interesserede efter at have snakket med mig i telefonen, hvilket var lidt ærgeligt, da jeg efterfølgende læste jobannoncen og tænkte, at det måske alligevel var noget. Sjov, pudsig og en anelse tragisk, men i det mindste fra det virkelige liv.

Det regner mod mine vinduer i det lille hus i Odense og hvilken dejlig fryd. Ja solen er dejlig og ja, det er træls sådan at køre på cykel og blive våd og alt det der, som alle skal synes, men det som alle også synes, er, at det er dejligt med grønne græsplæner, levende pindsvin og glade tider – så jeg hylder regnen. Så må de sidste folk på Roskilde Festival holde det ud i de sidste timer, men det gør de nu nok også.

Jeg har fundet ud af, hvad mit bogprojekt skal handle om. Det skal handle om at være fodboldtræner i Danmark, hverken mere eller mindre, og det skal være en lille bog, der helst skal give flere lyst til at være det. Det skal på ingen måde være en bog med træningsøvelser og deslige, men en bog, hvor jeg vil ud og møde mennesker og høre om deres erfaringer, glæder og forbandelser ved at påtage sig dette hverv. Dette er altså bare en idé, altså kan jeg ikke love, at bogen bliver til noget, men nu har jeg da en idé til at komme i gang med noget. Og så kan det jo være, at DBU synes idéen er cool og vil have mere fra mig, og hvem ved, måske jeg om føje år ender som landstræner i dette lille, varme og nu også lidt våde land.

Som nogen jo nok har hørt, gør jeg også comeback som træner i Utopia inden for den næste måned. Klubben stod pludselig uden træner og kontaktede derfor den gamle, der sagde ja til at hjælpe med træningen og lidt kampe. Da tiden ikke altid er til det, vil jeg ikke være alene om det, men få nogle gode hjælpere, så jeg ikke behøver komme til træning mere end en gang om ugen. På sin vis bliver jeg måske mere trænerkonsulent end rigtig træner – det er fedt nok.

Det var alt fra denne søndag. På snarligt gensyn i det danske sommerland – den kommende uge byder på Bonnie “Prince” Billy i Tivoli og Liverpool Legends i Næsby, så lidt sker der da.

I dag har jeg erfaret, at min specialevejleder fra Århus Universitet, Jens Cramer er død. Jeg har ikke haft kontakt til Jens siden jeg afleverede mit speciale, men han skal have alt æren for, at jeg fik det afleveret. Jens var et af de mennesker, der ikke var som andre. Han havde et hjerte af guld og var der ALTID, når man havde problemer. Jeg sidder her og er dybt berørt, for Jens var et af de mennesker, som jeg aldrig vil glemme. Han hjalp mig, da jeg havde mest brug for det, og han var anderledes end andre Universitetsfolk. Jens accepterede folk som de var. Han elskede krimier, Jazz-musik og smøgerne uden filter.

Kære Jens, hvil i fred – jeg håber vi ses igen en dag, så jeg kan få dig sagt rigtig tak for den hjælp du gav mig.

Hvis nu jeg skrev en bog, hvad skulle den så handle om? Det er mit spørgsmål til mig selv og til verden i dag. Det kunne være en fiktionsbog, men det kunne også være sagprosa, ja det kunne endog være en digtsamling eller en fotobog – alt er muligt. Må jeg lige få nogle interessante bud fra læserne af denne side, hvis der da overhovedet er nogen. Skal jeg skrive en roman om neurotiske akademikere, en bog om arbejdsløsheden i dagens Danmark set fra en akademikers synsvinkel, en bog om Liverpool, sorte digte ala Strunge eller bare en børnebog med fine tegninger, som jeg ikke selv laver (altså tegningerne).

Hvad kunne folket tænke sig?

Et stort minus på kontoen er takken for et år med pis og lort og mistet arbejde og barsel og hip hip og halløj hvor det går. Er lige blevet pisse sur på hele verden, fordi vores konto er i motherfucking minus, men hvorfor egentlig? Der skal jo nok komme penge igen, og vores bankmand er en flink mand, der har en vis tro på os. Men det kan da godt irritere lidt at se, at efterhånden middelmådige fodboldspillere uden fightersans tjener 1 milliard gange så meget som mig, men heldigvis er jeg både sødere, sundere og har en større mave end dem (måske med undtagelse af Ronaldinho, der efterhånden har fået de seje seje love handels).

Nå væk herfra, jeg har penge, der skal bruges og tid, der skal slås ihjel.

Jeg er træt, og jeg har tømmermænd. Jeg sidder i min sofa, hvor jeg har opholdt mig det meste af dagen, der ikke har været så lang for mit vedkommende, da jeg først kom ud af sengen ved 13-tiden. Jeg kom nemlig først i seng klokken 04.30 efter en af den slags dage, som man bare altid vil huske til man dør. Den kære læser vil nok allerede have opfattet, at en vis pathos i dette indlæg og det skal der også være. Søren og jeg var nemlig til Bruce koncert i Parken, og lad mig bare slå det fast med syvtommersøm, det var en fantastisk koncert, og Søren var uden tvivl det bedste selskab man kunne forestille sig. Jeg er stadig helt væk i kærlighed til livet og i glæde over, hvor glad jeg var i går. Steffen Jungersen fra BT har skrevet en anmeldelse, som jeg kun kan være 100% enig i. Springsteen er simpelthen i en liga for sig, og jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har været til en koncert, hvor musikerne virkede så glade for at spille sammen. The E-street Band og Springsteen lignede en samling 25-årige, der var ude på deres første turné – de spillede med en enorm glæde og lyst, som jeg ikke har oplevet før. At de så tog imod ønsker fra publikum viste jo et enormt overskud. De har simpelthen indøvet så enormt mange numre, at sætlisten skifter fra koncert til koncert og det er altså vildt, når koncerterne strækker sig over 3 timer – det er faktisk helt sindssygt.

Efter koncerten blev det til et par øl sammen med den fantastiske Carl Jørn, inden vi satte os i toget og kørte tilbage til henholdsvis Fyn og Jylland, fulde og trætte, men med hjertet helt fyldt op af kærlighed og glæde. Tak til Bruce for at vise, at verden bestemt stadig kan være et helt og aldeles fantastisk sted at være.

Jeg er en god far, og jeg er en rar mand, derfor lovede jeg at hjælpe Askes vuggestue med at redigere lidt video, de havde optaget. Ikke noget problem der…troede jeg. Da jeg kom hjem fandt jeg desværre ud af, at der ikke var et stik, der passede ind i hverken min Mac eller Lenes PC. Så tog jeg og lagde skidtet ind på vores harddiskoptager og brændte det ned på en DVD. Men jeg ville jo gerne redigere lidt i optagelserne, da nogle var meget slørede. Det tager sådan cirka 8-10 timer at få rippet en sådan DVD til min Mac, men det gjorde jeg alligevel. I mellemtiden havde jeg dog fundet et stik, der duede til Lenes PC, så der lagde jeg alt ind og redigerede det hele til en lidt mindre film med både titel og rulletekster, men men men. Det er et helvede at brænde det ned på en DVD fra en PC. På Mac kan man gå via Imovie over IDVD og så lave fine DVD’er, men på en PC er det noget rod, så nu er jeg så tilbage ved min Mac og håber på, at det nu kan lade sig gøre, men samtidig konverterer PC’en også for fulde hammer, da jeg har valgt at helgardere. Det virker sikkert meget forvirrende for læseren, men det er det altså også.

I øvrigt holder jeg med Bruce på søndag.

Efter en hyggelig dag og aften med X-box og fodbold i tv sammen med ni andre gutter i Agedrup, vågnede jeg til noget af et chok i går morges. For pressens radioavis kunne nemlig fortælle, at den åbenbart er helt gal i Danmark, hvor der nu er akut mangel på gymnasielærere. Faktisk lyder det som om, at der nu ikke længere findes folk, der kan påtage sig hvervet som lærer i den danske gymnasieskole, og det er nu så grælt, at man er begyndt at ansætte folkeskolelærere (puha da da). Så er det jo den opmærksomme læser, vil sige, at forfatteren af denne blog endnu engang har sneget sig uden om gærdet i stedet for at hoppe over, hvor det var lavest. Når der nu er mangel på gymnasielærere, hvorfor fanden er jeg så ikke i gang. Jeg indrømmer, at fejlen er min. Jeg undskylder over for Claus Hjort og Lars Løkke og Bendt Bentjentsen og Anders Fogh og Per Stig. Jeg er en bedrager, en kriminel uden sidestykke. (At det er i Nordjylland, der mangler gymnasielærere med fysik og matematik er sådan set sagen underordnet).

Så kan man jo sige, at Claus Hjort og Lars Løkke har haft snablen lige lovligt nede i statskassen, men der er jo bare bilagsrod. Man kan også hævde, at Lars Løkke holdt vigtige oplysninger tilbage for folketingen i forhold til kommunalreformen, men så gik det da lidt hurtigere. Man kan også spørge Bendt om han hygger sig i hans mobile kontor, og om Per og Anders har dårlig smag i munden ved at tilbageholde oplysninger om Irak inden vi hoppede ind i en krig, men det gør jeg nu ikke. Herregud det er jo bare en krig og de soldater var sikkert døde alligevel. Nej lad os nu fortsætte med at være efter de rigtige syndere i dette land – de arbejdsløse, kunstnerne og de generelt ugidelige syge mennesker, der bare feder den fra morgen til aften, og lad så denne regering blive for evigt, for de har virkelig fået gjort op med gammeldags pampervælde og centralstyring.

Flot af Frankie-boy at komme op igen efter dette noget spektakulære styrt.

Ja så er vi nået dertil, at Nana også er begyndt at spise “rigtig” mad, altså det vil jo sige, at hun spiser grød, der ikke smager af noget som helst. Men det skal da fejres med et billede af pigen og hendes far. Mest af alt fordi vi er helt ufatteligt smukke sammen, og det skal folket da ikke snydes for.