Kategori: Ikke kategoriseret

OH MY GOD, som de unge siger. De seneste par uger har været fucked up crazy på stoffer og havregryn med banan. Først en uge, hvor jeg trappede ned i medicin og gik totalt i fosterstilling og sorthed, derefter sol og lys og en fantastisk filmfestival fyldt med kærlighed og lækkerhed og totalt sejhed. Det kan godt være, at jeg aldrig blev assurandør, men kedeligt er mit liv sgu sjældent.

I dag er min første dag uden medicin i 100000 år. Jeg gider ikke mere osteklokke. Jeg vil være fri af det lort, og så må depressioner og angst klares uden konstant træthed, voldsomme svedture, manglende sexlyst, huller på huller i tænderne og generel følelse af osteklokke ding dong.

Det er lang tid siden jeg har skrevet, så jeg burde forære jer alle en kortfilm fra forrige uge. Jeg finder lige en. I får et link til Sia, som jeg ikke selv har set endnu. Den fik rigtig god omtale og varer næsten en halv time. Se den og bliv klogere på livet og drop facebook og dårligt TV. Den ligger lige her http://www.ekkofilm.dk/shortlist/film/sia/

Og så får I også billedet alle taler om, men ingen gør noget ved.

Der er så meget vi mennesker ikke forstår. Vi tror alt er godt eller bliver bedre, når alt rent faktisk tyder på, at alt går den modsatte vej. Blackstar. Et farvelbrev til en verden, der ikke er i bedring og hvor vi hver dag kommer tættere på døden. 

Bare at blive ringet op af en ven, der vil drikke kaffe i solen. Og så bare sludre og cykle lidt rundt. Og så cykle en lang tur i solskin. Og komme hjem og spise makrel i tomat, fordi man er så sulten og det er det hurtigste man kan lave. På rugbrød og med mayonaise. At man så ikke kan sove om aftenen gør ikke så meget. Sådan er det jo at være b-menneske.

Jeg kan ikke skrive for tiden. Mit humør er for sort og dermed bliver indlæggene for hårde at læse for dem, der nu engang følger med. Jeg er bitter og træt. 

Det er vist nok mandag, men det er ikke sikkert. I hvert fald ikke i mit hovede. Jeg hører White Stripes og nyder det. Jeg har drukket kaffe med Jeppe og snakket fodbold og podcast. Jeg har vasket tøj og vasket lidt gulv. Det er skørt, men meget stort alligevel. Det er altid noget, at gøre noget. Jeg har også besluttet mig for at give op. I hvert fald i forhold til selv at finde job. Jeg kan ikke og kommer aldrig til det. Jeg kan godt arbejde i noget praktik, men sådan rigtigt bliver det vist aldrig til igen. Nå men det må vi se, hvad kommunen siger til om nogle uger, når jeg forelægger dem beslutningen. Nu hører jeg Raconteurs, men det er jo også Jack White, så det er helt i orden. Hvad skulle man gøre uden musik.

Man har nogle plader, man godt kan lide, men som man i bund og grund intet aner om. Sådan har jeg det med The Brian Jonestown Massacres plade Their Satanic Majesties’ Second Request. Jeg kender stort set intet til bandet og pladen er massivt underlig og psykedelisk. Jeg hører den nu, og overvejer om jeg skal sætte mig lidt mere ind i bandet eller bare nyde denne ene plades skøre og vidunderlige lyd på sådan en regnfuld i Odense.

Og idet jeg lige tjekker lidt op, så erfarer jeg at Rolling Stones også har lavet en plade med titlen Their Satanic Majasties Request. Sjovt for jeg har også kun en plade med Stones, nemlig Exile om Main Street. Måske jeg skulle til at gå lidt i gang med lidt mere research.

Tirsdag ser bedre ud end i går. Det er ikke kun fordi solen skinner, det er også fordi tiden på en eller anden vis står stille i et helt og aldeles uforandret liv. Med lidt held kommer vi på cyklen i dag. Med lidt uheld punkterer vi igen. Sådan er livet et væld af tilfælde, der alle spiller en rolle i kampen om Rådhuspladsen og Gl. Kongevej.

Fuck nu denne verden og fuck og fuck og fuck. Jeg har haft det pisseskidt og rigtigt ringe de seneste par dage. Det kommer næppe til at ændre sig. Jeg er et fucking røvhul på crack i en verden fuld af smilende forældre med ridser i lakken og klistrede børn uden hæmninger. Jeg har spærret mig inde og ingen kan fange mig nu. Nu er der kun en vej og det er ned. Det hele er jo lige meget. Jeg har ingen følelser for noget og nogen længere. Kun følelsen af tungsind. Det er en rolig vej mod en uundgåelig slutning, og den bliver næppe happy. Og vigtigst af alt, så er jeg pissehamrende og aldeles ligeglad.