Kategori: Ikke kategoriseret

Jeg er ikke død. Jeg har bare meldt mig ud for en stund. Jeg kan ikke håndtere alle informationerne og alle beskederne. Derfor holder jeg mig lige en pause fra Facebook og fra andre sociale medier. Så må min blog være, hvor jeg er.

Lige nu er jeg i Berlin. Jeg er ramt af nedtur så det basker, men i det jeg skriver dette går det bedre. Til jul ønsker jeg mig et normalt hovede og en velkørende karriere. Det er ikke nemt og underligt, at man kan tage tre dage i en seng i en by man burde opleve. Verden jubler på facebook, det har jeg ikke brug for lige nu. Jeg kryber i fred og lader verden juble.

Vi er taget på tur. Vi er taget ud i verden og til en by, der går under navnet Berlin. Jeg kan godt lide Berlin. Det er som om, at alt er lidt mere afslappet her. Som om, at det er helt i orden ikke at være helt perfekt. Her må godt rode lidt. Det kan jeg godt lide.

Vores værelse er lille, men fint på vores hotel. Det er fruen, ungerne, svigermor og mig, men svigermor har nu sit eget værelse. Det er Alexanderplatz og det er med wifi og det hele, så verden ikke helt glemmes eller hvad man nu siger. Det er rart. Ungerne og mig driver den af på værelset mens mor og svigermor aftenshopper.

Det er i grunden underligt, at vi ikke må gå nøgne rundt. Det er underligt, at man kun må betræde bestemte steder af jorden. Det er underligt, at man ikke må spise, hvad man vil. Det er underligt, at det middel vi engang indførte til at veksle varer med er blevet til et mål i sig selv. Der er så meget, jeg ikke forstår. Og jeg er eller blevet ret så voksen og ret så følsom. Det er også underligt, at vi går op i, hvad andre tænker på. Og hvem andre kysser på. Det er også underligt, at man ikke må ryge sig en smøg, hvis man har lyst til det. Der er så meget man ikke må. På et tidspunkt begynder den civile ulydighed og så kan det være at alle verdens butikstyve forener sig. Det er ikke til at sige.

Nu er dagen næsten forbi. Det kan jeg heller ikke gøre noget ved. Bare håbe at drømmene bliver gode og søvnen tung. 

I går var solen ikke så rød. Den var væk. I hvert fald i et kort øjeblik forsvandt lyset og ind kom kulde og mørke. Det er et underligt fænomen, men fascinerende på den måde, at man i fortiden virkelig må have undret sig. I dag kan alle jo købe briller og kigge på solen og få en forklaring. I gamle dage måtte kulden og mørket have vakt frygt og bæven. Ikke et under, at man har opfundet religion og andre sjove ting for at forklare naturens luner.

Jeg er gået tv2-amok i de seneste par døgn. De unge år kører og den får ikke for lidt. Jeg elsker det band og jeg elsker ham der Steffen Brandt. Jeg gad godt hænge ud med ham i et par timer, og det skulle være med kaffe og lidt god kage. Det skulle helt klart også være i Århus med Å og når vi så havde snakket, skulle vi cykle en tur. Vi ville begge køre på ældre herrecykler, måske af mærket Raleigh. Så ville vi køre rundt i øgadekvarteret og pruste lidt op ad bakkerne. Så ville vi tage turen op til banegården og op ad Bruuns Gade, hvor jeg ville fortælle om dengang jeg blev konfirmeret i Sct. Pauls kirke. Vi ville cykle videre ned til Marselis Boulevard og forbi min skole og mine bedsteforældres hus. Så ville vi køre ud forbi Friheden og Stadion for til sidst at snuppe en is i Mindeparken. Her ville vores veje skilles. Steffen ville køre tilbage til byen, mens jeg ville pruste videre til Moesgaard og tage vejen bagom til Tranbjerg, hvor jeg storsvedende ville sætte mig og være åh så forbandet melankolsk.

I dag er det bare et link du får. Det er også godt nok, når man nu kan læse lidt efter man da har trykket på linket. Enjoy.

Stines blog om ledelse

I går var det fællesspisning i 1.y. I dag er det forældremøde i 2.y. Der er gang i den og jeg frygter som altid forældremøderne. Det har potentiale til at gå galt. Det er som om folk ligger inde med et voldsomt indestængt raseri, der bare skal ud. Og så vil vi gerne detailstyre vores børn alle steder. Det være sig til fodbold, svømning, i skolen og alle fucking steder. Måske vi bare skulle stole på, at det hele nok skulle gå, hvis vi overlod styringen til lærerne og trænerne.

Nå men jeg håber det bedste, og så melder jeg mig som altid til at være referent. Så har man da hovedet i noget andet og kan ikke helt springe med på en overfyldt togvogn på vej mod spelthelvede.

Nå men jeg har også lavet en collage med mine unger. Det er da helt godt.

Jeg læser John Irving for første gang i mit liv. Det er 30 år for sent, hvis man spørger rundt. Men det kan man jo bare lade være med. Jeg læser den med Garp, og jeg gør det fordi jeg fandt den på hylden. Jeg læser den på dansk, da det var den, der stod på hylden. Havde den stået der på engelsk, havde jeg læst den og følt mig en anelse mere dannet. Men nu er det altså bare mig og Garp og det er faktisk fint. Jeg har set filmen engang for mange år siden. Den er med Robin Williams, som begik selvmord sidste år. Robin Williams havde i sin tid samme pusher som John Belushi og besøgte Belushi dagen før han døde. Belushi tog en speedball og døde så bagefter. Både Belushi og Williams var talentfulde og sjove og seje. Det er et underligt liv. Det tror jeg også Garp synes.