Kategori: Ikke kategoriseret

På lørdag drager Lasse og jeg til København, hvor vi skal drikke en kop kaffe med Niels og Jørgen. Niels er min gode ven, som også er Liverpoolfan og som vil skrive lidt til bogen. Jørgen er målmand  og har engang spillet for Liverpool. Det skal nok blive hyggeligt. Jørgen var i Liverpool i en del år, men fik faktisk ikke en eneste rigtig kamp for klubben. Alligevel blev han hængende. Vi skal have hans historie med i bogen.

Meget handler om Liverpool for tiden. Det er jo også fordi, jeg er i gang med den der bog. Og det er fint. I aften møder Liverpool så Wimbledon i FA-cuppen. Det gjorde de også i 1988 i en finale, hvor John Aldridge brændte straffespark og Wimbledon vandt overraskende 1-0. Jeg tror Liverpool vinder i aften, men jeg håber alligevel at Wimbledons forholdsvis veltrænede forward gør en god figur. Der er et billede af ham under Jørgen.

Liverpool har i dag lagt et interview med Steven Gerrard ud på deres hjemmeside. Gerrard siger, at det var efter en samtale med Rodgers, at han blev klar over, at han skulle videre. Han siger, at han forstår, hvorfor og at han jo ikke er nogen ung mand længere. Derudover roser Gerrard Rodgers. Ekstra Bladet kører nu en historie om at Rodgers tvang Gerrard væk fra Liverpool. Det er så ringe. Hvorfor bliver jeg ved med at læse nyheder på nettet, når de åbenlyst er så dårlige. Jeg fatter ikke altid mig selv.

ps. mellemrumstasten på den nye chromebook driller stadigvæk. 

Livet går i sandhed op og ned. I morgen er den sidste dag i ferien. Det har været en super god ferie, som jeg har nydt mere end nogensinde. Alt oser bare for en gangs skyld af overskud og nærvær. Måske en anelse kedeligt og måske en anelse se mig jeg er ovenpå-agtigt, men så lad det være det. Det er sjovt at man sådan kan mærke forskel på sig selv og hvordan man tackler verden. 

Jeg tvivler på, at Steven Gerrard læser min blog. Men i dag har han meddelt, at han fra sommerpausen ikke længere vil spille i Liverpool. Det er altid lidt trist, men også det eneste rigtige at gøre. Han tager sikkert et par år i USA eller Dubai eller noget i den dur. Føj, hvor har han dog været en god spiller for Liverpool. En af de bedste spillere jeg har set i mit liv. Ikke en Ronaldo eller Messi, men en Stevie G. Det bliver hans første klubskifte i karrieren. Det er sgu sjældent man ser det.

I 2005 drev Gerrard nærmest ene mand Liverpool til det største trofæ en fodboldklub kan vinde. Nu er han ved at være gammel. Han er ikke længere en drivkraft, men en luxusspiller, der tager straffespark og frispark. Det er ikke helt godt nok længere. Desværre. Jeg elsker ham da stadig, men håber snart han trækker sig tilbage eller bliver brugt mindre. Vi bliver alle ældre, det er der ikke noget i vejen med.

Nana, Aske og jeg tog lige cyklerne på nakken og cyklede ned til havnen og købte lidt fyrværkeri. Det er jo meget festligt. Inden vi nåede havnen cyklede vi på vores egen vej. Det gør man jo, når man skal hjemmefra. Pludselig ser jeg en mand, som råber til sine børn. Hold jer for ørene råber han. Han står lige om et gadehjørne. Vi er få meter fra, da et kæmpe kanonslag eksploderer foran os. Nu er jeg ikke altid typen, der hidser mig op in public. Men jeg tænkte, jeg lige ville gøre en undtagelse. “Hvad fanden har du gang i?” fik jeg råbt. Han svarede noget med, at jeg skulle slappe af og holde kæft. Bevares. Så råbte jeg, at jeg havde to børn med, som kunne være kommet til skade (jeg råbte det ikke på nogen måde pænt). “I var jo 4 meter væk, så slap af”, var hans fine svar. Hvad skal man sige? Jeg var uddiskuteret på det groveste.

Nå skidt pyt. Vi kom til havnen og fik købt fyrværkeri. Vi kom hjem igen. På vej hjem spurgte Nana, hvad jeg ville gøre, hvis han var der igen og fyrede flere kanonslag af. Jeg svarede, at jeg ville give ham nogen på lampen. “Nej far, for så kommer du i fængsel i stedet for ham, ring i stedet til politiet”, var min datters svar. Min datter er klogere end mig.

Godt nytår alle tusindvis af læsere. 2015 bliver et brag, eller lidt af det samme.

Kom lige til at købe en ny computer. Den er billig. Det er en chromebook, så den kan ikke andet end at være på internettet og have et tastatur. Den er let og jeg kan bruge den til at skrive på. Det er vigtigt. Lige nu driller mellemrumstasten lidt, men ellers er det vist helt fint.

Så vandt Liverpool lige to fodboldskampe i træk. Det er da fint.

Det vil jeg fejre med en lur og et billede af Adam.

Det nærmer sig, at det er slut på dette år. Det har været et underligt år. Et år på godt og ondt. Jeg tillader mig til tider at læse min egen blog. Det er som om, det sætter mit liv i perspektiv. Det er dog underligt, at man kan være så meget i sig selv, at man skriver og skriver og skriver om sig selv og det der sølle liv. Men det kan jeg jo. Men i år har jeg ikke skrevet så meget som jeg måske plejer. Det er ikke fordi jeg ikke har haft tid, for jeg har faktisk ikke arbejdet specielt meget, da jeg jo var sygemeldt indtil 1. september.

Jeg har lyst til at skrive, at det har været et godt år, men hver gang denne tanke falder mig ind, så tænker jeg på, at 2014 også var året, hvor Lenes veninde Helle døde. Det er underligt, at man nu har kendt fire personer, der ikke nåede at blive 40 år. Det sætter livet i perspektiv. Jeg ved det lyder banalt, og det er det også. Banalt og ubamhjertigt er det liv, vi lever.

2014 var også et år, hvor jeg skrev under på min første bogkontrakt. Hvor Liverpool var alt for tæt på at vinde det engelske mesterskab. Hvor jeg stiftede firma med Thomas og Thomas. Og mange andre ting. Verden og livet er stadig fucked up og på stoffer, men det er som om det går lidt nemmere hver morgen, når telefonen sætter dagen i gang.

Og så fik jeg leveret endnu en omgang sludder.

Det er jo nemt at sige at Liverpool FC er crap fra ende til anden. Det er jo altid den nemmeste løsning, men hvis man nu tager den anden hat på, så skal man lige huske på at.

De har kun tabt en af de seneste 9.
Emre Can bliver god
Sakho
Sterling
Det er snart januar og så kan man købe en ny målmand.

Og så sidder man bare her og ser frem til at de skal spille igen om et par dage mod Swansea. Det skal nok gå. Hvem ved, måske endda Balotelli kommer ind og scorer et mål eller to.

Og når alt kommer til alt, så er der intet jeg kan gøre ved det. Andet end leve med sejre og nederlag. Underligt at man alligevel tager det personligt. Det kan undre mig herfra og til evigheden.

Her er et billede af Nana og Lene. Det er hverken skarpt eller i det perfekt lys, men jeg kan lide det.