Kategori: Ikke kategoriseret

Mette Frederiksen

I går så jeg også tv tv tv. Jeg så Michael Jeppesen møder…..Bodil Jørgensen, Uffe Elbæk og Mette Frederiksen. Bodil og Uffe er mine typer. Skæve og skøre og kreative. Mette virker skræmmende. Jeg er så fordomsfuld over for magtfulde kvinder. Havde hun været en mand, havde jeg ikke tænkt videre over udsendelsen, men det gør jeg nu. Jeg stempler hende som skræmmende fordi hun er en kvinde, der er nærmest overskarp i sine formuleringer. Hun er åbenbart en hård chef, men er det ikke også det vi har brug for i de satans ministerier, så det ikke er embedsmændene, der bestemmer det hele. Jeg tror faktisk godt, at jeg kan lide Mette Frederiksen. Jeg er ikke sikker. Hun splitter mig. Hvis Venstre vinder næste valg, så tror jeg at Mette bliver formand for socialdemokratiet og statsminister om 4-5 år. 

Tænk at være barn af en minister. Så ser man vel aldrig sin mor eller far. Det må bære underligt. Mine børn ser mig konstant. Det er måske også lidt underligt. 

TV TV TV

Mandag var det afslutningen på True Detective. Det var fremragende. Jeg blev måske en anelse skuffet over slutningen, men det er måske nok fordi, at det hele var så godt, at det gik direkte i sjælen. Lene var bange. Det var jeg nu ikke, men jeg havde det heller ikke godt. True Detective er fantastisk, og jeg er glad for at DR3 lige smed den på programmet til os, der ikke har HBO.

I dag har jeg holdt næsten hjemmedag. Jeg har dog også løbet næsten syv kilometer med Jesper, men jeg blev sgu så forpustet. Jeg har set tre afsnit af Indefra med Anders Agger. De handlede om Christiania, AGF og et ældre tyrkisk ægtepar. Det er godt TV og Anders er en god mand fra Juelsminde, som er en god journalist.

I går så jeg 1989 af Anders Østergaard. Temaet var vildt spændende om Ungarns rolle i jerntæppets fald. Stilen var ikke helt min. Der var lavet noget smart noget med at lægge stemmer på politikerne fra dengang. Det var altså en slags fiktion, der også var fakta, men så alligevel ikke faktion og måske alligevel ren fakta. Hmmm. Interessant film og respekt til endnu en Anders for at lave noget, der er anderledes. Jeg ved dog ikke bare helt om det er min stil.

Og til slut må jeg bare sige, at jeg er blevet totalt vild med Matthew McConaughey. Han er jo fantastisk i både True Detective og Dallas Buyers Club. Jeg må se at få set Mud og den der De Caprio film om ulven på Wall Street.

Verden er vidunderlig

Verden er vidunderlig. Jeg er frustreret, men verden er sgu vidunderlig. Mere vækst mindre fornuft. Mere vækst mere forurening færre penge til u-landene. Jeg hører hip hop igen. Det er OK. Jeg hører også White Stripes. Jeg kan ikke tage mere ind. Jeg synes verden er vidunderlig. Verden er som i True Detective. Ingen hører efter alligevel. Jeg er vild med Rust og Marty. Jeg ser fjernsyn og maler en dør. Jeg laver ikke noget. Jeg kigger ind i en skærm. Hvor er virkeligheden da blevet af? Word UP. Fuck min højdeskræk. Fuck min smerte. Skyd det hele ned. Brænd det hele af. Vi er på vej ned i et stort sort hul. Det har vi alle dage været, så hvorfor ikke bare feste. Lad musikken spille mens Titanic synker, synker og synker igen og igen.

Movember

Jeg er så evigt træt af kendte mennesker og velgørenhed. Jeg er så træt af Movember og Team Rynkebys ture til Paris. Så træt af folk, der løber penge ind. Hvornår begynder folk at gøre noget i stedet for at være så forbandede pseudoagtige. Se mig jeg cykler op ad et bjerg, og jeg gør det i en god sags tjeneste. Det giver INGEN mening. Som Manics engang sang: ” if you really care wash the feet of a beggar. Så tag det latterlige overskæg af og stik en narkoman en seddel i stedet. Og I behøver ikke fortælle det til nogen, at I gør det. 

Folkeklubben

For et års tid siden holdte min frue og jeg fødselsdagsfest. Vi fik mange fine gaver selvom vi ret beset ikke mangler noget som helst. En af gaverne var et gavekort fra Søren. Et gavekort til Itunes, hvor jeg så skulle købe noget musik, som Søren havde udvalgt. Et af de albums, jeg skulle købe var “Nye Tider” af Folkeklubben. Jeg kendte dem ikke, da jeg ikke har interesseret mig for ny musik i mange år. Jeg købte og blev begejstret. Danske tekster så fine og musik af en folkeagtig slags. Pladen rørte mig, så da jeg forleden var i Recordpusher i Odense, købte jeg Klubbens nyeste plade, som slet og ret hedder “Danmarksfilm“. Recordpusher forhandler kun gode gammeldags vinylplader, men mange plader har også en downloadkode, så man også kan få dem til alle sine herlige digitale devices. Jeg kunne dog ikke finde en sådan kode på Danmarksfilm, så jeg skrev på Folkeklubbens facebookside og spurgte dem ad om en sådan kode fandtes. Det gjorde den ikke.

Men så kom der en privat besked fra Folkeklubbens trommemand. Han ville gerne have min e-mail, for så ville han da lige sende mig en digital udgave af pladen. Og det fik han og det gjorde han. Det var så overraskende fornemt. Så nu er jeg udover at være begejstret for musikken også svært tilfreds med bandet som mennesker. Service er der jo ikke meget af i det her land længere.

Folkeklubbens plader er fantastiske. Små perler i en verden af dårlig musik. Køb dem og bliv glad og rørt i hjertet. Det er det hele værd.

Lars Hug Uno Grammy

I morgen skal jeg købe to plader. Den nye med Lars Hugorm og den nye med Folkeklubben. Det er dansk og det er garantrisse godt. Lige nu hører jeg Kopy. 

Der skal ikke altid ske noget nyt

Jeg har ændret bloggens udseende. Det var bare for sjov. For at prøve noget nyt. Der skal ikke altid ske noget nyt i min verden, for faktisk har jeg det bedst, når ting ikke ændrer sig for meget. Sådan er der mange mennesker, der har det. Derfor går mange ned med stress i organisationer, der konstant ændrer sig. Derfor er ordet omstillingsparat et dumt ord. Derfor er det fint at årstiderne kommer som de kommer og ikke bare skifter tilfældigt omkring.

Jeg sidder på mit kontor og har lige hørt Ole Bornedal snakke med Michael Jeppesen i sidstnævntes radioprogram. Nu bliver jeg nødt til at se 1864, for Ole er sej og klog at høre på. Jeppesen er god til at få folk til at snakke. Jeg kan lide ham.

I går købte jeg en masse historier af Villy Sørensen. Jeg ville have læst “Blot en drengestreg” højt for Askes klasse i forbindelse med Halloween, men det nåede vi ikke. Jeg ved ikke om de er for små til sådan noget skørt litteratur, men jeg prøver en anden dag. Historien handler om to brødre, hvor den ene skærer benet af den anden. Det er en sjov og absurd historie. Jeg elsker absurd kunst. Jeg elsker ikke når arbejdslivet bliver absurd.

Jeg var også til læge i går. Han var svært tilfreds med mit helbred, med den lille finte, at mit åndedræt blev målt til at være ret skidt. Det skal vi teste lidt mere. Nu har jeg en undskyldning for ikke at kunne følge med i cykling. Det er rart.

Det skøre liv

Jeg var med Mads til højskolereunion i lørdags. Det var en god dag, og på trods af, at det var 20 år siden vi gik på Brandbjerg flød samtalerne fint. Vi kørte hjem samme nat, så jeg nød kun 5 øl så jeg var i stand til at køre hjem. Fem alkoholfrie øl skal det nok lige siges. At spendere en dag med Mads er luksus. Vi havde så meget at snakke om. Vi så også en narkoman, der sprøjtede heroin i sin arm. Det var sørgeligt. Stoffer er og bliver noget lort. Venskaber er og bliver fantastiske. Jeg er en meget heldig mand. Heldigere end de fleste.