Kategori: Ikke kategoriseret

I dag havde jeg så tømmermænd. Alene med ungerne tog vi til Skibhusfestival. Her mødte vi en vanvidsbillist, jeg blev skudt ned med en læderbold lige i smasken og ungerne spiste slik, slik og slik. Der var også dejlige mennesker. Skibhusfestival holder ikke 100 %, men det holder nok til at jeg nyder at være der med the kids. Bagefter tog vi i bio med Frederik og far, hvor vi så Flyvemaskiner 2. Den holdt ikke, men det gjorde selskabet. 

Nu er jeg i seng. Det holder 200 %. 

Og så er jeg ved at skulle starte for mig selv og eget firma og alt muligt. Det skal nok gå. Jeg er ikke alene. Vi er faktisk tre. Hvis ikke det går, så prøver vi noget andet. 

Kys til verden. Nu vil jeg tage til filmquiz i Odense C. Jeg ved ikke en skid om film længere, men man kan vel få sig en øl eller en pepsi max. 

 

Robert Enke bogen er god. Den kan anbefales til alle, der ikke forstår depression. Og når vi så er ved det, så tyder alt på, at Robin Williams har taget sit eget liv. Også han led af depression. Det er noget møg. Og så forbandet svært at komme af med. En sygdom, som ikke kan ses eller måles pånær, hvis man måler på frontallapper i hjernen og andre fine ting.

Jeg er begyndt på bogen om Robert Enke. Enke var målmand for det tyske landshold, da han en tirsdag kastede sig ud foran et tog og dermed tog sit eget liv. Enke led af depressioner, men havde succes i livet. Det er sort. Jeg fatter ikke depression. Eller det vil sige, at det gør jeg så, men jeg forstår ikke, hvorfor det rammer.

Jeg er så træt af at være træt. Træt af bare at være træt og ikke være frisk. Nå men nu er jeg lidt mere frisk thi jeg har sovet mega meget. Nu ser jeg fodbold. Liverpool fører 2-0 over de der Dortmund.

Og så skal jeg lige have skrevet mit kapitel færdig til Mias bog. Jeg skal nok også lige cykle en tur. Jeg har i det mindste vasket gulv og slebet knive. Jeg har også læst lidt Sue Townsend. Det er altid godt at læse Sue Townsend. Lige nu er det Rebuilding Coventry, som at det er, at det er, at det er, at jeg læser. Den handler ikke om byen Coventry. Det skulle man ellers tro.

Nå nu starter 2. halvleg. Jeg smutter. 

Malcolm Gladwell skrev for nogle år siden en bog, der på engelsk hedder Outliers. På dansk hedder den Afvigerne. Den handler om succes. Ikke nødvendigvis, hvordan man får den, men måske mere hvorfor man får den. Om tilfældigheder og andre ting, der spiller ind. Den er god.

Da jeg mødtes med min folkeskoleklasse i juni var de andre fire mænd til stede alle direktørere. Jeg var sygemeldt og uden nogen speciel udsigt til nogen som helst form for succes. En af de andre spurgte mig om, hvorfor jeg ikke var blevet til mere. Jeg vidste det ikke. Da vi gik i skole var vi på nogenlunde samme niveau. Jeg var måske foran på enkelte områder. Det er interessant. Hvorfor bliver nogen til noget og andre ikke? Gladwell skriver super godt om det. Hans teser passer meget godt på mig, hvilket jo ikke gør bogen mindre interessant. Han mener ikke at folk får succes ene og alene på intelligens og hårdt arbejde. Der skal meget mere til siger han. Det handler også om kultur, baggrund, tilfældigheder og de muligheder man har.

Nu skal det ikke förstås sådan, at jeg anser mig selv for en fiasko. Det er jeg ikke. Jeg har masser af succes på andre måder. Jeg er langt foran mange i Danmark. Men også jeg har været heldig. Også jeg har haft muligheder andre ikke fik. Blevet gift ind i en god familie og så videre.

Det interessante er, at man ikke bare kan definere vejen til succes. Du kan ikke bare sige, at de arbejdsløse skal tage sig sammen. Du kan ikke bare sige, at arbejder man hårdt, så får man også succes. Det er en kombination. En ting er dog sikkert. Hvis du skal være virkelig god til noget, skal du have øvet dig i 10.000 timer. Det er meget. Det er vildt meget. Det kan man ikke bare gøre uden at have muligheden for det.

Nå læs bogen selv. Den er god.

I næste uge skal jeg være med i podcast igen. Det glæder jeg mig til. Jeg skal også skrive bogkapitel færdig og så skal jeg cykle lidt og ellers bare slappe af. Det er snart slut med at være sygemeldt. Så skal vi stille og roligt i gang med at finde på noget nyt. Hvis nogen hører om noget arbejde, så må de endelig sige til. Jeg arbejder dog ikke fuld tid eller fast. Det gider jeg ikke de kommende år. Måske senere, men ikke nu. 

Jeg sidder og skriver lidt på et kapitel til en bog, som skal afhandle træningsbalancen her i livet. Det handler om mig selv. Det er noget jeg ved noget om. Det skal nok blive godt.

Jeg skal også i Temalørdag på DR2. Det er om det samme. Om balancen i hverdagen mellem familie, arbejde og træning. Ja måske endda livet generelt.

Og så går jeg jo med tanker om at starte virksomhed, når jeg bliver raskmeldt den 1. september. Det bliver nok noget med noget kreativt. Det bliver noget med at sælge t-shirts sammnen med Thomas og Thomas. Det finder vi ud af til september.

Og så har AGF minsandten vundet hele to træningskampe. Det er jo crazy.

Og så er jeg jo også blevet onkel igen. Denne gang til en bror, der er en bror og som hedder Bror. Her er han lidt skeptisk. Det forstår man godt.

I dag kørte jeg en tur ud i det blå med en dame, jeg ikke kendte specielt godt. Det kan godt lyde lidt farligt at køre i bil med fremmede damer, men det var det nu ikke. Det var fordi, vi havde en del tilfælles, som ikke nødvendigvis er super fedt. Til gengæld er det rart at snakke med andre, der heller ikke altid lige føler at livet kører helt som det skal. Det handler blandt andet om at blive bekræftet i, at man ikke er helt bimmelim oveni knolden. Og sådan startede fokusgrupper og sikke det går. Men det var en god køretur. Og en god og vigtig snak mellem to meget forskellige og så måske alligevel meget ens mennesker. 

Og nu er det midnat. Lene er i byen med en veninde. Ungerne sover ikke endnu, men det gør jeg sgu snart. Jeg glæder mig til i morgen. Jeg ved ikke hvorfor, men det skal nok blive en god dag. 

I 1982 var Diego med. Han fik rødt kort mod Brasilien. Brasiliens hold var det bedste landshold nogensinde, men de vandt ikke. Det gjorde Italien. Rossi blev topscorer og de slog tyskerne i finalen, hvor Breitner scorede for tyskerne. 

1986 var Diego og Danmark. Diego var urealistisk god og Danmark var vidundelige. Finalen skulle have heddet Argentina – Danmark, men tyskerne var klogere og kom i finalen igen. Maradona vandt. 

I 1990 var jeg i England med Thomas. England tabte til tysken efter straffespark. Tysken var kold og kontant og vandt over Argentina i en kedelig finale. Bum bum og Brehme på straffespark og 1-0. 

I 1994 cykler jeg op og ned ad Alpe d’Huez mens Romario og Bebeto tryller for Brasilien i USA. Baggio er smuk men brænder i straffesparkkonkurrencen og brasserne vinder. 

I 1998 er Danmark i gang igen. Jeg er til grøn koncert. Jeg læser på uni og ser finale med Søren og Kim og Søren. Frankrig vinder fortjent. Zidane er forrygende. Ronaldo er træt træt træt. 

Og så gik turen til Japan og Sydkorea. Danmark var med og Tøffe og Graversen giver Grønkjær buksevand. Jeg bliver gift. Danmark taber til Engerland. Brasilien slår Tyskland i finalen. Ronaldo er nu i hopla og fuldt flor. Det er 2002 og finalen ses på et bette fjernsyn på Trøjborg. Vi er nogle stykker. Blandt andet Ove og Søren. 

I 2006 går det galt for Zidane. Han får rødt kort i finalen og Frankrig taber til Italia. Tyskland er på vej frem, men når kun semifinalen. De arrangerer dog et farligt fint VM. Jeg ser finalen i Janus La Cours gade i Århus med Søren og Ove. Forza Italia. 

Og så begynder Spanien at være gode. Vi troede aldrig de ville vinde VM, men det gør de da i Sydafrika. De vinder over Holland. Holland prøver ellers at smadre dem, men det lykkedes kun til dels. Alonso har sikkert stadig en hilsen fra De Jong på brystet. I Odense sidder Søren og jeg og drikker øller og Gin og Tonic. Vi snakker to dage i streg. Dagen efter finalen begynder jeg at cykle igen. Det er 2010. 

I dag er klokken 13.48. Søren sidder i et tog på vej mod Odense. Jeg hører rock og har købt øller og sendt familien til Jylland. Om syv timer spiller Tyskland mod Argentina. Vi holder med Tyskland. Det er min tiende VM-finale. Det er den femte jeg ser med Søren. Det er smukt.