Kategori: Ikke kategoriseret

Liverpool er derimod stadig flyvende. Jeg tror ikke på mesterskabet, men jeg tror de bliver blandt de tre første. Og det er også som det skal være, men det kunne være hyl, hvis de nappede det forbandede mesterskab. Hyl og fortjent. 

Dette er hermed indlæg nummer 1001. Det har taget mig lidt over seks år at komme så langt. Det er muligvis godt gået og muligvis helt og aldeles ligegyldigt. Men jeg har faktisk flere indlæg på bagen, for det hele startede jo med den lilla hjemmeside fra Fyn. Så lavede jeg en blog og Søren lavede en blog og så kom flere til. I dag blogger alle om alt. Det er næsten helt skørt. Men det er også OK. I starten havde jeg en del kommentarer til mine indlæg, nu har jeg ingen. Men der er stadig nogen, der læser med, og det er ikke længere kun min mor, da hun jo ikke er her længere.

I dag er det så søndag den 16. marts og ham der Kevin har fået en flot tredjeplads i at køre hurtigt i bil. Det er ret sejt. Senere spiller Liverpool mod Manchester United. Hvis Liverpool vinder den kamp, så har de seriøst en chance for at vinde mesterskabet. Det troede jeg aldrig, jeg skulle skrive igen. Men nu gør jeg det og om 5 timer har Liverpool tabt og så er det hele ligegyldigt igen.

Lene er ude og løbe. 18 kilometer ved Kerteminde og rundt. Det blæser ret meget, så hun er nok ret træt, når hun vender hjem. Heldigvis skal jeg lave bøffer og bernaise i aften. Det plejer at være en mandeting, men jeg trænger til at øve mig i at lave bernaise. Det er bare ikke nok, kun at lave det skidt hvert andet år.

I går var Aske og jeg i bio. Vi så “Far til fire – Onkel Sophus vender tilbage”. Det er en dårlig film, men det var dejligt at være sammen med Aske. Han nød den, og jeg nød, at han nød den.

Nu løber jeg igen. Verden skal vendes på hovedet, og det starter som så ofte før med en god kop vuptikaffe.

Jeg sover længe og slapper af. Hele tiden slapper jeg af. Jeg cykler ikke engang i denne weekend. Jeg orker det ikke. Men det er OK. Sport og stress kan være en skidt kombination. Det har jeg nemlig lige læst her . Det vil jeg snart skrive et blogindlæg om til cykelmagasinet.dk, men ikke nu. Nu vil jeg bare slappe af.

Og så er det jo lige meget, at jeg har været i bio og set den nyeste far til fire-film. Sønnen nød det og jeg nød at han nød det. Det var det vigtigste. Nu hører jeg lidt David Bowie. Lene laver mad. Det er godt nok.

Jeg læser Adrian Mole for tiden. Det er også godt. Faktisk er jeg ved at blive glad for bøger igen. Det er også helt godt.

Edit: Det går op for mig, at dette er mit indlæg nummer fucking 1000. 1000 indlæg om mig, mig og atter mig. Det er skørt. Jeg må være et spændende menneske.

Jeg burde cykle mig en tur, men jeg
sidder sgu lige så forbandet godt i solen på terrassen. Jeg burde nok også rydde lidt op. Jeg burde læse en bog og bage et brød. Jeg burde vaske bilen. Og måske vaske gulvet i stuen. Men jeg sidder så helt og aldeles forbandet godt i solen. Og fuglene synger sgu også. Jeg bliver siddende lidt endnu.

Jeg har været på herretur i weekenden. Det var rart grænsende til det fantastiske. Jeg slapper så vildt godt af i selskab med mine venner fra studietiden. Og hvad laver vi så? Vi spiser og drikker og går ture og handler i Føtex og i Kvickly. Det er ren afslapning.

I år lavede vi også en musikvideo. Det var sjovt og ikke så hårdt. Det var af ren lyst og det gjorde mig i rigtig godt humør. Nummeret er med Spejlblank og sangeren er jo Søren. Dem der spiser morgenmad er ikke med i bandet, for hvis de var, ville det ikke lyde så godt. Det er såmænd Tue, Claus og Lars og sammen med Søren udgør de sommerhusbanden. Det er nogle dejlige mænd.

Nå men fra kindereier og videre tip en god pointe, som jeg fik fra Bos kone Sabrina i går. I 70’erne og før kom folk hinanden mere ved. Vi besøgte hinanden oftere. Det gør vi ikke i dag, for vi bryder os ikke om at folk skal se, at vi roder og at der ikke er støvsuget. Sådan har det nok også været tidligere. Tænk bare på familien Varnæs i Matador. Men hvorfor er vi så bange for det grimme? Vi er jo alle dyr, der æder andre dyr og så skider vi. Vi støver også, og krummer mega meget. Det er OK. Lene vil gerne havd, at der er pænt, når vi får besøg. Jeg er ligeglad. Jeg vil bare gerne drikke kaffe og snakke med folk. Lige nu drikker jeg kaffe i sofaen, og jeg har spist fire dårlige chokoladekiks, så der er krummer på min trøje. Det er for satan da 4 real. 

Så sad man pludseligt i en kælder i Tarup og fik at vide, at problemet var angst. Og i bund og grund handler det om at tage styringen tilbage og bestemme over sit eget liv. Op på hesten igen og så kører det. Og når humøret er på vej ned, så går man bare en tur med hunden, så går det hele nok igen.

Det kan godt være, at det er sandt. Det kan også være, at det bare er noget, der står i en bog, og som så lige kunne passes ind på mig. Men psykologen var kontant. Og hvis ikke det lykkedes, var det min motivation den var gal med. Det er vidunderligt. Tjuhej hvor det går og alle tiders og så meget mere.

Men hvad filan er angst? Jeg troede det var sådan noget med at være som en hundehvalp, der har fået tæsk hele sit liv. Men det er det så ikke. Det er åbenbart det man i gamle dage kaldte neuroser. Man er bange for ting, der ikke er reelle trusler. Det er OK at være bange, hvis der kommer tre rockere mod dig og siger, at de vil smadre dig. Det er neurotisk at være bange, når det banker på døren i dit hus. Det er neurotisk ikke at ville tage sin telefon, da man er bange for, hvad dem i den anden ende vil sige. Og gu er jeg neurotisk. Jeg kan ikke lide store forsamlinger, at telefonen ringer, at det banker på døren, at snakke med chefer, at køre med bus, at være nye steder og så fucking meget videre. Men kan man så ikke bare undgå det? Skal man absolut af med sine neuroser? Jeg ved det ikke. Heldigvis har jeg kloge venner. De har lavet en podcast om blandt andet angst. Jeg prøver lige om jeg kan embedde den her.

Det kan jeg ikke, men jeg kan smide et link https://itunes.apple.com/dk/podcast/afsnit-003/id819223118?i=259884335&l=da&mt=2

Der er ved at flytte nye genboer ind. Det er godt, men også lidt trist. Hans og Anne, der boede der er flyttet, og dem kunne vi så godt lide. Men Hans var for gammel og Anne kunne ikke klare det store hus og den store have helt alene, når hun også skulle klare Hans. De var så glade for det hus og stolte af det, da de selv havde bygget meget af det.

De nye fik nøglerne i fredags. Vi hilste på dem, og de virker flinke. Et ungt par med et barn og en hund. Nu er det søndag og de har splittet huset ad. En container er fyldt med indholdet af et hus, som Hans og Anne havde bygget. Sådan skal det være, men det er også lidt trist. En æra er slut og en ny skal starte. Da vi flyttede ind i vores hus, gjorde vi det samme. Nok ikke i samme tempo, da det jo var mig, der skulle gøre det.

Jeg håber de bliver glade for at bo over for os. Jeg håber Hans og Anne bliver glade i deres nye lille hus længere ude af Skibhuskvarteret. Om 30 år er det måske Lene og mig, der må flytte. Dem, der boede i huset før os, havde boet her i 43 år inden vi overtog det. De havde også bygget huset. Det er mere deres hus end vores. Sådan føles det ikke.

I Randers bor der nye folk i det hus min far byggede. I Tranbjerg bor der nye folk i det hus min mor og jeg boede i som de første. Det er underligt, naturligt og en anelse melankolsk.