Kategori: Ikke kategoriseret

I bio så vi Frost. Det var Disney og i 3D. Jeg burde ikke kunne lide sådan en film, men det gjorde jeg, og jeg græd til slut. Det gjorde Lene og Nana også. Aske var mere fattet. 

Faktisk går det godt med den her sygemelding. Jeg er ved at blive et menneske igen. Det er en rar følelse. Tænk sådan at kunne noget rent socialt. It makes you think does it not?

Jeg tænker altid på at skrive. Mine tanker drejer sig stort set kun om ting, jeg kunne tænke mig at skrive ned på papir eller på computer. Sådan har det vist altid været. I de sidste mange år har jeg skrevet blog på computeren. Den har været og er stadig noget navlepillende, men den er også både terapi og øveblok. Og det kan jeg godt lide. Og hvis ingen gider læse, hvad jeg skriver, er det også helt i orden. Men er jeg forfatter? Det kan man ikke sige, for jeg har ikke udgivet noget. Og kommer næppe nogensinde til det. Det er også fint nok. I øjeblikket er jeg i gang med at læse Murakamis bog om at løbe. Den handler om løb, men også om at skrive. Han løber hver dag og skriver hver dag. Det er meget imponerende, men er det også nødvendigt for at være god til skrive. Kan man ikke være halvtidsforfatter og stadig være god?

Jeg tror det faktisk ikke. Jeg tror det er alt eller intet. Jeg kan ikke på stående fod komme på en god forfatter, der bare skriver i sin fritid. Og når det så er sagt, så skal det siges at Murakamis første to bøger blev skrevet, mens han ejede en jazzbar, og hvor han skrev, når han kom hjem fra arbejde. Men han tog skridtet fuldt ud. Det gad jeg også godt. Jeg gad godt bare skrive og have en masse tid til tanker og skriv. Ikke noget med at skulle på arbejde for at tjene penge til ting, man ikke har brug for.

Men jeg er ikke forfatter. Jeg er blogger. Det er ikke noget fedt ord, men det er jo sådan det er. Og om lidt har jeg også en blog på cykelmagasinet.dk. Det er også godt. Og nu vil jeg vende tankerne ind ad, mens de få læsere kan få et billede at kigge på.

Verden er skruet forkert sammen i forhold til mit hovede. Det har jeg tænkt mig at gøre noget ved. Altså ikke sådan, at jeg vil ændre verden. Jeg vil bare ændre verden, hvorpå jeg ser den. Jeg vil bare gøre, som jeg lyster og det kan nok ikke lade sig gøre, men vi prøver alligevel.

For hey Liverpool vandt på udebane over Stoke i dag. Det er fint. Det er januar, det regnede og så er det svært at møde Stoke. Men Liverpool vandt, og så er jeg glad.

I morgen skal jeg til møde på kommunen med andre på sygedagpenge. Det bliver en fest. Jeg kan næsten ikke vente. Det bliver nok noget om nogle regler og om at man skal gøre, hvad der bliver sagt. Jeg elsker det. Og jeg har jo selv arbejdet der. Det bliver som at komme hjem.

Men når alt kommer til alt, så er der håndbold i Lenes computer, børnene er puttet, men sover ikke, og jeg er træt i min krop efter en masse sport her i weekenden. Det er jeg godt tilfreds med. Og så har jeg endda hængt et billede op over spisebordet. Det var tænkt til at hænge over sofaen, men svigermor og svigerfar fik mig til at skifte mening. Jeg har selv taget billedet. Det er fint, omend en anelse lyseblåt.

Det er fra dengang jeg var ung. De spillede den ofte på “den sidste”. Jeg købte mit eksemplar i City X, der var en lille pladebutik i latinerkvarteret i Århus. Jeg havde ikke meget styr på livet dengang. Og damerne var jeg vidst bare bange for. Men når vi så var fulde og de spillede connected, så dansede vi. Og så drak vi lidt mere. Kun øl. Gerne half and half.

– Posted using BlogPress from my iPhone

1. Sov det du skal. Hvis ikke du får din søvn bliver du sur og gnaven. 

2. Spis rigtigt. Spis ikke for lidt eller for meget. Spis varieret, men bliv ikke fanatisk. 

3. Få motion. Gå i stedet for bussen. Cykl i stedet for at tage bilen. Omveje ikke genveje virker her. 

4. Følg sit hjerte. Gør hvad du selv føler for og ikke hvad du tror andre ønsker af dig.

5. Lav ting. I stedet for at tænke, så lav noget. Fjern dig fra tankeprocessen og lav et produkt. 

6. Få hjælp. Vi kan ikke klare alt alene her i verden, derfor er det helt i orden at spørge efter hjælp.

7. Flyt sig ud af komfortzonen. Hvis det hele er trist, så flyt dig. Ellers ændrer tingene sig aldrig. 

Det er helt ligetil. Det er bare at følge disse regler, så får man et fint liv. Men det er sværere end det lyder. Meget sværere faktisk, siger jeg fra sofaen klokken træt en regnfuld torsdag morgen i januar. 

Så ringede jeg lige ned til kommunen for at sige det med lægen. Jeg var nummer 10 i køen, og så ved man nok, hvad klokken er slået. Jeg lagde på med det samme. Prøver igen senere. Eller i morgen, man skulle jo nødigt få stress.

Så så man lige mig blive sygemeldt med stress. Det var måske ikke så overraskende som så meget andet nu er overraskende her i livet. Så bad arbejde om en mulighedserklæring, så sagde lægen, at det var meningsløst og det ville han ikke. Så bad arbejde om en frihåndserklæring, så sagde lægen at det var meningsløst og lavede den alligevel. Prisen var 400 danske kroner. Så skrev de fra kommunen. Jeg skal lave en “anmodning om attest om mulighed for at varetage et arbejde”. Eller det vil sige, at det skal lægen. Og den skal være returneret senest om 14 dage. Og lægen er nu taget på ferie i tre uger. Det bliver en fest. Så skal man jo ringe til kommunen og sige desværre. Men jeg skal også til samtale på kommunen den 13. januar. Men det er et stormøde, så der kan jeg ikke sige noget. Men den 14. januar skal jeg så til møde med kommunen igen. Det er så bare lige et personligt møde.

Det er en fest. Mere af det. 

Lørdag morgen er det. Yoda siger det. Alle andre sover og det blæser og det regner udenfor. Jeg drikker kaffe. Jeg drikker tit kaffe. Dog ikke så meget som Lenes nu afdøde onkel Kurt. Han drak tre kander om dagen på arbejdet. Det sjove var, at han kun drak kold kaffe, så det skulle laves dagen i forvejen. Han røg også 60 cecil om dagen. Dem uden filter vel at mærke. Han var en god mand. Han filmede også vores bryllup. Og så var han direktør.

Jeg er ikke direktør (endnu), men mindre kan også gøre det. Det synes jeg i hvert fald. Når jeg drikker kaffe er det ofte instant. Hvorfor mon det ikke har et godt dansk navn? Vi drikker det jo allesammen. Måske man skal kalde det med-det-samme-kaffe? Måske det ville være for langt. Jeg tror det skal hedde vuptikaffe. Det lyder godt. Det vil jeg bruge. Jeg drikker vuptikaffe med mælk. Dejligt.

– Posted using BlogPress from my iPhone

Hvis man bare skriver om et mig tager man af hovedstolen. Det er Per ikke så glad for. Hvis man bare skriver om et dig, bliver man satiriker på en eller anden fremmed og ufed måde. Hvis man bare skriver om et de og dem, sætter man sig alt for meget uden for indflydelse og indlevelse.

Jeg skriver vidst bare.