Kategori: Ikke kategoriseret

Sådan var det dengang. Vi lavede ingenting. Vi turde ikke tror jeg. Vi var ironiske, for det vat nu engang det nemmeste. Jeg turde aldrig vise frem, hvad jeg skrev. En dag læste Søren det. Han foreslog at vi sendte det ind til et forlag. Kun for sjov, men hvorfor ikke? Det gjorde vi nu aldrig. Digtene ligger nu i en kasse i kælderen i Odense. Jeg skriver stadig. Mest på denne blog. Men det er OK og det er ikke noget lort. Det er vigtigt at skrive. Søren skriver nu sange, og de er faktisk ret så gode. Og det er ikke hverken ironisk eller for sjov. Faktisk er jeg stolt af ham. 

For et par år siden, havde jeg lagt et digt på mit skrivebord. Lene læste det. Det gjorde helt ondt i kroppen. Hvis hun syntes, det var lort var det skidt. Hvis hun var ligeglad med det, var det tusinde gange værre. Hun kunne lide det. 

Man skal lave noget. Ikke være bange for at tabe. De få ting i livet, hvor jeg er lykkedes har jeg været pisse ligeglad med om nogle syntes, hvad jeg lavede var skidt. Det er jo ikke så skidt endda. 

En dag håber jeg at lave en totalt lo-fi musikvideo til et af Sørens numre. Det kan blive ret godt. Måske ikke for parnasset, men mindre kan også gøre det. 

På vej hjem i bilen med min gode kollega blev jeg opfordret til at tage en Master i didaktik. Eller ok og ro på, han sagde faktisk ikke en Master, bare et modul. Jeg blev så træt. Jeg har gået i skole hele mit liv. Og det stopper aldrig. Jeg er glad for vores skoler og uddannelser, slet ikke noget der. Men det er bare ikke det eneste. Jeg vil hellere være cykelsmed med tilhørende cafe og bogtrykkeri. Så kunne man få ordnet cyklen og drikke kaffe. Og når man så drak kaffe kunne man skrive digte eller noveller som kunne udgives og trykkes. Det ville være en god ting. 

Kiss and hug from a happy boy

Det er mandag. Det er også en dag, hvor der kom en ny plade fra Manic Street Preachers. Dem kan jeg godt lide og den nye plade er anderledes, men også fin. Men de blev da lige overhalet af et dansk band. Folkeklubben kom lige fra siden af og gjorde mig glad. Jeg fik dem i fødselsdagsgave af Søren. På sådan et Itunesgavekort, som blafrede i skyen indtil jeg fik det indløst i går. Folkeklubben plus andre dansksprogede bands.

Søren ved jeg elsker dansk lyrik. At jeg sætter pris på bands, der tør synge på dansk. Og Folkeklubben overrasker i den grad positivt. Jeg kan lide det. Det gør mig glad. Jeg får lyst til at danse lidt, men det lader jeg nu damerne om. Dans damer – dans for satan.

I øjeblikket har jeg ansvaret for en gruppe studerende. Det er godt nok, og det går godt nok. Men jeg gør dem ikke bedre. Det nager mig. De er gode, men de tvivler på sig selv. De tvivler på projektet, og det ender hos mig. Jeg er ikke tilfreds med mig selv. Mit job er sikkert nok, bevares, men hvem gider bare være sikker? Jeg vil også lykkes med mit projekt. Da jeg var fodboldtræner var det 14 unge flotte mænd. Nu er det 12 unge flotte piger. Det må jeg sgu da kunne klare. 

Bare et par tanker om noget privat og jobnoget. 

Han er i øvrigt også begyndt til svømning. Det var mega skægt i onsdags, skulle jeg hilse og sige. Faderen nød det også. Nana er også begyndt. Hun nød det også, og Lene nød det også. 100 % succes for fanden da også og helt fantastisk. Og når man så starter med en arbejdsuge med positive toner og rare kollegaer og søde studerende. Og når man så når ned og se en Jørgen Leth Film om John Kørner, hvor Leth og datter bagefter svarede på spørgsmål. Og når man så kommer på stadion og ser AGF vinde 6-3 over OB. Og når man får tid til to cykelture og en løbetur. Så har det været en god uge. 

Bevares Liverpool kan få stryg af Manchester United om lige lidt, men det ødelægger ikke, at ugen har været god. 

Jeg har hvert år minimum et indlæg med samme titel som dette. Jeg elsker bare den titel og de referencer den giver. Sommeren er forbi nu og den nærmest fløj af sted, tomhændet står du tilbage og kan slet ikke følge med. Sådan synger CV Jørgensen i sangen. Det er en af de bedste sange, der er skrevet nogensinde. Og den rammer plet hver gang.

Men hvad så nu? Otte ugers fri, hvad har det gjort for mig? Fik jeg skrevet en roman? Blev jeg afklaret med mit liv? Og hvad gør vi nu lille du?

Ferie og orlov sluttede med at svigermor kom og hentede ungerne i fredags efter Lene var taget til Stockholm. Jeg kunne ikke mere. 36 timer i sengen før jeg kom op og kunne få lidt kaffe. Jeg var så træt. Uanset, hvad jeg gør, så får jeg det sådan. Og så er det ved gud godt, at man har en fantastisk svigermor og en klog kone, der lige tager over. Jeg kan bare ikke holde til hverdagen. Jeg har brug for frirum, ellers knækker jeg. Det er en erkendelse. Og den erkendelse gør også, at jeg har brug for hjælp. Og så er det sgu godt man har sin dejlige svigermor. Jeg har altid følt, at jeg var alene i verden uden en reel familie. Jeg boede alene med min mor i et til tider hektisk liv. Mine brødre var meget ældre end mig og boede langt væk. Så jeg har altid følt mig alene, og at jeg skulle kunne klare alting selv. Det gør jeg ikke længere. Lenes familie er sgu så gode ved mig. Bevares de har også deres fejl, men i forhold til mine er det vand. Ingen tvivl om, at jeg er den besværlige. Men jeg må arbejde videre på at blive mindre sur og mere glad. Mere overskud tak.

Om et par timer kommer både Lene og ungerne hjem. Og de møder en far med overskud. Jeg har både gjort rent og cyklet tre ture i weekenden. Det er sgu godt nok.

Romanen fik jeg ikke skrevet. Men jeg kom i gang, og det er det vigtigste. Chris McDonald, som jeg faktisk synes er en ret fornuftig mand, snakker om et engelsk udtryk, der hedder daring greatly. Det handler om at sætte sig selv udfordringer, man ikke nødvendigvis kan nå. Og det er også OK ikke at nå dem. Romanens 40 sider var en udfordring. Den blev ikke til noget, men jeg fik skrevet 10 og det var fedt at skrive de 10. De kan sagtens blive til mere. Næste gang jeg vil udfordre mig selv er, når jeg til næste år vil stille op i 200 km udgaven af Grejsdalsløbet. Ikke for at lege jernmand, men for at udfordre mig selv. For at rykke mine grænser for, hvad jeg kan.

Og nej jeg er ikke afklaret med mit liv. I morgen starter jeg på job igen. Jeg skal blive bedre til at jobbe. Ikke lave hverken mere eller mindre, bare have det bedre med det, jeg laver. Og så skal jeg blive bedre til at stå op om morgenen. Så skal det nok gå det hele.

Hold nu kæft, hvor det handlede meget om mig. Men sådan er det.

Det var jo næsten en sang. Så mangler vi bare en, der kan lægge musik til, og vupti er der et hit hjemme. Titlen skal nok være noget ala “en smule under gennemsnittet men med økonomien i behold”

Ariel og Ditlev blev fyret i dag. De er store kanoner. Store kanoner kan også ramme ved siden af. Tillykke med friheden til de to herrer. Det gik ikke så godt for hr. Manning. Han fik 35 år bag tremmer for at afsløre krigsforbrydelser. Krigsforbryderne fik ingenting, hvad skulle de da også have det for. Jeg hørte et fint lille indslag om overvågning på P1 i dag. Vi bliver overvåget for vildt og ingen overvåger overvågerne, der ikke kan holde styr på deres dokumenter og filer. 1984 er muligvis snart 30 år siden, men det er også ret tæt på her. Gider ikke uddybe, find det selv. Det var på P1 i dag ved 15.30 tiden.