Fest

Vi kom lige til at holde en fest. Mest fordi vi begge bliver 40 i år. Med begge mener jeg selvfølgelig fruen og jeg. Lene er blevet 40, jeg bliver det om et par måneder eller deromkring.

Det var en god fest. Det var en vennefest. Jeg har nogle gode venner. De er vildt søde og rare og kloge og smukke og alt muligt. Jeg er en heldig mand. Og så har man endda måttet vælge nogle fra og andre meldte afbud. Sikke heldig jeg er.

Søndag havde jeg godt nok de vildeste tømmermænd, men heldigvis kunne Lene rydde op. Og hun fik hjælp af svigerinde Liza. Det var så rart. Ikke at have tømmermænd, men at få hjælp.

I dag er jeg vist bare en taknemmelig mand. 

Så slapper vi sgu lige af tykke

Der er bestemt meget stress i dagens Danmark. Det er ikke så godt, ja det er faktisk ret skidt. Og så dør man af det til sidst. Det gør man nu af så meget. Jeg er vist det man roligt kan kalde for disponeret for stress. Men hvorfor egentlig?

Jeg har ferie, men alligevel kræver mit job, at jeg lige svarer på en mail eller to. Eller kræver og kræver er måske for meget sagt. Jeg er vist bare selv så forbandet behjælpelig, når nogen spørger. Det er jo godt nok. Hvem vil ikke gerne være flink? Jeg vil gerne være flink. Jeg vil også gerne danse til god musik og drikke kolde øl i solen. Det må man da kunne kombinere. Jeg vil også gerne cykle eller løbe eller være i haven. Men jeg vil også være flink. Så hvorfor denne ondt i maven over et par arbejdsmails? Hvorfor ikke være flink og ligeglad. For jeg er jo bange for at folk bliver sure på mig. Hvem fanden er folk? Og hvorfor må de ikke være sure på mig? De er jo inderst inde også pivhamrende nervøse for, hvad jeg synes om dem. Tjah, måske tykke her bare skulle tage en slapper i sit bette grødhoved og så lige komme ned på jorden igen. Så er der jo heller ikke værre. 
Ja så fik I smidt sådan en omgang hø i hovedet på Nanas første skoledag. Hun græd en del. Jeg svedte en del og bagefter fik hun en billig barbiedukke fra Kvickly. Jeg fik bare en kop kaffe. 

Billedtekst

I raskt tempo er sommeren forbi. Tilbage står et par udtrådte sko og minder om noget, der engang var nu. Jeg bøjer mig i støvet for tiden der kommer og tiden der gik. Og når alt kommer til alt, er det hele nok hverken så skidt eller helt ad helvede til. 

Den herlige digitalisering

Jeg har orlov. Jeg har forældreorlov og jeg nyder det. Men er det nu også sådan det er?

Lene og jeg havde længe snakket om, at vi havde orlov til overs. Og jeg kunne godt tænke mig, at være den, der fik lov til at bruge det. Men hvordan finder man ud af, om man har noget til gode ved det offentlige? Jo i disse digitale sider går man på internettet. Man går på Borger.dk. Så det gjorde jeg. Men jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvor meget vi havde tilbage. Jeg printede siderne ud derindefra og tog med på min arbejdsplads, hvor jeg sammen med en sød hr-dame fandt frem til at jeg havde 5 ugers orlov. Dejligt. Og alt gik fint. Og orloven er holdt, men jeg har ikke fået nogen penge. Derfor kontaktede jeg udbetaling Danmark for at høre, om jeg havde foretaget mig noget forkert. De har nu svaret, at jeg slet ikke har noget orlov, men til gengæld har vi brugt for meget. Oh dear.

Og så er det lige at jeg tænker. I mit stille sind tænker jeg, at når jeg der arbejder med IT til dagligt. Når min kone, der er dygtig gymnasielærer, og når hr-damen ikke kunne overskue siden, så er der da et eller andet, der ikke fungerer. Bevares jeg kan godt undvære pengene, men hvis vi tre ikke kan gennemskue oplysningerne på en sådan hjemmeside, hvordan skal it-svage folk så kunne de? Jeg tænker, at det er håbløst. Der skal sgu strammes gevaldigt op. Jeg kan sagtens tage skylden og sige, at jeg er for dum, men hvis jeg er for dum, så er der også andre i DK, der er for dumme. Og så er systemet ikke godt nok.

Det er underligt. Hvem mon laver sådanne sider? De tænker næppe på slutbrugeren.

Og hvad mener de med, at vi har brugt for meget? Betyder det, at vi nu får en regning fra dem og at jeg skulle have holdt min mund? Jeg ved det ikke. Vi får se. 

De sociale medier og alt for damerne

På Facebook har vores børn det altid godt. De leger og tegner og er åh så dygtige. Vi har også selv lige fået ny bil eller noget lækkert at spise. Og så har vi i øvrigt også fået nyt job og ny seng. Det regner aldrig og vores bil er altid ny og fin. Sådan er livet på facebook. Og sådan er livet i den virkelige verden også. Det er jo ikke løgn, hvad folk skriver på facebook. Det er bare ikke hele sandheden.

I statistik hedder det såvidt jeg ved falske positiver, hvis man ud fra enkelte udslag danner sig et helhedsindtryk, der ikke er korrekt. Man glemmer at der som regel finder en normalfordeling sted. Eksempelvis vil en middelperson få middelkarakterer, men det betyder jo ikke at vedkommende ikke kan få både 12 og -03. Det sker bare ikke så tit som at vedkommende får 4 og 7. Men det er 12-tallet der kommer på facebook. På den måde bliver facebook en verden af falske positiver. Det bliver en falsk parallelverden, hvor alt er godt. Det er interessant. Men det er ikke noget nyt.

Lene har i denne sommerferie købt alt for damerne. Og det er sgu skræmmende læsning. Her er alt godt og flot. Selv de triste historier er fyld med lækkert tøj og dyre sandaler i flotte farver. Billederne er retoucheret så det halve kunne være nok og rod er der intet af. Jeg er mere bange for alt for damerne end jeg er for facebook.

Måske jeg en dag skulle få læst denne bog færdig http://www.amazon.com/The-Drunkards-Walk-Randomness-Rules/dp/0307275175.

Men for at verden ikke bliver for fin, kan jeg fortælle, at jeg sveder og at det lugter. Jeg har heller ikke børstet tænder i dag og mine unger spiller Ipad, da jeg ikke orker lave noget sammen med dem. 

Exile on Main Street

Jeg er i Exil. Ikke på hovedgaden som Stones var det, men i mit sind. Det er rart. I dag var vi på Mackie’s Pizza i Horsens. Der var vejskiltet “Exile on Main St.” Hjemme igen og DR2 viser doku om den plade. Jeg fik den af Søren for år tilbage. Den er super, og den eneste jeg har med de der Rolling Stones.

De drak helt uhæmmet dengang. Det undrer mig til stadighed at nogen kan holde til det. En ting er kroppen, men man må blive totalt fucked up i sit hovede, hvis man drikker, ryger og tager drugs hver eneste forbandede dag. Det er måske spændende og inspirerende i starten, men på et tidspunkt må festen sgu da lukke ned. Hvad er det sjove i altid at være fuld? Det er på en eller anden måde lidt småborgerligt. Man vil bare sig selv og gider kun folk, der er som en selv. Og at tingene skal være vildere og vildere gør det kun mere kedeligt. Man går fra at være ung og vild til at blive alkoholiker og junkie. Jeg kan bedre lide dem, der ændrer sig. På samme måde er Jackass-filmene også nærmest sørgelige. Det var sjovt i starten, men at se 40-årige mænd lave løjer og drikke sig fulde og få tæsk er tåkrummende. Sådan har jeg det også med voksne mænd, der kører alene i vandrutschebaner. Det er et ynkeligt syn. Har de et barn med, så er det ok.

Jeg er også ynkelig i andres øjne. Sådan er det heldigvis, for hvad ved jeg overhovedet om noget som helst.

Men jeg nyder exilet fra hverdagen og de daglige rutschebaneture. Jeg nyder vist bare livet som det er lige nu.

Træthed

Det er godt, at man kan sove længe, når man har sommerfri. Jeg gad på en måde godt altid have fri. Jeg er lige stået op. Klokken er 13.51. Jeg var sgu så træt.

Jeg er færdig med Knausgård. 6 fine bind har jeg læst. Og det er vel omkring 4.000 sider om nordmandens liv. Jeg elskede det. Jeg skriver bare en fjollet lille blog.

Nu vil jeg drive længere ud i tågerne i ferieland. Så kan arbejdsmarked og kapitalismen have det nok så godt. 

Tanker fra sommerlandet

I dag kom jeg til at tænke på racisme og måden som vi taler til hinanden.

Da jeg var barn havde jeg en ven, der hed Gustave. Han var fra Afrika og sort. En gang til fodboldtræning kaldte jeg ham for neger. Det var i 1984 og for mig betød ordet intet. Det gjorde det for ham og han bankede mig. På den rare måde. Gustave var populær i Tranbjerg. Mig var der ingen der kendte. Vi var et umage par som venner, men var venner dengang. Jeg besøgte ham aldrig hjemme. Vi mødtes på fodboldbanen. Specielt sommeren 1986 så vi meget til hinanden. En dag spillede vi fodboldkamp sammen. Jeg stod på mål og en af forældrene var træner for en dag. Han stod nede ved mit mål, så jeg kunne høre alt, hvad han råbte. På et tidspunkt råbte han: “Kom så Gustave – din sorte hund”. Det var voldsomt og den indre svinehund, der kom frem. Træneren var dum som en dør og Gustave klog og sød.

Man skal snakke pænt til hinanden. Jeg bliver kun mødt med nedladende bemærkninger, når jeg er i København. Så bliver man kaldt for en dum bonderøv. Udelukkende fordi jeg ikke kommer fra København. Det er underligt. Det sker ikke så tit, men man møder det. Når man så er på Roskilde Festival bliver man kaldt campinggæst fordi man ikke er en tilbagevendende gæst.

Ligegyldigt hvad så er det hele et vi og et dem. Alle er sådan. Nogle er racister. Jeg kan ikke lide racister. Jeg taler dårligt om racister. Også selvom jeg ikke kender dem. Jeg er ikke meget bedre end dem. Jeg snakker også dårligt om folk fra Langeskov. Og når jeg så er i Nordborg på Als, tænker jeg at disse mennesker lever i den rådne banan og har et usselt liv. Derfor ryger de Viking cigaretter og drikker billig øl.

Jeg kan dog lide de fleste mennesker. Og i aften skal jeg i bio med Sønne og se “Springsteen and I”. Det glæder jeg mig til. Vi skal spise burger først.