Kategori: Ikke kategoriseret

I dag er det mors dag. Det har vi aldrig brugt. I dag gør jeg en undtagelse. Fordi jeg har bisat min mor i fredags, skal hun da også lige ha et lille kram og en tanke i dag. Mine børn har i øvrigt også en fantastisk mor. Hun får en gave en anden dag.

I går døde min mor. Jeg holdt hende i hånden, da hjertet stoppede med at slå og livet forsvandt fra hende. Jeg græd hele dagen i går. Hendes operation var tilsyneladende gået godt. Hun virkede frisk, da ungerne og jeg besøgte hende i fredags. Men så gik det den anden vej. Hurtigt. Jeg fik aldrig kontakt til hende igen. Fik sagt de ord jeg skulle, mens hun bare lå der og ventede på at få fred. Om hun hørte mig ved jeg ikke. Jeg håber det.

Jeg er ked af det. Men jeg er glad for at jeg så hende i fredags. Glad for at hun tog herfra efter vi havde fået snakket sammen. Jeg er afklaret. Men jeg er også ked af det. I dag er jeg hjemme med mine dejlige børn. Vi hygger. De forstår det ikke. Men vi snakker om det. Når vi bliver gamle så dør vi. Sådan er det. Jeg har min familie. Min mors mand er alene nu. Det bliver ikke nemt.

Sidst jeg skrev her på bloggen var jeg tæt på at få stress på mit job. Jeg har lavet for meget. Efter i går gik det op for mig, hvor latterligt det er. Hvorfor køre sig selv ned og sin familie i sænk fordi man altid vil være mister popular på job. Det skal jo være den anden vej. Min mor var bankdame. Hun arbejdede hårdt, stabilt og godt i mange år. Så overtog Danske Bank Provinsbanken og glæden ved jobbet forsvandt. Hun blev fyret ved prikkerunden i 1993 tror jeg det var. Hun fik ingen tak. Job giver dig penge. Men ingen taknemmelighed. Så hvorfor arbejde sig halvt ihjel?

Afklaret og ked sidder jeg og drikker en kop kaffe i solen. Min mor læste altid min blog. Jeg har mistet min måske trofaste læser, men det stopper mig ikke. Jeg bruger min blog som terapi og verden kan ikke undvære mine kloge ord, så jeg stopper ikke.

Jeg er træt. Har været på job i 12 timer i dag. Men det er sådan set ok. Det er mere tanken om det jeg ikke når. Om altid at være bagefter. Sådan er det nok uanset, hvad man så laver. Jeg gad da godt det var anderledes.

Tænk hvis man hver dag kunne gå hjem med et lukket kapitel bag sig. Kassen stemte. Boing småkage og så hjem til hygge og spas.

Hvis jeg skal holde 30 år endnu på det her arbejdsmarked, skal jeg vist have lavet lidt om. Jeg tror som altid det handler om at sige lidt mere nej. På med nejhatten og så der ud af.

Dette er et godt billede. Det er taget med et kamera. Der er ikke nogen effekter udover at kameraet var stillet til at tage billeder i sort/hvid. Jeg har taget billeder. Jeg kan godt lide at tage billeder.

Jeg lærte noget om mig selv i går. Og noget om min mor. Og min far.

Ungerne og jeg tog til Århus for at besøge min mor på kommunehospitalet. I tirsdags fik hun fjernet mavesækken. Hun har kræft. Min mor har mistet sit hår, men på en eller anden måde var det ikke trist at se hende. Hun var glad for at se os og så positivt på fremtiden. Hun smilede og snakkede om at hun nu havde samme frisure som sin søn.

Min mor er en overlever. Det var min far ikke. Da han blev syg gav han op. Jeg har altid sammenlignet mig med min far. Jeg håber også jeg har noget af min mor i mig. Selvom hun ligger der i en seng på Århus Kommunehospital, så siger hun det nok skal gå. Det håber jeg. At det hele nok skal gå.

– Posted using BlogPress from my iPhone

Vestager på Deadline. Hun gør det bedre end mange andre derinde. Jeg forstår ikke vores samfund. Jeg vil bare gerne have at folk er glade.

Alt er godt i solen. At ligge under dynen på terrassen med musik i ørerne mens man stille slumrer. Alt er godt i solen. Måske ikke lige for Al Pacino i Insomnia, den omvendte film noir. En slags negativets noir. Men det var i går. I dag var solen god. I morgen er alt igen godt i solen.

For et par år siden spurgte en af mine venners kærester mig om, hvad jeg var bange for. Jeg svarede hende ikke specielt godt. Det har jeg tænkt over lige siden. Jeg er jo bange for mange ting. Bange for at mine børn, ikke har det godt nok. At jeg er en dårlig far. Bange for at min mor dør. Bange for at min svigerinde er sur på mig. Bange for at jeg ikke er god nok til mit job. Bange for at miste alt, og bare stå alene tilbage.

Jeg er til gengæld ikke bange for muslimer. Ej heller for homoseksuelle. Ikke engang hunde er jeg bange for. Jeg er dog stadig bange for edderkopper. Og slanger.

Jeg er også bange for at gå i små butikker, men har ikke noget problem med store butikker som Bilka og Kvickly. Jeg er bange for at stille mig op i større forsamlinger, hvor jeg ikke kender nogen. Hvis jeg kender alle, så er jeg ikke så bange. Jeg er bange for at være dum. Bange for at blive afsløret som en fupmager. Jeg er bange for store dele af min familie. Jeg er ikke bange for Søren og Bruce Springsteen.

Jeg er bange for mine naboer. Jeg er bange for ikke at være god nok. Jeg er dog ikke bange for at skrive alle mine meninger og tanker i min blog. Jeg er ikke bange, når jeg er med gode venner i sommerhus. Jeg er bange for at rejse. Men ikke når jeg har folk med, der tager styringen. Jeg er ikke bange for at skulle til Liverpool med Lasse. Måske lige flyveturen.

Noget er man bange for. Andet er man ikke bange for. Jeg er bange for at dø. Og til tider også bange for at leve.

Der er en bombe i Boston. Den dræber 2 og sårer 23. Det er tragisk. Det er også interessant at vi i DK føler os berørt. Jeg synes det er forfærdeligt med bomber derom skal ingen tvivl være. Når det er sagt, så synes jeg at udtryk som ‘pray for Boston’ som folket nu poster på facebook er helt hen i hampen. Pray for the World. For der bliver dræbt mange mange flere af pistolskud i USA på en dag end det. Og hvad med resten af verden? Hvor mange uskyldige bliver ikke dræbt af bomber rundt om på kloden hver dag? Tragisk med Boston men lad os holde fokus, og ikke altid hoppe blindt med på mediernes sørgemarch.

– Posted using BlogPress from my iPhone